Plader

Lucky Lo: Supercarry

Lucky Los debutplade, Supercarry, er en velproduceret popskive med folk’ede undertoner; spækket med ørehængende numre, der i en større popkontekst leverer sjældent konstruktive budskaber om livets byrder.

Hvis et album var en relation, altså et menneskeligt bekendtskab af kød og blod, så var Supercarry en rigtig ven. Én, som ikke nødvendigvis stryger dig med hårene, men som giver dig både livslektioner og kærlighed, og som griber dig og bærer dig igennem både smerteligheder og glæder. 

I dén henseende er det København-baserede band Lucky Lo måske ved første lyt et bekendtskab, man ser lidt an på afstand. Der er noget ret originalt, men også lidt forundrende over kombinationen af en rummelig, folk’et vokal med så varieret et register – så varieret at den somme tider fremstår androgyn – samt en temmelig skarp indie-produktion, hvad angår instrumenteringen. Efter flere gennemlytninger er det dog, som om der dukker nogle meget genkendelige figurer op i lyden. Man begynder at kunne spotte en god gammel popven derinde bag de nye klæder. 

Det var i hvert fald min første oplevelse af at lytte til singlen “Supercarry”, der udkom sidste år. Titelnummeret fremhæver jeg her, da det er et eksempel på det, Lucky Lo gør virkelig godt på mange af pladens numre: at skabe et stærkt melodisk hook omkring en simpel, lidt skæv tekst, krydre det med dynamiske guitarfigurer og understøtte det hele med en særdeles dragende vokal. De formår endda også introducere et råt, småsyret c-stykke, som lige når at gøre én i tvivl om, hvad det egentlig er for en genre, man har med at gøre, for så at smide lytteren tilbage til den pæne, vuggende grundform. Altså formlen på et gedigent, alternativt popnummer.

Pladen ligger stemningsfuldt for på “Sunrise/Sunset”, som man vel kan kalde en smuk lille hyldest til livet. Nummeret runger af frontkvinde Lo Ersares blide banjospil akkompagneret af en synth, der ulmer i baggrunden som en stigende sol. Også her er der gjort plads til et legende c-stykke, der bryder den ellers pæne popform. Teksten, som omhandler en venindes tragiske og alt for tidlige død, udvikler sig fra det triste og eftertænksomme til en konstruktiv, opløftende slutning:

»Tricky to avoid death / so go ahead and live on the tip on your toes / but as she left this earth and us / we have to live even more / we have to share even more / we have to give even more.«

Og det konstruktive sprog må siges at være noget af det mest bemærkelsesværdige ved pladen. Mange af numrene har en meget konkret fortælling – ofte med en politisk undertone – men aldrig i form af kritik. Der er faktisk ikke et eneste spor af pessimisme på denne plade, og det er virkeligt forfriskende. 

Som for eksempel på den pumpende, disco-klingende “Ever!”, der handler om AIDS og homoseksualitet. Rent instrumentalt er det nok det nummer, der bryder mest med lydbilledet og dermed også pladens sammenhængskraft. Men teksten er godt i tråd med Lucky Los generelt set empatiske eller nærmest terapeutiske univers, når frontperson Ersare synger: »We must be the light / shining on their faces like an afterglow / and they must feel it waking up their minds.«

Mary Mind” – endnu en af singlerne fra 2021 – er også malet med den fine, poetiske pensel. Udover at være en kommentar på klimaforandringerne og menneskets grådige andel heri så er det også en af de sange, hvor jeg virkelig konfronteres med bandets Beatles-agtige lyd. Her skal jeg nok træde varsomt, men kombinationen af en skæv, ørehængende melodi, den finurlige tekst – på usædvanlig vis med udgangspunkt i en tredjepersonsfortæller – og en særdeles groovy basgang i omkvædet, ja, det vækker bare McCartney-minder. Det samme gør sig gældende med det virkeligt stemningsfulde afslutningsnummer, “Receiving/Giving”, som igen har et konstruktivt budskab om at give og modtage tid, håb, plads og andre gode sager. Her får jeg tilmed lidt vibrationer à la Yoko i Lennon-årene fra især guitarfiguren.

Mens pladen henter sin primære inspiration fra fordums store pop- og (til dels) discogiganter, så er der andre undertoner – omend mere subtile – der gør pladen unik for sin genre. Det kommer nok mest tydeligt til udtryk dels på den melankolske, banjobelagte vise “Barry Miller”, hvor vokalen virkelig får lov at folde sig ud til majestætiske højder og dybder; dels også på førstesinglen, “Heart Rhythm Synchronize”, som har en ret særegen tonalitet, hvor især omkvædet består af en næsten storslået melodi, man kunne forestille sig blive jodlet ud over en kaukasisk bjergtinde. Pladen igennem er arrangementet overvejende en klassisk indie/pop-opstilling, så det er klart vokalen, der bærer den her folk-stemning med sig. Og det er ikke tilfældigt, idet Lo generelt dyrker forskellige folkemusiktraditioner – ikke mindst den bulgarske – i sit vokalvirke.

Lucky Lo befinder sig på Supercarry i et musikalsk grænseland, mellem bjergtinder og byer, mellem gammelt og nyt. Pladen står på skuldrene af poppens giganter, og alt det dér, men alligevel lyder den som noget helt for sig. Derfor – og selvfølgelig hjulpet godt på vej af et levende, velspillende orkester og en meget originalt lydende vokal – er Supercarry et virkeligt stærkt og vedkommende album, som jeg tror vil ramme bredt og ramme hårdt.

★★★★★☆

Skriv et svar