Interview

Rigmor: »Vi ser alle sammen til. Leger uvidende«

Foto: Bobby Mandrup

Rigmor vil ikke blot være endnu en indiepoppet gruppe med et repertoire bestående af kærlighedserklæringer og hjertesorger. Den århusianske kvartet vil i stedet bruge kulturen til at rykke på vores syn på tingene. En kamp, de ikke mindst tager op på deres kommende debutalbum.

Rigmor er i Aarhus, jeg selv i København, så vi mødes over noget så originalt som et Zoom-opkald. De fire bandmedlemmer har fundet sig tilrette i øvelokalet, fyldt glassene med noget, der umiskendeligt ligner cola, og smurt byens bredeste smil hen over skærmen. Snakken glider let og falder hurtigt på de seneste års udvikling; for siden udgivelsen af deres debut-EP, Rebel, har bandet haft nok at se til. De har både lagt titelnummer til ungdomsserien Centrum, spillet et hav af koncerter og færdigproduceret deres første fuldlængdealbum, Glade blinde børn, der nu endelig er lige på trapperne.

Tilblivelsesprocessen med debuten har dog ikke været nogen nem omgang. Efter udgivelsen af Rebel havde de fire bandmedlemmer svært ved at finde tilbage i rytmen. Produktionen af debutpladen skulle have været påbegyndt allerede tilbage i maj 2020, men en pandemi skulle hurtigt sætte en stopper for den plan. I stedet forsøgte bandet sig med nogle studiedage under hedebølgen senere på året.

»Første gang vi gik i studiet, tænkte jeg: “Oh shit, det føles slet ikke lige så fedt, som det gjorde, da vi indspillede Rebel. Det bliver slet ikke lige så godt”,« forklarer Sarah Wichmann; bandets forsangerinde samt én af to guitarister.

»Der skal jo være en magi,« supplerer bandets bassist Victor Sousa og fortsætter: »Hvis det er med de rigtige mennesker, de rigtige omstændigheder og det rigtige, der lige sker, så kommer man sådan helt op og flyve, hvor alt med tone og sådan noget forsvinder – man er bare i en eller anden energi. Men hvis man ikke rammer det og bare skal kæmpe sig igennem hver dag for at prøve at lave noget, der lyder, som om der er den magi – så er det virkelig hårdt, og så bliver det bare noget lort.«

Men magien kom aldrig til bandet i første omgang, og efter endelig at have overstået nogle knaldvarme dage i studiet stod det klart for kvartetten, at produktet langt fra var, hvad de havde håbet på. Skuffelsen var der dog kun én ting at gøre ved; ryste den af sig og rykke tilbage i studiet! Denne gang var det med producer Esben Inglev, flere elektroniske elementer og mere vildskab i bagagen. En strategi, der gav pote.

»På Rebel der er det, som om vi skal finde vores lyd – vi skal afsøge nogle ting. På Glade blinde børn der får outroerne bare fuld smadder. Der er ikke tænkt så meget på det dér med “hvem er vi?”« fortæller Sousa.

Pladekontrakt med frihed

Når Glade blinde børn lander 25. februar, bliver det ikke gennem Rigmors eget pladeselskab, som det ellers tidligere har været, men i stedet gennem på Mermaid Records. Det er en beslutning, der bunder i et ønske om at trække på erfaringer fra folk i branchen og uddelegere noget af al den praktiske arbejdsbyrde, der ellers ville flytte fokus væk fra selve musikken.

»Folk kører sur i tingene. Det er jo vildt meget arbejde, ud over at man også skal få det til at fungere derhjemme. Man skal også skrive noget musik, og man skal ud og spille – og det er jo dét at lave musik, være sammen og spille, vi er gode til. Det er dét, vi vil bruge alt vores energi på,« understreger Sousa.

»Vi er jo heller ikke selv super erfarne,« fortsætter Wichmann: »Vi har bare prøvet alting af fra bunden, så vi kunne bare godt tænke os at få nogen med, der kender til den her business – og ja, som havde nogle kræfter at smide i.«

»Vi havde et møde med nogle forskellige – og Mermaid, dem klikkede vi med. De gav os fuldstændigt frie tøjler, og vi er inde over alt. Det kan vi godt lide – og det skal der ikke ændres på. Så vi skulle finde nogen, der ville bakke op om det og turde satse på nogen, som selv vælger fotografen, der tager tager billeder, og selv vælger alt,« forklarer Souza begejstret.

Yahya Hassan og den spæde opstart

Men selvom det for Rigmor på nuværende tidspunkt i karrieren handler mere om at slippe vildskaben fri end at stadfæste, hvem de er som band, følger fortiden stadig med dybt ind på debuten. Glade blinde børns lyriske side trækker nemlig på både Yahya Hassan, Michael Strunge og bandets eget tekstunivers.

»Albummet er hele vores tid som band. Nogle af de sange, der ikke har været helt klar, men som måske har været undervejs, dengang EP’en blev indspillet, er kommet med herover på albummet,« forklarer Oliver Stewart, der agerer hovedguitarist i bandet.

Hvor de fleste af de sange, der tager afsæt i Michael Strunge-digte, er skrevet under arbejdet med Rebel, er der på Glade blinde børn også levn fra den spæde opstart på Rigmor-projektet. Nærmere bestemt drejer det sig om omkvædet til nummeret “Tidsvagten”, som bandet har forsøgt at gøre til en slags opsummering af Yahya Hassans selvbetitlede debutdigtsamling.

»Det hele startede ud fra Yahya Hassans digtsamlinger, men det fungerede bare ikke – og så hoppede det over og blev Michael Strunge,« fortæller Sousa om processen med deres tidligste sangskrivning og fortsætter: »Jeg havde kun prøvet at skrive på engelsk før, og jeg ville gerne prøve at skrive på dansk – og så var det ligesom en måde at komme over i det danske på ved at tage fat i nogle tekster, der allerede var skrevet.«

Men Sousa vil ikke bare sætte musik til digtene. Han vil skabe helstøbte sange: »Nogle gange – hvis du skriver en sang til et digt – bliver det meget digtet, der står, og nogen, der reciterer det – hvor vi i stedet ville prøve at lave det hele til en sang.«

Mere end indie-poppede kærlighedserklæringer

Allerede fra bandets begyndelse stod det klart, at Rigmor ikke blot skulle være endnu et indie-popband med et repertoire bestående af kærlighedserklæringer og hjertesorger. Der skulle noget mere bid i musikken. På Rebel tog de hul på nogle af samtidens tunge tematikker som depression og dagligdagsstress. Et hul, der kun rives større på Glade blinde børn.

»Jeg synes ikke, det er nemt at finde musik, hvor man tager de emner, som både er sådan lidt samfundskritiske og tungere, op. Der er rigtig meget af den musik, man hører – og som er sådan lidt poppet eller i hvert fald indiepoppet – der handler meget om kærlighed og ulykkelig kærlighed,« fortæller Wichmann og uddyber: »Det er lige så vigtigt, at der findes musik, der bearbejder emner som klimaangst, ensomhed og depression.«

»Vi skal bruge kulturen til at rykke på vores syn på tingene – prøve at rykke på os mennesker,« supplerer Sousa med henvisning til blandt andet singleforløberen “Plasticsolen”, der kaster et kritisk syn på en tilværelse med skyklapper på.

»Vi ser alle sammen til; leger uvidende. Så længe vi ikke ser det, så behøver vi ikke tænke så meget over det. Og det gælder jo på mange punkter. Det gælder både klimaet, og hvordan dyrene, som vi spiser, har det.«

Og det er netop nogle af de tanker, bandet med Glade blinde børn forsøger at indfange.

»Det er på en eller anden måde kommentarer på dét. Vi ser alle sammen bare til som glade blinde børn, mens verden langsomt går under.«

Skriv et svar