Plader

Caroline: st.

I et krydsfelt mellem nytænkende post-rock, midwest emo, improvisation og kontemporær klassisk musik finder man den Londonbaserede oktet Caroline. De er både opfindsomme og frygtløse i deres musikalske udforskning, og så har de har lavet et af de smukkeste og mest interessante debutalbums længe.

I 2017 begyndte Jasper Llewellyn, Mike O’Malley og Casper Hughes at mødes til ugentlige improvisationsøvere. De delte en fælles interesse for minimalistisk klassisk musik, nedbarberet amerikansk emo og appalachisk folkemusik. Halvandet år brugte de på at dekonstruere og genopbygge den samme håndfuld sange, før de i 2018 spillede deres debutkoncert under navnet Caroline. I mellemtiden sluttede fem yderligere medlemmer sig til gruppen. Oktetten må siges at være et relativt ubeskrevet blad på den britiske musikscene. Det fortjener de ikke at være meget længere.

Llewellyn, O’Malley og Hughes er i 2021 stadig kernen i gruppen, når det kommer til sangskrivningen, men det hedder sig altså, at de andre fem ikke blot er studiemusikere eller en backinggruppe – Caroline er et band med stort B, der tæller otte medlemmer. Og som lytter får jeg da også i den grad det indtryk, at de er netop et band. Musikken spilles på trompet, klarinet, orgel og klaver, samt violiner og cello – herudover klassiske rockbandinstrumenter. Det betyder, at lydbilledet er omskifteligt, stort og bredt, men det er på ingen måde overlæsset.

Åbningsnummeret ”Dark Blue” byder på et midwest-emoguitarriff i stil med American Football, inden det får selskab af dybe, repetitive bastoner og diskante, skæve strygere, som man kender dem fra Godspeed You! Black Emperor – men det skal slås fast, at Caroline ikke rigtig lyder som nogen af de to bands. Hvis de da overhovedet lyder som nogen andre. Allerede to minutter igennem nummeret er der opbygget så meget dramatisk stemning, at mit hjerte banker hurtigere og hurtigere. Så gør sangen et kort holdt og introducerer en længselsfuld vokal for så at bygge op igen. Det er på en gang smukt, stilfærdigt og voldsomt, støjende. Man holder vejret. Man puster ud.

Det er generelt en fornemmelse, der langt hen ad vejen går igen på resten af pladen, hvor man vitterligt aldrig keder sig. Det meste af pladens spilletid fyldes af længere numre med masser af gentagelser, men dynamikken er allestedsnærværende, og sangene bygger op og falder ned, som var de tilrettelagt til mindste detalje. Men man er heller ikke i tvivl om, at Caroline har dyrket improvisationsmusikken, for der er altid et eller andet unikt og skævt, der gerne skurrer lidt i ørerne.

Improvisation kan være en masse ting.  Det kan indeholde mange kvaliteter og det kan have lige så meget mangel på samme. På Caroline virker improvisationen organisk, spontan. Som et orkester, der lever og ånder sammen. De knager og knirker på uforudsete tidspunkter som i outroen på ”Good Morning (Red)”, men uregelmæssighederne er hver og en kærkomne. Carolines islæt af improvisation er således kun et levende bevis på gruppen af samme navns tilsyneladende virtuositet og gode forståelse for, hvad der fanger lytteren ind frem for at skubbe én væk. Det er ingen nem opgave, men debutanterne imponerer også her.

”Desperately” er helt simpel, dog skarp, og lyder som en strygekvartet, der varmer op med nogle små øvelser i en tom koncertsal. Hen over de melankolske toner klagesynges »This is not the first time / That you’re not feeling what you want to feel / Accepting something, accepting someone real / Desperately I complicate your life«, og det er svært ikke at få en lille klump i halsen. ”IWR” er anderledes mild og beroligende. Blød, folket guitar slås an, og flere og flere korstemmer slutter sig til forsangerens behagelige stemme. Strygere og trommer giver musikken tyngde uden at ødelægge den levende, jordbundne lyd, Caroline har lagt op til. Det er en af de smukkeste sange på pladen, og der gøres plads til stilhed og skrøbelighed. »Somehow / I was right / All along.«

Inden Caroline blev udgivet, smed bandet to lidt atypiske livesessions på gaden. De spillede i en tom svømmehal (og ja, det er en klar opfordring til at se dem, når du har læst den her anmeldelse). Den lokation betyder ikke mindst, at der er en helt vanvittig og unik rumklang på de livesessions – en rumklang, de antageligvis også bruger visse steder på pladen blot til endnu større effekt. Jeg ved ikke, hvordan de er lykkedes med at få ”Engine (Eavesdropping)” til at lyde som den gør, men det er en ret så vild lytteoplevelse. Til at begynde med er musikken er meget langt væk. Men det er så fortryllende, at jeg for mit indre ser mig selv fare rundt i en labyrintisk bygning for at smuglytte til dørene og musikkens kilde. Og minsandten om en høj guitar ikke lige pludselig dukker op i gangen til højre. Det er åh så tilfredsstillende, og musikken vokser sig større og højere, og lige pludselig er døren til maskinrummet helt åben, og Caroline spiller for fuld udblæsning.

Jeg kunne blive ved med at dykke detaljeret ned i samtlige ti sange på Caroline, men jeg tror, jeg har gjort det klart, at det er et umådeligt interessant album, der kun bliver ved og ved med at give. Musikken taler heldigvis også for sig selv.

Der er så uendeligt mange idéer og lyde i spil på debutpladen her. Og de fungerer vildt godt sammen. Caroline har på en eller anden måde givet plads til antageligvis alle otte musikalske input, uden at det bliver en rodebunke. Det er en opsigtsvækkende strøm af underskønne og smukkere end smukke musikalske indskydelser. Caroline er svære at genreplacere, da musikken er for opløftende til at være emo, for udramatisk til at være post-rock, for rocket til at være klassisk og for gennemtænkt til at være rigtig improvisationsmusik. Det eneste, jeg kan anbefale, er at sætte Carolines debutplade på, så snart du har tre kvarter for dig selv med nogle gode høretelefoner. Enjoy.

★★★★★★

Skriv et svar