Koncerter

Bambara, 20.03.2022, Loppen, København

Bambara @ Loppen
Foto: Daniel Nielsen

Søndag aften i København satte Brooklyn-støjrockbandet Bambara en ny standard for, hvordan man mestrer en punkkoncert. Med cowboytwang, intens larm og en ubønhørlig energi havde de fem musikere publikum i et jerngreb fra start til slut.

Bambara fra Brooklyn, New York har i en håndfuld år spillet den nu så populære gren af post-punk, der er dyster, støjende og lyder lidt henad cowboystøvler og barslagsmål. Musik hvis lyd i høj grad er som snydt ud af næsen på Rowland S. Howard, men med energi som Iceage anno 2013.

Det er da også en vis Elias Bender Rønnenfelt samt Julian Casablancas, der popper op i hovedet, da forsanger Reid Bateh træder på scenen i opknappet skjorte og læderjakke. Under første halvdel af åbningsnummeret ”Miracle” holder han sig mere eller mindre til mikrofonstativet og ser en smule stiv ud i det. Jeg tænker kortvarigt, de virker lidt ligeglade og uengagerede, men den bekymring bliver heldigvis gjort til skamme på et par minutter. I c-stykket er Bateh allerede godt i gang med at hoppe fra monitor til monitor og råbe folk ind i ansigtet. Det skal vise sig at blive sigende for resten af aftenen.

»Anyone have an extra guitar? Broke a string.« Det er formentlig tilfældigt, at lige første nummer skulle være årsag til en sprunget streng, men det er et meget passende billede på den intensitet, Bambara lægger for koncerten. Der bliver slået hårdt på trommerne trods tempoet farer afsted, og guitarerne får ligeledes tæsk. Før nogen kan nå at finde en ny guitar til bandets ene guitarist, har de valgt at fortsætte ufortrødent. En ny sang er i gang, og den ene guitarist spiller synthesizer med en hånd og sætter en ny streng på med den anden. Det er vist det, man kalder et powermove.

Der bliver spillet sange tilbage fra den intenst larmende Swarm (2016), gennembrudsalbummet Shadow on Everything (2018), til den dystre Stray (2020) og bandets seneste EP Love On My Mind (2022). Noget er hundrede procent beskidt guitarrock, andre har underliggende synth og en romantisk dysterhed, som man finder den hos Nick Cave. Det hele bindes dog sammen og galopperende cowboyrytmer og twangy guitarhyl. Lydbilledet er så intenst og så mættet, og så er Bambara et utroligt velspillende band. Det kan mærkes, København er syttende stop på touren. Bambara er brandvarme, og de er dygtige.

Sangene står aldrig stille og musikkens dynamik gør lytteoplevelsen konstant givende. Det er ikke bare forsanger Bateh, der er energisk og udadreagerende – resten af bandet sparker også løs og farer rundt fra den ene ende af scenen til den anden. Det smitter i allerhøjeste grad af på publikum, der alle står med store smil på læberne. Hvilken fryd at stå tæt sammen på et mørkt, svedigt spillested og føle sig i live med guitarstøj i ørerne og Batehs hånd rundt om nakken, mikrofonen det eneste der står i mellem hans og dine læber. Ingen kan vide sig sikker på ikke at få en rusketur. Men efter en håndfuld sange, er der stadigvæk en lille kvadratmeter foran scenen, hvor ingen står.

»You see this space here? It’s a disgrace,« lyder det humoristisk fra Bateh. Det får heldigvis straks folk til at stimle endnu mere sammen. Blot for at frontmanden i det efterfølgende nummer endnu gang kan hoppe ned fra scenen og skubbe til dominobrikkerne. Det er lige præcis sådan en optræden, jeg håber, jeg får, når jeg er til punkkoncert.

Sidst Bambara spillede på Loppen i 2018, var der ifølge dem selv 17 mennesker. Denne søndag aften er der (ugedagen taget i betragtning overraskende nok) i hvert fald mere end halv fyldt, og publikum er ved at koge over foran scenen. Bandet er i symbiose med publikum, og for hvert skub, for hver gang man får dybdeborende øjenkontakt med Bateh, lades ens koncertbatteri op. Ligeledes er deres spilleglæde oprigtig. Her er ingen prætentiøs facade, Bambara er ikke et post-punkband, der lader, som om de er hævet over andre. Søndag aften med et New Yorker-post-punkband på Loppen er den endelige manifestation af, at vilde koncerter er tilbage på menukortet. Og hold nu op, hvor det er en fabelagtig følelse at rage til sig igen.

Et godt stykke inde i koncerten bliver Emma Acs hidkaldt til scenen. En time forinden spillede hun support for Bambara, men hun får lov at give endnu en omgang i en skøn duet med Bateh. De har en vildt god kemi på scenen, og deres skønne rå stemmer går genialt til den dystre cowpunk. Jeg når lige at tænke, at et samarbejde mellem de to faktisk slet ikke er en dum idé. Det er et moment som dette, der virkelig gør koncertaftenen unik.

Der er ærligt talt ikke et tidspunkt, hvor man lige trækker vejret, og det skal altså forstås på den bedst mulige måde. Selv de sange, der starter lidt nøgent og tågede, eksploderer i kakofoni og vildskab i et omkvæd eller c-stykke. Da de har et par stykker tilbage, falder Batehs øjne på setlisten og kommer per automatik til at udtrykke et »oh shit.« Han har tydeligvis også bemærket, at sangene kun virker til at tage til i tempo og energiforbrug. Det er deres hit ”Serafina”, der har drønhøjt tempo og hvinende guitarer, der ville passe godt ind til en koncert på The Roadhouse i Twin Peaks. Læderjakken er for længst blevet forvist til hjørnet, og sveden siver små småt ud i tøjet hos alle tilstedeværende. Musikere såvel som publikum. Alligevel råbecrooner Bateh sig ubesværet igennem samtlige sange. Han ejer virkelig Loppen denne søndag.

I et godt og vel halvanden time, der flyver afsted, spiller Bambara 16 sange og et ekstranummer for fuld udblæsning uden at se sig tilbage. Bandet har salens fulde koncentration i et jerngreb fra start til slut – måske specielt fordi de forreste i publikum bogstaveligt talt blev taget i et jerngreb af Bateh. Med en vanvittig energi fra alle involverede var der absolut ingen fejlskud fra den Brooklynske femløber. Det tager jeg cowboyhatten af for.

★★★★★★

Fotos af Daniel Nielsen.

Skriv et svar