Plader

Spoon: Lucifer On the Sofa

Skrevet af Jens Trapp

Texanske Spoon er tilbage med et dejligt helstøbt indierockalbum, der langsomt åbner sig op for lytteren. Ikke fordi det er svær musik, snarere tværtimod. Musikken kan ved et første lyt synes at være lidt letbenet, men det er den ikke! Det er et stærkt værk Britt Daniel og co. har ude nu. Ingen tvivl om det.

Åbningen på Spoons nye album Lucifer On the Sofa er sådan en slags rockmusikkens åbningsarketype. Eller kunne være det, hvis den slags var en ting. Lidt lir og småsnak om optagelserne, et klaver der falder oppe fra et sted og lander i et løst virvar af strengeleg. Guitarer, der rykker ind med fed rocklyd på, knastørre trommer og så den der bas. Den er virkelig genial, sådan som den kommer væltende, overrumplende, ind.

Så er vi ligesom i gang, før Britt Daniels vokal fuldender billedet af et rockband, der i den grad synes at have taget rockhandsken op og på. Måske som en udstrakt finger til alle de überproducerede ting, der sendes ud. Måske til dem selv, fordi de lod sig rive med på deres seneste album Hot Thoughts fra 2017 og selv lavede noget lort, der skulle gå for at være moderne med en masse synths og meget lidt guitar. Måske bare fordi de griber tilbage til dem selv fra før Hot Thoughts, og samtidig peger på at der stadig er en fremtid for rockmusik med masser af guitar.

Men det var albumåbneren ”Held” vi kom fra. Med den suveræne åbning. Et brag af et cover af Bill Callahans gamle sang fra dengang han gik under navnet Smog.  Spoon fortsætter som de startede på skæring nummer to, den lige så vældige rocker ”The Hardest Cut”, der var vores fredagssingle for et par uger siden. Rockmusik af fineste kaliber.

De næste mange skæringer leverer til gengæld ikke helt den samme rendyrkede rock’n’roll. Kadencen holder ikke, og ved de første par gennemlytninger forekommer resten af albummet lidt kedeligt. Måske fordi de første to numre er så råt rockende, og der nu kommer en nydelighed ind i billedet, der til at begynde med forvirrer den rockhungrende lytter. Men giv det en chance, for lur mig om ikke det åbner sig! Og rummer så mange fine detaljer og kompositioner, at det faktisk kommer til at lyde hen ad deres, i mine ører, bedste værk, albummet Ga Ga Ga Ga Ga fra 2007. De to albums har noget af den samme energi, selvom Daniel og hans medsammensvorne er blevet 15 år ældre. Eller; det vil sige, det er faktisk kun Daniel og trommeslageren Jim Eno, der er med på begge de to plader. De var også begge to med til at danne Spoon i Austin, Texas tilbage i 1993, hvilket giver dem et 30-års jubilæum næste år. Og netop Austin har også noget med sammenfaldet at gøre, for Ga Ga Ga Ga Ga og Lucifer On the Sofa er begge indspillet i Jim Enos studie netop dér, i Austin, mens de mellemliggende albums overvejende er indspillet i L.A. og New York.

I modsætning til Hot Thoughts, som Spoon selv kalder en rockplade uden ret meget guitar, og som er stykket sammen af bidder og ideer bygget op lag på lag, har Spoon med Lucifer On the Sofa villet lave en ’rigtig’ rockplade, hvor musikerne rent faktisk er i studiet samtidig og stort set spiller numrene sammen på indspilningerne. De har også taget numrene ud og afprøvet dem foran publikum, for på den måde at finde ind til kernen af, hvad de vil med det. Og der er vitterligt mange fine ting at finde ind til på albummet, når man giver det tid og lov. For det første er der Daniels stemme. Den har lige det helt rigtige rocktwist, der gør den både genkendelig og stærk, ligesom også kompositionerne umiskendeligt har en særlig Spoon-feeling. Det er måden at eksekvere musikken på der gør det. Deres breaks og melodier. Og ja, der er masser af guitar på albummet, også selvom forsanger og guitarist Daniel har udtalt, at han aldrig har forstået hypen om Eric Clapton.

Lad mig give et par nedslag i den del af albummet, der ikke er rendyrket rock’n’roll, men til gengæld så meget desto mere klassisk Spoon:

Der er nummeret ”Wild”. Læg her mærke til den hilsen, der i akkordprogressionen sendes til et af rockhistoriens helt store besøg hos Lucifer, nemlig Rolling Stones’ ”Sympathy for the Devil”. ”Feel Allright” er igen et rigtig fedt rocknummer, tilmed tilført et ualmindeligt catchy, ørehængeromkvæd, der synger i kraniet som terapi længe efter strømmen er gået. Det samme er tilfældet for “On the Radio,” hvor Daniel synger sit rekviem til radioen som medie og om hans hang til at lytte til radioen som en slags forsikring om, at der findes en verden derude. En måde at føle sig mindre ensom på. »They say, ‘How come you still play that game, John Britt?’ / ’Cuz I was born to it.”« synger Daniel på nummeret. “Astral Jacket” og ”Satellite”er to tyste ballader, stille og meget smukke numre. ”Satellite” er et ældre nummer, der allerede i 2015 blev spillet live, men som først nu har fundet sin form og altså er blevet foreviget som andet end uskarpe iPhoneoptagelser på YouTube. Og helt tyst er det ikke, der er en herlig støjende guitarsolo og mere volumen som nummeret skrider frem. Om albumlukkeren og titelnummeret ”Lucifer On the Sofa” siger Daniel: »’Lucifer On The Sofa’ er det værste du kan blive til – der hvor bitterheden, manglen på motivation, og desperationen der holder dig nede, får dig til at gøre ingenting bare for at forkæle dig selv. Det er en sang om kampen mellem dig selv og den karakter du er i fare for at blive«.

Med dette album synes Spoon at have taget kampen mod ‘Lucifer on the sofa’ op og besluttet sig for at give noget af sig selv, der smager af integritet, inderlighed og lyst til at levere musik, der rykker i alle sanser. Som det antydes på “On the Radio” har Daniels radiolytteri op gennem tiden givet ham en fundering i især start-70’ernes rockmusik, som indimellem skinner smukt igennem på Lucifer On the Sofa. Men mainstreamrockere bliver det ikke helt, det er der for meget indie over Spoon til. Men stærkt gået, det er det.

★★★★½☆

Skriv et svar