Plader

Gäy: Monster Cocks

Efter mange års arbejde har danske Gäy endelig udgivet deres debutalbum. Psychobilly-punken og humoren langt under bæltestedet på Monster Cocks er dog mindre provokerende i ørerne end på papiret.

Når noget så – i hvert fald på papiret – bizart som et psykedelisk doo-wop-punkalbum med den mundrette titel Monster Cocks – hvis titel man absolut ikke skal google på arbejdspladsen – rammer ens skrivebord, kan man jo ikke andet end glæde sig som anmelder. Man tænker jo på forkant, at her har man enten fået stukket et eller andet fuldkomment vanvittigt genialt i hånden, eller også skal man til at bevidne en større skændsel i musikhistorien. Ikke for at spoile resten af anmeldelsen, men danske Gäys debutalbum falder ikke ud i nogle af de ekstremer. Jeg har faktisk ret svært ved mærke, hvad jeg synes om Monster Cocks.

Havde jeg stået på et spillested med aftenens syvende øl i hånden til en Gäy-koncert, havde jeg nok været fuldkommen solgt. Monster Cocks er 43 minutters ren Gun Club’sk punk med ekstra rockabillyreferencer og omklædningsrumshumor; legesygt, festligt og pænt svært ikke at danse til.

Problemet opstår, når man rent faktisk i ædru tilstand sætter sig for gå i dybden med Monster Cocks. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvordan jeg skal tage fat i den. Hvor (u)seriøst vil Gäy gerne tages?

Man kan i og for sig sige, at Gäy selv går ind og rygdækker for et af pladens problemer ved at lægge ud med det selvbeskrivende nummer ”That Stupid Rock & Roll”. Men det er næsten over the top-kliché med en doo-wop-basgang og »sha-la-la-la« vokaler og en guitarsolo, som jeg fik ølmave og måne af at lytte til (dem er der en del af på Monster Cocks).

Det er tydeligt, at Gäy yderst habilt spiller pølsebodsrock med ironisk distance, men det er, som om ironien ikke rigtigt skinner igennem i det musikalske. Jovist, der er tilsat en synth her og der, som lyder malplaceret på en helt vildt dejlig måde. Men hvor punkbands som Blue Orchids, Country Teasers og lignende i 80’erne lykkedes med at føre ondskab tilbage i rock’n’roll ved at spille det grimmere, lyder Gäy så relativt pænt og genrekonformt, at det bliver lidt kedeligt.

Det kunne have været reddet, hvis lyrikken hamrede humoren igennem, så jeg også kunne nyde Monster Cocks med en promille under 1,5. Der går nok en del tabt i oversættelsen på den påtaget snøvlende vokal, men den fantastiske fortælling om at blive taget på fersk gerning med sjoveren det forkerte sted på ”Bittersweet Erection” fik i hvert fald et lille fnis ud af mig. Helt modsat har jeg det dog med det brudstykke af tekst, jeg lykkedes med at lytte mig frem til på ”Pretty Perversion (Original Sin)” i forbindelse med omtalen af »chicks with dicks«:

»I don’t care what’s between your legs / split them wide / let’s fertilize some eggs«.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, der er en snerpet *indsæt feminint ukvemsord*, men er det sjovt? Man er i hvert fald garanteret en feberdrøm af muh-køer, penisser og nihilisme i Gäys lyriske univers.

På sange som ”Talismanic Depression” og ”The Dragon Is Slain” formår Gäy dog at gå ironiens svære linedans både lyrisk og musikalsk. ”Talismanic Depression” er en surf-rocket nihilistisk fortælling med de ikoniske åbningslinjer »All alone in a black cadillac / all I want is my license back«. Den bedste del af nummeret er dog det Dick Dale’ske tremolo-tunge guitarriff, hvor der ligger noget meget diskret dub-agtig synth ovenpå, der føles forkert på den helt rigtige måde. Det lægger virkelig tryk på sortsynet og sarkasmen i omkvædet »Stab / your life / in the back / with a knife / Striving for happiness isn’t ideal«.

Jeg kunne godt ønske mig mere synth, helst af den slags, der er købt i Fætter BR, som på ”The Dragon Is Slain”. Det kunne sammen med de aparte kor og skrig trække pladen ud af de alt for velkendte rockrammer. Der er mange små pudseløjerlige indslag på Monster Cocks, jeg savner bare, at de bliver flere og får lov til at spankulere mere rundt i lydbilledet.

Monster Cocks er en plade, der gerne vil afsøge klichéernes grænser og den (gode) dårlige smag, og hvor humoren rumsterer langt under bæltestedet. Desværre er jeg hverken voldsomt fornærmet eller begejstret, for Monster Cocks er på en og samme gang for solidt håndværk, men for forsigtig til at presse grænser i nogen ender.

Dansabelt er det dog.

★★★☆☆☆

Skriv et svar