Plader

Jake Xerxes Fussell: Good and Green Again

Skrevet af Mads Lind

For Jake Xerxes Fussell er folkemusik noget tvetydigt – på én gang både reaktionær og progressiv. Og det bliver den måske nødt til at være, hvis den skal forblive relevant. På sit seneste album, Good and Green Again, støver han fortidens glemte folkesange så smukt af, at det faktisk bliver tvivlsomt, om støvet overhovedet nogensinde havde lagt sig.

Jake Xerxes Fussell er folkemusikkens arkæolog. Den selvudråbte sangnørd har i disse år påtaget sig positionen som udgraver og arkivar for den nordamerikanske sangskat. I årevis har han trawlet sig igennem tykke sangbøger og småobskure indspilninger i jagten på hengemte perler. Tidligere har han tøvet med at dele sin snævre interesse med offentligheden, men efter at have færdiggjort sine studier i southern studies ved Mississippi Universitet, er han blevet parat til at åbne skufferne i sin samling og lancere sine fortolkninger og gendigtninger af folkemusikkens fossiler.

Good and Green Again tæller ni numre, hvoraf der også er et par originale kompositioner. Materialet varierer fra kortere instrumentale motiver, over sjælere, til et langdigt-agtigt heltekvad. Det har alt sammen rod i den nordamerikansk folkemusiktradition, men trækker også på nyere stilarter med både fyldig countryæstetik og sjælfulde beats. Overordnet er den harmoniske pallette meget traditionel og elegant, om end lidt uoverraskende.

Albummet emmer af den selvsikkerhed hvis fravær ellers tidligere har afholdt Fussell fra at stå ved sin kærlighed til fortidens musik. Der er ingen rysten på hånden, når kompositionerne udlægges i al deres langsommelighed eller i deres overraskende korthed. Instrumenteringen er somme steder børstet helt ind til knoglerne, mens der andre steder er rigeligt kød på lydbilledet med tindrende bækkener og fuldfede messingblæsere. På den måde er albummet både bredspektret og varieret, arrangeret i et sirligt forløb med stor balancekunst mellem tungsindig melankoli og opløftet ligevægt.

Instrumenteringen og produktionen er i vid udstrækning moderne og respektfuldt gennemført i overensstemmelse med folk-genrens klangunivers. Guitaren er varm og bar. Fire i gulvet med skoen. Strenginstrumenter – elektriske og akustiske – spiller hovedrollen, ofte også foran Fussells stemme. Særligt rumklangene er varieret på en forfinet og intelligent måde, som på helt bestemte måder og tidspunkter blæser de tørre klangflader åbent på vid gab. Som på ”Carriebelle”, et sparsomt arrangeret stykke, blidt vuggende i sin fornemmelse, der gradvist tilføres en rumlig dybde, så vi næsten kan se landskabet åbne sig foran os. På samme måde åbner et orgel eller en lapsteel-guitar andre steder for en dør ind til noget nyt, som forstørrer en passage på et afgørende tidspunkt eller løfter en linje op under skyerne.

Fussells univers udfordrer konsekvent grænsen mellem original og fortolkning. Alle vegne er der lagt til og trukket fra i forhold til kildematerialet. Intet er sluppet uden om hans filter, der i den grad er indstillet efter tilegnelse og aktualisering af stoffet. Der er ikke så meget tale om gammel vin på nye flasker, som der er tale om helt nye drikke, løst baseret på sjældne opskrifter.

Det er meget sigende, at Fussells forældre er henholdsvis folklorist og kurator. Den dedikerede forskning i folkloren er hele tiden modarbejdet af en nutidig bevidsthed om, hvordan stoffet fremstilles og indrammes. Det bliver til et komplementært forhold, der sørger for en dobbelt friskhed i materialet. Både fordi sangene er pudset af og fremført i et samtidigt udtryk, men lige så meget fordi, den store indsigt i den musikalske tradition giver os adgang til et stykke af en fortid, der kunne virke fremmedartet , men i stedet er blevet spillevende.

Også tekstuniverset føles sært vedkommende, om end det genren tro indeholder en vis portion druk, drab og dampskibe. Lyrikken er redigeret, eller nærmere kurateret med stor troværdighed og, siger Fussell selv, efter et princip om personlig identifikation og indlevelse. I Fussells stemme finder ordene et rørende og ligefremt medie, som nænsomt sætter sætningerne i forbindelse. Det virker på ingen måde støvet. For når kunstneren er så dygtig til at støve de her gamle sange af, kan man faktisk også godt blive lidt i tvivl om, om støvet egentlig helt havde lagt sig til at begynde med. Når man føres ind bag overfladen på den rigtige måde, står man over for tanker og drømme, der i slående grad virker genkendelige og tidssvarende. Nogle om at bygge sig et hus og se på søens vand. Nogle om at sejle jorden rundt og sende længselsfulde breve hjem til sine kære. Og nogle om at imponere naboen. Pludselig virker fortiden ikke så fjern.

Folk-traditionen er som anden folkemusik en tradition, der begyndte med mundtlige overleveringer. Derfor består sangene i cykliske forløb, hvor gentagelser er reglen, hvor kontraststykker er korte, og hvor mere komplekse formgreb ofte slet ikke forekommer. Det har været sangenes fortællende funktion, der var væsentlig, og melodierne har fungeret som en rettesnor for sangeren. Derfor kan spændingskurven for en moderne lytter somme tider virke flad – i hvert fald ved første øjekast.

Hos Fussell er dette kun en force. Her dyrkes det dvælende møde med musikken til fulde. Når melodierne tager plads, er det ofte på en repetitiv og lidt søgende måde, som nogle steder helt bremser sangens fremdrift. Dette er tilfældet på ”Rolling Mills Are Burning Down”, der dyrker stemmens knirken, åndedrættet og omformningen af en bestemt timbre i ordenes vokaler, som lytteren igennem iterationerne kan drukne i. Det er som en slags country-stilleben, hvor det at fastholde motivet tillader os at zoome helt ind og observere de mere fine nuancer i lydbilledet. Fussell demonstrerer til fulde, at der sagtens kan være liv i det statiske, det rodfæstede.

På denne måde er der noget meditativt over flere sangenes forløb, som kan give en følelse af, slet ikke at bevæge sig ud af pletten. ”Frolic” er et ret rendyrket eksempel. Et drevet og cirkulært glimt, der aldrig helt når i gang. Imellem de to slowfades fremvokser en guitarbåret meditation, der først bygges op, går lidt på stedet, inden den så igen glider ud i mørket. Det er både meget smukt og aldeles uforløst.

Lidt på samme måde fungerer den langt mere omfattende “The Golden Willow Tree”, et af albummets nøglestykker. Sangen er et episk kredsløb af vers, der bygger på tekst og melodi fra en række forskellige folkesange. En stakkels skipper kommer ved en frygtelig fejltagelse til at bore ni huller i skroget på sit skib, som selvfølgelig synker, og vi hører om de derpå følgende strabadser. Hvert vers ender med de samme to linjer, der mere og mere sørgmodigt og angrende genkalder tragedien, og som igennem tekstens fremskriden antager stadig nye betydninger:

»And sunk her in the low and lonesome water/And he sunk her in the lonesome sea.«

Gentagelserne og den forføreriske fortælling om skipperens vej hjem er førsteklasses historiefortælling, og det er nemt helt at miste orienteringen igennem de mange vers, lidt som på det åbne hav. Selvom sangen skildrer en langstrakt rejse hen over mere end ni minutters spilletid, føles den så kort som et eneste vers. Og det er netop et sigende eksempel på en stor del af Fussels kunst ­– at få selv de længste tidsrum til at føles korte. Lytteren får en chance for at glemme tiden igennem det enkelte nummers forløb, hvilket må være en af de flotteste bedrifter, et musikstykke kan præstere. Til slut er det som at have vandret igennem skoven: Endte vi nu tilbage, der hvor vi startede?

Good and Green Again er et sært værk, der findes lige på grænsen mellem et historiestudie, en stiløvelse og en countryfantasi. Det er lidt som et gammelt sort/hvid-foto, der er blevet farvelagt – overrumplende i al sin livlighed. Det er ganske vidst ikke de store kreative landvindinger, der bærer albummet frem, men faktisk er det en stor fornøjelse, at det i så høj grad hviler i sit eget materiale. Der er også en nyhedsværdi i at forstå sin fortid og den store fælleshed, som findes blandt menneskers følelser på trods af store tidsrum.

Ved første møde er det tab og bortgang, albummet lader til at handle om. Men med tiden viser det sig i virkeligheden måske at være mere optaget af den genkomst, som følger efter det tabte. Når noget nyt kommer ud af noget forgangent.  Jeg tror at det er derfor, albummet hedder Good and Green Again. Det er en hyldest til ”igen”. Det er først og fremmest håbefuldt, først og fremmest fremadskuende, først og fremmest grønt. En fascinerende ting at opdage om et album af så gamle og fornemme sange.

★★★★★☆

Skriv et svar