Koncerter

The War On Drugs, 30.03.2022, K.B. Hallen, København

Foto: Mathias Kristensen
Skrevet af Joakim Dalmar

De kom, de spillede og de gav publikum et omfavnende luftkram af en oplevelse. For et par timer var det som om, at ingen pandemi var hændt og at hele verdenen havde fundet fred, da The War on Drugs spillede i K.B. Hallen.

På dagen, hvor snekuglen pludselig blev rystet og tryllede foråret væk for en kort bemærkning, så kom Philadelphia-bandet The War On Drugs heldigvis til undsætning i K.B. Hallen. Med en to timer lang koncert formåede de i den grad at spille varmen frem i publikums kinder igen. Et publikum der i øvrigt fremstod særdeles klar til igen at stå i en tætpakket menneskemængde og opleve deres favoritter fra udlandet optræde med levende musik igen efter to års pandemi plus det løse.

I slutningen af oktober sidste år udgav bandet I Don’t Live Here Anymore, som fik ganske pæne ord med sig på vejen her på sitet. Yachtrock blæst op i arenastørrelse, hed formuleringen vidst dengang. Generelt holder albummet sig autentisk til den karakteristiske The War On Drugs lyd, men formår samtidig at gå nye veje. Derfor var jeg spændt på at høre og se, hvad bandet havde at byde på i livesammenhæng – specielt til det førnævnte meget sultne publikum, der længe har ventet på opleve The War On Drugs igen.

Kort fortalt så var koncerten for mig lige præcis det, som jeg havde håbet på efter alle mine utallige lyt til deres udgivelser. Det er ofte, at man i musikken på pladerne føler, at de gerne måtte have trukket deres sange endnu længere ud, hvilket jo selvfølgelig er en fremragende trang at kunne skabe for ens lyttere. I løbet af aftenen fik vi netop denne trang fyldt ud ved, da alle numre virkelig fik lov til at trække vejret igennem længere opbyg og eskaleringer – f.eks. på atmosfæriske ”Harmonia’s Dream” og den storslåede ”Under The Pressure”. De to højdepunkter fik mig til at savne nummeret “Change” fra deres seneste plade, hvor der til sidst er en ørefængende klaverfrase. Jeg ikke simpelthen ikke lade være med at spekulere over, hvordan den mon ville lyde i levende sammenhæng.

Omvendt nåede koncerten et punkt halvejs inde, hvor de blandt andet spillede ”Rings Around My Father’s Eyes” og det var som om, at energiniveauet dalede et hak. Selvom opfølgeren ”I Don’t Live Here Anymore” ellers er et af de mere ekstatiske numre fra den nye plade, så begyndte sangene at smelte lidt ind i hinanden. Måske der alligevel findes et mætningspunkt for hvor meget gruppens ellers fængende sange kan strækkes ud? Selv bandets længste føler, “Thinking of a Place”, som normalt er en sang, der sagtens kan bære at blive strukket ud i ekstra spillelængde, efterlod mig lidt med følelsen af, at det trak i langdrag.

Derfor opstod der en kontrast i energiniveauet, indlevelsen og sangenes generelle udvikling fra koncertens første halvdel til den anden, som i sidste ende føltes en anelse for markant. Hvor hele første del af koncerten føltes så livlig og storslået, så gik den sidste del hen og føltes en anelse ensformig og for autentisk dedikeret til studie-musikken. Eksempelvis under ”Red Eyes” føltes det som, at dynamikken mellem vers og omkvæd var lidt doven – men dette er også taget i betragtning af, at de netop havde afrundet “Harmonia’s Dream” på højt niveau.

På trods af, at showet således gik lidt i selvsving, så kom koncerten dog godt rundt om hele deres repetoiret – mest af alt fra Lost In The Dream, Deeper Understanding og selvfølgelig det seneste I Don’t Live Here Anymore, men det kom dog også som en dejlig overraskelse, at deres ældre single ”Come To The City” lige sneg sig ind på sætlisten. Og det hele startede så dejligt med et blidt og omfavnende luft-kram, da bandet trådte på scenen og til min overraskelse lagde ud med at spille ”Old Skin”, som lagde stilen på effektiv vis med et af de – i min optik – mere underspillede numre på den nye plade. Som nævnt ovenfor efterlod det mig dog med en følelse af, at der rent energimæssigt godt kunne være byttet rundt på rækkefølgen af numrene.

I det hele taget spillede The War On Drugs dog godt op i K.B. Hallen og sammen med et ret ekstraordinært lysshow, så kulminerede oplevelsen heldigvis som en af de koncerter, man kommer til at huske. Selvom det til tider var en anelse svært at høre, hvad frontmanden Adam Granduciel havde at synge, harmonerede bandet på syv så smukt og fyldte K.B. Hallen godt ud. Det stod helt klart, at det var tiltrængt for folket at komme til stadion og få leveret stadion-rock for alle pengene. I de to timer det varede, der var det som om, at der slet ingen pandemi var hændt og at hele verdenen havde fundet fred.

★★★★½☆

Fotos af Mathias Kristensen

Skriv et svar