Koncerter

Alex Cameron, 02.04.22, DR Koncerthuset Studie 2, København

Alex Cameron @ Koncerthuset
Foto: Daniel Nielsen

Den australske kærligheds- og konkurscrooner Alex Cameron fik et udsolgt DR-studie til at svede igennem tøjet og synge med på hele bagkataloget. Lydbilledet haltede lidt efter, men charme og oprigtighed fra frontmanden vejede op.

En farvelade af mennesker i alle aldre er lørdag aften troppet op i Studie 2 i DR Byen for at høre australsk synthpop og soft rock af den slags, der har et helt rigtigt glimt i øjet. Jeg vil sige det sådan, at der er mange i publikum, jeg aldrig ville havet troet, havde fundet deres vej til en koncert med Alex Cameron og hans lumre, halvprovokerende popmusik. Men det siger højst sandsynligt mest om, at det er enormt svært ikke at holde af  Cameron, og at han har flere end nok sange, der er certificerede bangers.

Lyset i salen dæmpes og der bliver klappet og hujet fra alle ender af lokalet. Folk har glædet sig til den her koncert! Manden fik som bekendt ikke lov til at spille på Roskilde 2020 grundet en vis pandemi, og hans seneste koncert i landet er altså tilbage efteråret 2019. Derfor er det også mere end oplagt, at Cameron lægger ud med ”Happy Ending” fra debutpladen Jumping the Shark (2013), der om ikke andet så rent symbolsk siger farvel og tak til coronakoncerter. Bandet, der tæller en guitarist/bassist, en trommeslager og Camerons til evighed faste friend, business partner og saxofonist Roy Molloy, er kommet fra Warszawa med natfærge til Sverige og hele molevitten. De skal altså lige varmes op, og det samme skal Camerons stemme, men publikum står med åbne arme og bidrager med støttende klap og pift, hver gang chancen byder sig.

Ørehængerne ”Country Figs” og ”Far From Born Again” følger, og det er så rart at se, hvordan folk omkring mig alle har smil på læberne. Camerons melodier går lige i hofterne, og teksterne er som oftest humoristiske på den ene eller anden måde, samtidig med at de ofte har en skarp kommentar til tidens kulturelle og politiske debat. Tag en sang som ”Far From Born Again” om sexarbejdere (dem der vel at mærke frivilligt går ind i den branche). Den er både sjov og rammer hovedet på sømmet:

»There’s no romancin’ / When a woman makes her money from dancin’ / She’s not gon’ fall for your charm / You have to call her stupid just to comprehend what she does«.

Det er dog her et par numre inde, det går op for mig, at alt ikke helt lyder tiptop. Første gang jeg så Alex Cameron, var det bare ham og Roy Molloy og en lille music box med alle backingtracksne på et enormt lille spillested i New Orleans. Det passede perfekt til den minimalistiske og skramlede lyd, der er at finde på debutpladen, og det tilføjede til en mørk klubstemning. Anden gang var i Vega i 2019 med fuldt band – bas, guitar, tangenter, hele pivtøjet. Det løftede sangene fra Miami Memory (2019), og det fyldte rummet ud, fordi alle instrumenterne var til stede i lydbilledet.

I aften i Studie 2 er lyden en lidt ærgerlig blanding af de to. Backingtracket er for lavt til at overtage salen med fyldig synth, og live-instrumenterne er for få til at gøre det ud for et helt band. Det gør desværre hverken de minimalistiske eller de fyldige sange nogen tjeneste. Men det irriterer mig tilsyneladende ikke nok, til at jeg ikke glemmer det og bare giver mig hen. Resten af publikum har det vist på samme måde, og det skyldtes nok, at Alex Cameron er en gudsbenådet entertainer og showman. Han har publikums fulde opmærksomhed, mens han synger om samfundets tabere og danser som kun han kan med Elvis-ben og en arm, der strækker sig mod loftet.

Midt i sætlisten får vi tre sange fra mandens seneste album, Oxy Music (2022), ”Sara Jo”, ”Pescription Refill” og ”K Hole”. Et album, der har fået lidt gennemsnitlige anmeldelser inklusiv her på siden, men aftenens tre sange er nøje udvalgte, og klart dem, der sammen med andensinglen ”Best Life”, udgør pladens mest skinnende perler. Om den lettere lunkne modtagelse af Oxy Music er grunden til, at albummet ikke fylder mere på setlisten, skal jeg ikke kunne fastslå, men jeg er personligt meget begejstret for den hitparade fra bagkataloget, Cameron, Molloy og kompagni serverer.

”Stranger’s Kiss” er normalt en duet med Angel Olsen, men i København er det supportnavnet Rosie Alena, der deler scene med Cameron. Efter sangen kommer det faste, altid komiske, men også lidt lollede indslag Roy’s stool reviews, hvor saxofonisten Roy Molloy anmelder den skammel, han sidder på. Jeg husker det, som om indslaget plejer at ligge cirka halvvejs i sættet, men det er ikke tilfældet i aften. Vi er inde i koncertens sidste kvarter, og det føles lidt ærgerligt, at vi i alt ender på 12 sange, når crooneren fra down under har udgivet fire plader, der alle har som minimum en håndfuld virkelig gode sange, og en plade som Forced Witness vitterligt er ti bangers på række. Specielt taget i betragtning, hvor meget publikum giver igen til scenen, og hvor sammenspillede og energiske musikerne er blevet, overrasker det mig, at Cameron ikke bare fortsætter sin sejrsgang. Men det er selvfølgelig ønsketænkning – ikke på en forkælet måde, for koncerten er til den korte side – men ønsketænkning ikke desto mindre.

Cameron siger pænt og smilende mange tak og sætter gang i det sidste nummer, ”Marlon Brando”. En af hans festligste, bedste sange overhovedet. Underskøn melodi og en vanvittigt grineren tekst (jeg har ikke tænkt mig at citere hele teksten, bare lyt til den). Oplagt lukker. Han vender heldigvis tilbage til scenen lige så hurtigt, som han forlader den for at spille ”The Comeback” og ”Politics of Love”. Folk er ellevilde, og de smilende læber er fortsat at se hele vejen rundt.

Cameron fortæller på et tidspunkt med en overbevisende oprigtighed, at København var hans yndlingsstop på den sidste tour. Det er svært ikke at tro på, når hans sjove samfundskommentarer sætter gang i den fest, som de også gør i aften. Kammeratskabet mellem de herrer Cameron og Molloy er en fornøjelse at observere, og de deler heldigvis lige så meget ud af dem selv, som de deler musikalske popkometer ud. Heldigvis kan man nok få lov at fange dem igen inden alt for længe.

»If you keep showing up, we’ll keep showing up. There will be a next time, « forudser han. Godt nok. For jeg vil allerede have my show back.

★★★★½☆

Fotos af Daniel Nielsen

Skriv et svar