Koncerter

Porridge Radio, 05.03.22, Musik Loppen

Foto: Mathias Kristensen

Efter to års venten og utallige udsættelser kunne vi endelig på lov til at opleve slacker-indierockerne fra Porridge Radio på dansk jord. Koncerten var heldigvis lige så meget fremsynet, som det var en forsinket fejring af gruppens album fra 2020.

Musikjournalister, der vælger at vinkle deres koncertanmeldelser ud fra et corona-perspektiv, virker nok efterhånden lige så inspirerende som havregrød uden salt, så jeg vil på forhånd undskylde over for læseren, men; her er altså endnu en. Porridge Radios Every Bad-tour er nemlig dén der koncert for mig, som er blevet rykket så meget rundt med, siden de danske spilledatoer blev annonceret tilbage i 2020, at jeg helt havde opgivet at komme af sted.

Turnéen skulle egentlig have promoveret Brighton-bandets andet album Every Bad, der udkom i marts 2020. Briternes bittersøde indie-rock lagde soundtrack til mange zombie-traveture under forårssolen i et corona-lukket Danmark, og jeg købte begejstret billetter til den koncert, der skulle have været afholdt på Tape i Århus i 2021. Siden da er Tape lukket, Århus-koncerten blev flyttet til Voxhall, jeg er flyttet til København, og halvvejs på bunden af min flaskebajer i et summende, totalt tætpakket Loppen, indså jeg, at 2020 faktisk er virkelig lang tid siden – giver det overhovedet mening at tage på en tour for at promovere et to år gammelt album?

Men en animation af det blå/røde cover på Every Bad prydede trodsigt Loppens bagtæppe, da kvartetten trådte på scenen, og da Dana Margolin lagde ud med de genkendelige linjer ”I’m bored to death, let’s argue” fra albumåbneren ”Born Confused”, tegnede det altså til at blive en aften i to’erens tegn.

Den ellers slagkraftige åbning mistede dog lidt punch, da Margolins guitar og vokal var mixet meget lavt mod en bas, der virkelig lød til at presse subwooferen. Det var en kende ærgerligt, for det, der adskiller Porridge Radio fra så meget andet indierock, er de sarkastiske og ligefremme tekster og ikke mindst Margolins nuancerede vokallevering. Med guitar og stemme i baggrunden lykkedes det ikke rigtig Porridge Radio at fange folks opmærksomhed fra start, hvor meget af første nummer druknede i samtaler blandt publikum.

Porridge Radio tog det dog i stiv arm, og med et par justeringer på en guitaramp og vittigt banter mellem Margolin og bassist Maddie Ryall, var grødrockerne tilbage på bølgelængde med salen, da de begav sig ind i ”Give/Take” og ”Circling”.

Dana Margolin er måske en af de mere magnetiske frontkvinder i nutidens indierock-landskab, og med sit androgryne look, kort guitarstrop og på en gang sammenkrampede, men stadig slackede scene-fremtræden minder hun mig lidt om Ian Curtis, hvis han også havde spillet guitar. Selvom selve musikken er ligeud-ad-landevejen – måske endda tenderende til kliché-agtig – indie-rock a la Pixies og lignende, bliver man suget ind i Porridge Radios univers af Margolins nuancerede og emotionelle vokaliseringer, der synes endnu mere udtryksfulde live.

Keyboard-spiller Georgie Stotts og Ryalls sukkersøde vokalharmonier sad også lige skabet, og det er imponerende, at kontrasten mellem de blide baggrundsvokaler og Margolins fandenivoldske leveringer kan gengives så studietro live. Selvom det er slacker indie, er der altså stadig tale om stramt sammenspil.

Heldigvis fik vi også lov til at mærke, at der faktisk er sket en del med Porridge Radio siden 2020. Til min store fornøjelse virkede Porridge Radio også forholdsvis færdige med Every Bad og havde valgt at tage meget nyt materiale med på setlisten, så vi kunne mærke, at de har udviklet sig som band og at spilleglæden steg. Materiale fra det kommende album Back to the Radio som ”Splintered” og ”Jealousy” teasede, at vi i fremtiden kan forvente, at gruppen også har bygget mere rytmisk dynamik på deres loud-quiet-loud-struktur.

Briterne gemte dog det bedste til sidst, da de til sidst vendte tilbage til Every Bad-klassikerne ”Lilac” og især både albummets og koncertens kronjuvel ”Sweet”, som fik selv det mere modne, mandlige publikum oppe ved baren med, når der med kollektiv indlevelse blev sunget med på ”My mum says I look like a nervous wreck, because I bite my nails right down to flesh” og headbanget til de støjede guitarpassager – man kunne godt have ønsket sig samme høje energiniveau hele vejen igennem, selvom Loppen som altid danner plads til den hyggelige koncert oplevelse, hvor der kan diskuteres ”Fish and Chips” med bandet.

Selv med to år på bagen kan de større sange fra Every Bad altså stadig væk få folk ud på gulvet, og hvor føltes det både velfortjent for band og publikum endelig at få lov til at fejre en af 2020’s stærkeste indie-rock udgivelser. Selvom nyt materiale måske ikke er det bedste til at fastholde et lettere bedugget publikums opmærksomhed, var det dejligt at se at Porridge Radio altså også er færdige med 2020 og corona, men til gengæld klar med nyt materiale, som de forhåbentlig kan få lov til at præsentere på scenen mindre end to år efter udgivelsen.

★★★★½☆

Skriv et svar