Plader

Eee Gee: Winning

Eee Gees debutalbum Winning er en stærk samling af potentielle radiosingler, der understreger hendes store evner inden for sangskrivning. Albummet som helhed mangler noget sammenhængskraft, men kvaliteten ved de enkelte sang er ikke til at rafle om.

Efter fem stærke og meget forskellige singler gennem det seneste års tid er danske Eee Gee endelig klar med sit debutalbum Winning.

Winning er et album, der cirkulerer om indre usikkerheder i en yderst selvsikker indpakning. Bag kunstnernavnet står Emma Grankvist, og albummet er en personlig skildring af, hvordan det føles at blive voksen (hvad end det vil sige), se sine venner slå sig ned og samtidig selv føle sig rod-/rastløs. Der er den ironiske single “Killing It”, hvor hun synger om, at det hele kører og lidt til, men man lurer, at hun måske ikke mener hvert et ord. Og på “Forever Dreaming” tager hun fat i de klassiske voksendrømme om kærlighed, ægteskab og svigt til lyden af kirkeklokker i baggrunden. Meget menneskelige emner, som vi nok er mange, der kan relatere til – av av.

Winning er skrevet og produceret i New York med producer Rasmus Bille Bähncke, og albummet føles meget som en hybrid mellem netop en amerikansk og dansk tilgang til sangskrivning. Det er ikke for sjov, at subgenren nordicana er taget til i popularitet herhjemme, og den har Eee Gee i høj grad taget til sig. Winning giver dig nordisk popmelankoli, folk og country i usædvanlig lyttevenlig stil.

Man kan ikke undgå at mærke, at der er gjort meget ud af at ramme inden for pop-skiven. Med måske en par undtagelser har næsten alle numre på Winning radiopotentiale, og opbygningen af numrene er også meget ligetil. Albummet lægger ud med “Favorite Lover”, som er sangerindes hidtil største hit og mest streamede single, og det virker som et bevidst valg som for at fange lytteren. Det er da også en ørehænger uden lige, der sender radiovibes helt ud i fingerspidserne. Det er til gengæld ikke et specielt oplagt åbningsnummer til albummet, og det er lidt ærgerligt, selvom jeg godt forstår idéen bag. Den formår ikke at sætte scenen for albummet på samme måde som track to, “Forever Dreaming”, der havde været en oplagt åbner og rammer stemningen spot on, ganske enkelt fordi kompositionerne lyder som den håndsrækning, der skal sende dig på rette vej ind i Eee Gees univers.

Man skal lytte til Winning for Eee Gees stemme og sangskrivning. Emma Grankvist er ganske enkelt en utrolig dygtig sangerinde, og hendes fraseringer er lig ingen andres. På “The Ghost In Our Hearts” og “Post Blue” løfter man et øjenbryn over de toner, hun rammer, og de runs hun helt ubesværet laver. Nogle mennesker er født med en gave, og man må bare konkludere, at Emma Grankvist har ramt jackpot i den afdeling. Der er steder, hvor man nærmest får Lana Del Rey’ske og Fallulah’ske fornemmelser over hendes måde at synge på, hvilket egentlig giver god mening, når man tænker på, at genren er nordicana. Især klaverballaderne “You Don’t Have To Tell Me It’s Over” og “Killing it” er som en side taget ud af Lana Del Reys indie-bog med sine fine, små skævheder, fraseringer og imponerende navigering i stemmeregisteret.

Det er i det hele taget et album, hvor stemmen og vokalmelodien er i fokus på alle tidspunkter. Der er rigtig meget sang, og af og til virker resten af produktionen til at træde lidt i baggrunden for Eee Gees vokal. Det kan være svært at nå at trække vejret undervejs – altså som lytter, Eee Gee trækker vejret til perfektion – fordi det ene melodistykke tager det andet. Hver eneste sang vil rigtig meget og fortæller lytteværdige historier. De står stærkt, især alene, men i albumsammenhæng kan man blive en smule tekstmættet.

Albummets højdepunkter er – udover Emma Grankvists vokal generelt – numrene “Smokey”, “Bad Person”, “Forever Dreaming” og “All or Nothing”. Nordicana har på én gang en superbred genredefinition, fordi det trækker på folk, country, pop og indie, og alligevel formår eee gee at skabe en lyd, der går igennem numrene gennem hendes melodiføring. Grankvists stemme og måde at synge på er så speciel, at man ikke er i tvivl om, at det her er et Eee Gee-nummer.

Winning understreger det overskud, vi har kunne mærke ved Eee Gees sangskrivning i de første fem singler. Det er sjældent, at man lytter til et album og kan høre alle numrene blive spillet på radiostationerne. Som et samlet album er der dog et eller andet ved rækkefølgen på numre, som ikke er helt intuitiv for lytteren. Og det er til trods for de gennemgående tematikker i numrene, og at man føler sig draget af Grankvists vokal og en ret distinkt lyd. Måske er det netop fordi, at mange af numrene har enkeltstående single-potentiale, at det har været svært at finde den rigtige rækkefølge på ballader, uptempo og hits. En god åbner og lukker er den oplagte mulighed for kunstneren til at skabe en ramme om ens fortælling og påvirke lytterens først og sidste indtryk af pladen. Ligesom med åbneren virker “Marathon Cry” heller ikke som den oplagte lukker sammenlignet med “Post Blue”, der kommer lige forinden. På “Post Blue” bliver der makset ud på drømmende elguitar med masser volumen og kor med en langsom udfasning af nummeret, som indstiller en på, at det her var den storladne afslutning.

Der er stor værdi i hvert enkelt nummer, men måske er Winning mere en samling af gode numre, end det skaber følelsen af et decideret sammenhængende album. Man har ikke den klare røde tråd – til trods for at der er store tematikker på spil. Men når det er sagt, kan intet ændre ved, at Eee Gee er en hitmager med et indiskutabelt talent for sangskrivning.

★★★★☆☆

Skriv et svar