Plader

Mitski: Laurel Hell

Laurel Hell starter fænomenalt i mørket, men Mitskis sjette album ender alligevel ud i syntetisk disko, der er lige i overkanten.

Mitski Miyawaki skriver de sange, hun selv har brug for at høre. Det har hun altid gjort. I 2018 udgav hun sit femte studiealbum, Be the Cowboy, som blev elsket af både kritikere og bredere lytterskarer, og som for alvor cementerede hendes status som indie-ikon. Det forvandlede hende fra kultfænomen til stjerne, men blev samtidig også beviset på, at Mitski ikke bare skriver til sig selv. Hun skriver de sange, som vi allesammen har brug for at høre.

Efter fire år kommer nu efterfølgeren, Laurel Hell, med 11 sange, der behandler sangerindens udfordringer i kreativitet, kærlighed og ensomheden i at være offentligt elsket forbillede. I modsætning til sin forgænger, der næsten var en slags maskerade udi forskellige stilarter og personaer, leveres Laurel Hell med en langt mere stram og kontrolleret lyd som for at signalere, at Mitski har prøvet alle sine kostumer og nu har fundet dét, hun vil have på.

Okay, alle kort på bordet: Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg elskede Be the Cowboy, der var mit første møde med Mitski. Jeg græd til ”Lonesome Love”, dansede til ”Nobody” og fældede en tåre igen til ”Two Slow Dancers”. Siden er jeg blevet spundet længere ind i spindelvævet og har forelsket mig i de tidligere, mere alt-rockede udgivelser Puberty 2 og Bury Me at Makeout Creek. Hun står for mig som én af nutidens dygtigste sangskrivere og en mesterlig melankoliker. Og jeg er en sucker for melankoli. Sagt på en anden måde; Mitski har mig i sin hule hånd. Derfor knuser det også mit hjerte en lille smule, at jeg ikke kan falde i svime over Laurel Hell. 

Laurel Hell er nemlig Mitski serveret i kortfattet, elektronisk og uforfalsket 80’er-indpakning. Men der er dog fortsat nogle ting, der hører uløseligt sammen med Mitski, og som ingen tilsyneladende kan tage fra hende: Originale og markante melodier og knivskarp sangskrivning med tekster, der igen og igen synes at afsløre store sandheder om livet, som var det let og åbenlyst. De evner er stadig intakte, ingen tvivl overhovedet.

»Everyone said don’t go that way / So of course, to that I said / I think I’ll go that way / And I left the door open to the dark,« synger hun på “Everyone”, for på den her plade finder hun sin plads i mørket, undskylder aldrig sit vemod, sætter bare ord på det. Hun åbner endda pladen med linjen »Let’s step carefully into the dark« på ”Valentine, Texas”, der ulmer af mørke med sin droneagtige bas.

Det er ikke mærkeligt, at Mitski vil synge fra mørket om mørket. Det passer til hendes melankoli. Men det er lidt mærkeligt, at hun gør det på en disko/popplade, der lyder så meget af 80’erne, at man tænker, det næsten være ironisk. Men det er det vist ikke? Sange som ”Stay Soft”, ”Love Me More” og ”That’s Our Lamp” drives af syntetiske trommeloops og euforiske danseproduktioner, og jeg sværger, at synth-progressionen på ”Should’ve Been Me” er hugget direkte fra ”Dancing Queen”. Jeg ved ikke, hvem det var, der fik idéen om at introducere Mitski for ABBA, men jeg vil godt snakke med deres manager. Det er bare misforstået.

Imidlertid fungerer pladens første halvdel dog perfekt. De første seks numre er nærmest ét langt højdepunkt; den tunge, americana-agtige førstesingle, ”Working For The Knife”, minimalismen på ”Everyone”, den fremragende, Velvet Underground-agtige vuggevise, ”Heat Lightning”. De er perfekt afmålte, ulykkelige og insisterende over for uptempo-numrene ”Stay Soft” og ”The Only Heartbreaker”, der til gengæld bliver som små skud af fyrværkeri i mørket.

Men Laurel Hells B-side giver mig simpelthen en disko-overdosis. Måske er det en kommentar om popularitet og gennembrud i musikbranchen, når Mitski på ”Love Me More” synger »I need you to love me more / Love me more, love me more / Love enough to drown it out / Drown it out, drown me out,« og hendes stemme virkelig bliver druknet i den hypersyntetiske, hypereuforiske produktion. Men ironi eller ej, så fungerer det nu bare ikke. Hverken her, på ”Should’ve Been Me” eller lukkeren, ”That’s Our Lamp”, der slutter med et skuffende fade ud i stilheden. Jeg kan simpelthen ikke forene Mitskis bevægende vokal og hendes tekster om det mørke og dystre med den overdrevne candyfloss-sky, de bliver serveret på.

Når jeg alligevel insisterer på den afsluttende karakter til Laurel Hell, så er det, fordi de første seks sange viser Mitskis massive lyriske talent og hendes evne til at åbne døren direkte til mørket og træde nonchalant og overlegent velspillende ind i det, hvor ”Heat Lightning” efter min mening er en af de smukkeste sange i hele hendes diskografi. Men der efterlades stadigvæk et ærgerligt, afsluttende indtryk fra en kunstner, der førhen ellers har overgået sig selv med hver ny udgivelse.

★★★★☆☆

Skriv et svar