Plader

Cate Le Bon: Pompeii

Pompeii er en cocktail af synths, psych og glaminflueret artpop. En kombination, der glider let og lækkert ind i øregangen, men den savner desværre både nogle hits og den kant, vi er vant til fra den eksperimenterende waliser.

Den walisiske artpopmusiker Cate Le Bon har udgivet sin sjette soloplade med den antikke dommedagstitel Pompeii. Musikken er heldigvis ingenlunde uddateret og ej heller dommedagsagtig. Der er til gengæld tale om en forfinelse af den glammede og døsige synthpsych fra hendes forrige – og fuldstændigt underskønne – plade Reward (2019). Slibningen af kanterne er dog i en sådan grad, at man mangler de weirdodetaljer, der gjorde Reward så interessant at lytte til. Sangene er så pæne og glatte, at de aldrig når helt op på samme (tårnhøje) niveau.

Cate Le Bon spiller selv alle instrumenter på albummet undtagen trommer og saxofon. Hun har selv indspillet og produceret det meste af pladen i Cardiff, Wales. Og det munder ud i en slags mærkelig og betagende popmusik, som ingen andre laver. Det er elektronisk og minimalistisk, og samtidig er det fyldt med kammerpoppens finurligheder, som når diskante saxofoner hopper op og ned i lydbilledet og skærer igennem det tykke, fløjlsbløde lag af synthesizer og glamguitar.

Pompeii er Le Bon ydermere blevet inspireret af japansk city-pop, der byder på flydende funky bas og glitrende guitar, man kan cruise mod solnedgangen til. Den lyd bliver forenet med noget Gary Numan-klingende proto-synthpop på ”French Boys”, der står som et højdepunkt på pladen. Det skyldes blandt andet, at rytmen er lidt mere staccato-agtig, og derfor ikke, på samme måde som flere af de andre sange, flyder sammen. Den syntetiske bas, der tidligere gav associationer til synthpioneren Numan, fortsætter med at være central i lydbilledet på ”Running Away”, der også har en fræk saxofon, der passende kunne gemme sig på en skæring fra Bowies Aladdin Sane.

Det var en lang række sammenligninger og genrebetegnelser, men jeg vil gerne gøre det klart, at Le Bon har en meget unik lyd, hvilket ikke kun skyldes hendes lyse, drømmende stemme. Den underfundige blanding af sange skrevet på bas, sfærisk psychproduktion og glamguitar gør, at hun har sit helt eget univers – en endeløs flod af bløde toner, man nemt kunne glide stille og roligt nedad i lang tid. Det kunne let blive så rart, at man glemte, at livet ikke bare er en psykedelisk drøm. Det korte af det lange er altså, at Pompeiis sange er yderst behagelige at lytte til, men også at de eksisterer i en boblende samling musik, der savner udsyrede elementer og kontraster. De lyde, der hiver sange i helt andre retninger, end de starter, er simpelthen en mangelvare. Mange sange bevæger sig altså ikke rigtig nogen steder hen, og måske er Pompeii alligevel ikke en flod, men blot en lille sø.

Der er bestemt iørefaldende numre på pladen, og her skal singlerne ”Moderation” og ”Remembering Me” især fremhæves som sange, hvor Le Bon rammer et sweet spot mellem lækkerhed og quirkiness. Især sidstnævnte sniger sig ind i øregangen uden at smutte igen kortvarigt, og så har den tilmed flere kontrapunktiske stykker, der bryder sangen op – det er sgu tiltrængt. ”Cry Me Old Trouble” har også et diset psychet outroforløb, der vækker gode minder om tidlig Tame Impala. Den døsige og Chromatics-beslægtede ”Harbour” kunne have været på Drive-soundtracket, hvis den var instrueret af Wes Anderson, men den kører også lige lovligt meget i rundgang.

Pladen kunne fint have lukket med ”Remembering Me”, hvis bas altså bare groover rigtig godt, men ”Wheel” er sidste nummer på pladen, og det er en kende antiklimatisk. Det er en sang, der fint opsummerer det gennemgående problem, med at sangene trækker i langdrag og ikke rigtig leger med formlen. Forudsigeligt er nok et rammende ord.

Det er som sådan ikke fordi, alle plader skal være fyldt med bangers og singler fra start til slut som en anden Born in the USA (1984), men de fleste numre på Pompeii flyder lidt ud i ét, og det er en kende ærgerligt, fordi Le Bon har så fed og særegen en lyd. For få af numrene samler lige sig selv op i memorable omkvæd eller skøre breaks, og det betyder, at de har svært ved at sætte sig helt fast på nethinden.

Et album – og en anmeldelse deraf – skal selvfølgelig til enhver tid kunne stå alene, men når man laver en så fantastisk og legesyg plade som Reward tre år forinden, så går jeg som anmelder til Pompeii med visse forventninger, og de bliver altså ikke helt indfriet. Det, kan man måske mene, er unfair, for det er et godt album med en klasse produktion, men Le Bon imponerer altså mest, når hun gakker ud og laver sange med uventede tvists, fremfor ren ørecreme.

With great power comes great responsibility eller noget.

»Moderation / I can’t have it / I don’t want it / I wanna touch it« synger Le Bon på “Moderation”. Well, hun er nok kommet til at moderere sin lyd lidt for meget til min smag. Hun laver stadigvæk noget af det fedeste og excentriske psychpop derude, men hun kan også gøre det meget bedre og meget mere interessant. Det siger nok mest om kvaliteten af hendes output, hvorfor anmeldelsens karakter også ender, hvor den gør.

★★★★☆☆

Skriv et svar