Singlr

Fredagssinglr’: The Entrepreneurs – Friends

Skrevet af Jens Trapp

Den københavnske trio The Entrepreneurs sender i dag en forsmag på deres kommende EP Tourism på gaden. Det er splintrende guitarrock, som behændigt og på lykkeligste vis undviger mainstreamfælden.

Så er der nyt fra The Entrepreneurs forud for deres kommende EP, Tourism: En spritny single og video med titlen “Friends” med skarptskårne guitarer, der leger smukt med stereolydbilledet og en sublim bund af de pureste rockrytmer.

“Friends” ligger meget fint i forlængelse af bandets seneste album, Wrestler, når den udforsker lagene af guitar, trækker på både grunge og post-rock og slutteligt ender et sted i alt-rockens gryde – forstået på den måde, at The Entrepreneurs på fineste vis formår at snige sig uden om en mainstreamlyd og bevarer deres potente udtryk, der snarere peger på støj- og punkrock. Med bassist Anders Hvass’ ord handler singlen om: »Hvor mange facader vi alle sammen bærer rundt på til daglig, og hvor svært og hårdt det er at opretholde de facader. Det er svært at finde ægte venner/mennesker omkring sig, når man ikke er ærlig over for sig selv.«

The Entrepreneurs EP-debuterede i 2016 med den støjende og uregerlige Tony Rominger i 2016, inden de bevægede sig fra et støjende lydbillede med rock som underlag til rockmusik med støj som underlag med fuldlængdedebuten, Noise & Romance, fra 2019. Hele vejen igennem har det været med en genkendelig lyd, der løber som en tynd kviksølvtråd gennem produktionen, og som fortsat er at finde på “Friends”.

Til “Friends” hører i øvrigt en video lavet af Albert Hildebrand, som du kan finde nedenfor.


Tourism udkommer til august på Crunchy Frog.

Skriv et svar