Plader

Saba: Few Good Things

Skrevet af Kasper Gregersen

Chicagos hjertevarme Saba er tilbage med albummet Few Good Things. Et længe ventet udspil, der er hans første album i fire år. Albummet er et melankolsk og melodisk samsurium, der til tider kan blive søvndyssende, men også formår at slå en omkuld hen ad vejen.

Da Saba først brød igennem på hiphop-scenen, var det som samarbejdspartner med livsglade Chance The Rapper. På Chances grammyvindende-album Coloring Book leverede Saba omkvædet til den livlige single “Angels”, hvor han proklamerede: »I got angels all around me, they keep me surrounded«

“Angels” og Chance The Rappers hyperpositive syn på livet er dog ikke altid at sammenligne med Sabas. Ulykke har fulgt ham i årevis. Rapperens hjertevarme og anmelderroste Care for me-album var delvist dedikeret til Sabas afdøde fætter, Walter “John Walt” Long Jr. I august 2021 mistede han Pivot Gang-makkeren Squeak, der på tragisk vis blev dræbt i et Chicago-skyderi.

Derfor er det til at forstå, at Sabas musik ofte berører liv og død. Few Good Things er dog ikke kun et udspil, der er udtryk for sorg. Det er et værk, der omhandler opvæksten i Chicago, ung kærlighed og loyalitet til familie.

Saba har længe været anset som et af de store talenter, der er kommet ud af Chicagos prominente musikalske historie. Han flyder over den ene instrumentale konstruktion efter den anden med ynde og elegance, som havde han ikke lavet andet i sit 27-årige liv.

Som på “Still”, et jazzet track, gæstet af R&B-stjernen 6LACK og Smino. De folder sig begge ud i den samme tilbagelænede stil som Saba, og på nummeret går treenigheden op i en højere R&B-enhed.

Takterne fortsætter på numre som “Simpler Time” og “2012”, der er lige dele rørende og velproducerede. Saba ved om nogen, hvad der passer hans persona, og det klæder ham at være så bevidst for egne styrker. På “2012” er storytellingen særlig effektiv, hvor Saba erindrer ung kærlighed så klart, at det er svært ikke at blive ramt af nummerets store identifikationsfaktor:

»Music’s our common interest, we ramblin’ about Kendrick and Kid Cudi, I’m tryna put her onto shit that she missin’. But she had everything, I mean everything I was listing. So I even gave her my tapes in hope she would try to listen«

På nummeret “Come My Way” gæster Bone Thugs-n-Harmony-veteranen, Krayzie Bone, der hittede i 90’erne med melodisk og gospel inspirerede rap. Et spændende og vellykket møde mellem to generationer, men også artister der supplerer hinandens virkemidler ekstremt godt. Versene er tempofyldte, nøjagtigt som man husker Bone Thugs!

Men på trods af at Sabas bløde toner og lune væsen spreder glæde og forundring, så kan det hele til tider godt blive endimensionelt. De jazzede produktioner er veludviklede, men smelter sammen over albummets 50 minutters spilletid. Derfor er det også befriende at høre Saba på “Survivors Guilt” og “Stop That”, hvor produktionen er hårdfør og med mere nerve. Det er et friskt pust og belyser, at Saba også kan funkle over aggressive trapbeats.

Man kan dog ikke komme udenom, at Saba er en karismatisk kunstner, og at Few Good Things er et velproduceret projekt. Selvom Saba har fundet en stil, der fungerer for ham, så jeg ham gerne hoppe mere ud af komfortzonen, så der kom en større variation på albummet. Det er trods alt fire år siden, at det store værk Care for me kom ud, og når man lader vente på sig i så længe, så er forventningerne også tårnhøje i forhold til, at der er tydelige tegn på udvikling.

★★★★☆☆

Skriv et svar