Plader

Kae Tempest: The Line Is A Curve

Skrevet af Mads Lind

The Line Is A Curve demonstrerer Kae Tempest hidtil usete vidder i sin lyriske båndbredde. Det fjerde album fra den britiske rapper er et frygtløst og personligt stormløb på både eksistentiel og poetisk stilstand. Det er desværre også en kritisk oprydning væk fra mesterværksværdighed.

Rappoeten Kae Tempest er en vaskeægte kilde. I én strøm udkommer digtsamlinger, romaner, skuespil og nonfiktion, der inden for flere af genrerne både bliver nomineret til og tildelt alskens priser. Dertil kommer så musikken, der med hver udgivelse skubber lidt til forholdet mellem musik og lyrik. Kort sagt: Ordene vælder frem. Det er egentlig ikke så underligt, eftersom ord har en lidt ubehagelig tilbøjelighed til at stå vældig stille, når først de er blevet trykt. Derfor er en digter som Tempest måske nødsaget til at blive ved, så snart de får begyndt. Ordene er for statiske til, at de kan få lov at blive stående. 

Det har Tempest selv måttet erfare. På omslagene af de mange udgivelser står kunstneren selv tituleret med et fornavn, de efterfølgende har måttet give slip på. Et ord af typen egennavn, der ikke længere afspejler tingenes tilstand, og som nok aldrig helt har gjort det. For at overkomme en virkelighed, der hele tiden gror fast, må man fortsætte med at skrive, tale, rappe og digte, også om sig selv. Og der er nok af ting, at finde nye ord for. Selv Google deadnamer stadig kunstneren, når man søger. »Mente du Kate Tempest?«

Tempest er også en kunstner, der til prisoverrækkelser og offentlige optrædener er blevet placeret i kategorien “kvindelig [musiker/poet/forfatter]”, og som i pressen er blevet kaldt “hun” og “hende”. De har gradvist gennemlevet et særligt ubehag ved det. Den dysforiske tilstand som opstår, når man konsekvent bliver fremstillet som noget, man ikke er, voksede nede under overfladen. Ordene, de andre bruger, gør vold. De fikserer noget, der jo lever og ånder.

Men dysforien, angsten og frustrationen kom ikke ud i lyset, det måtte undertrykkes. Frygten for at sabotere sin egen chance for at blive hørt, var for stor. Frygten for at lytterne ville forsvinde. »Jeg ignorerede det« har Kae Tempest sagt i et interview. »Jeg ønskede virkelig succes.«

Derfor er det ikke en bagatel, når de lange lokker nu må af, eller når navnet må ændres. Det er at give slip på en tillært illusion om, at det menneske, man er, ikke er berettiget. »Jeg var henstillet til at være forkert resten af livet,« siger de selv om den blindgyde, som de til sidst måtte undslippe. Det kan altså virke som en selvfølge, at The Line Is A Curve er en tand mere personligt end tidligere albums. Nu er det digterens egen person, der er på tale. Som Audre Lorde har skrevet, er poesi ikke en luksus. Den kan også være en måde at overleve på. 

Med sin stemme leger Tempest med genrerne. I beskrivelser bliver stilarten spoken word til tider nævnt, men den skarpe opmærksomhed på metrik og rytmik udfordrer den betegnelse. Også selvom Tempests gamle flammer er busking og slam poetry. Omvendt er det sikkert uvant for mange lyttere at høre så deadpan en vokalpræstation på indspilning, både hvad angår fremførsel og mix. Den tørre diktion og den uforfængelige intonation giver sammen med en uhøjtidelig og ligefrem tilgang til lyrik og timing et meget direkte rapsprog. Dumpet midt i lydbilledet, helt nøgternt. Det hele foregår desuden på et britisk engelsk fra lige syd for cockney, hvor man befinder sig »rite hee-ar« og hvor man hælder til at tro på på »nuffin’«. For lægfolk inden for brit-rap rækker det nok at sige, at det minder lidt om The Streets. I al sin ferskhed er det sært fængslende. 

Der gemmer sig en god forklaring bag den fornemmelse af nærvær, som ledsager leveringen af teksterne: Der er kun lavet tre one-takes til albummet, som alle er fremført for et publikum (først tre større børn, så en ven i sluttyverne og til sidst en lytter i pensionsalderen). Al vokal på albummet er altså fortalt direkte til de mennesker, der nu engang var til stede med Tempest i optagelsesøjeblikket. 

Det musikalske rum, som teksterne fremføres i, er varieret. Det udvikler sig fra det boblende og pumpende åbningsnummers simple, elektroniske arpeggio, til mere opbyggelige numre. Der er sjælefulde stunder senere på albummet, hvor der både findes plads til en fuld soulbesætning og til grimey beats. Få steder bliver der plads til et par iørefaldende omkvæd med hithåb, lidt larm og en kontrastfuld opbygning med disharmoni til følge. Men den altafgørende ledetråd er spændingen mellem musikken og digterens ordstrøm.

Mest rendyrket opleves denne synergi på de synthbårne numre som “Smoking”, “Priority Boredom” og “More Pressure”, der fremstår som rå og dunkle spejlrum for Tempests rap. Flere af numrene er lavet på én enkelt synthesizer, som ud over vokalen er eneste kilde til alle musikkens lag og faser. Pulserende og firskårne rytmer ulmer nedenunder, mens teksterne opbygger spænding og momentum eller skærer igennem harmonierne, så rappen bryder med beatet netop når der sker et musikalsk skift. Stemmens perkussive flux går flere steder i ét med beatet, og hvor vokalerne er musikkens lunger, er konsonanterne dens tænder. På sådanne tidspunkter er musikken den drivkraft, der kan levere den følelsesmæssige kraft, det kræver at få ordene over læberne og ind i hjerterne.

Men hvad albummet formår af intensitet og rå skønhed i brændingen mellem de hudløse ord og elektroapokalypse, punkteres af sønderkomprimeret sjælerklaver og silkesang på “No Prizes”. Lianne La Havas optræder på et gæsteomkvæd, der er ganske iltfattigt under vingerne, men som til gengæld renser paletten inden albummets længste og måske mest alvorstunge slow burn, “Salt Coast”. 

På “Don’t You Ever” bliver det decideret indlysende, at Tempests bevægende stemme som digter ikke uden videre lader sig veksle til en sangskriverbegavelse med speciale i fyndige radioomkvæd. Luften går simpelthen af ballonen. Det virker derfor næsten intenderet, når “These Are the Days”, der i sin opbygning godt nok begynder lidt søvndyssende, følger efter med ordene »These are the days when I regain my balance!« Her kan man se for sig, hvordan Tempest rejser sig og taler med skælvende stemme om at komme videre. Nummeret udvikler sig til et svulstigt noise-crescendo, der med ren råstyrke formår at skabe en ny begyndelse for albummets følgende numre.

Der er formodentlig lyriske begrundelser for, at den redaktionelle tættekam ikke er blevet svunget mere nådesløst over albummet. Og de er muligvis gode. Ikke desto mindre er der altså øjeblikke, hvor de kompositoriske ambitioner svigter deres egen ledestjerne, som er rapperen Kae Tempest. Til gengæld har Rick Rubins sædvanlige evne til at fremelske forcerne hos de kunstnere, han producerer for, ikke glippet. Faktisk tindrer Tempest så klart, at de bidrag, som andre kunstnere leverer til albummet, flere steder står lidt blege og flade hen. Både La Havas, Kevin Abstract, Grian Chatten og Confusius MC fremstår mestendels som det, de er: Gæster i Tempests verdener. 

I disse verdener behandler Tempest temaer som sin egen psykologis skyggesider og sin kulturs krav. Vi føres ind i den sociale arvs paradokser, men vi når også fra depressionen og isolationen tilbage til fællesskabet og kærlighedens lys. Tempests tematiske rækkevidde er stor, og emnerne bliver grundigt behandlet i form af bekendelser og vignetter, der kombinerer selvudvikling med social kritik, galgenhumor og den fornødne mængde selverkendelse. Alt sammen i et sprog, der er enkelt men aldrig banalt. Det kan være både underfundigt og åbenbarende. Som på “These Are The Days”, der er en carpe diem-agtig bøn om beroligelse, skrevet på randen af et sammenbrud.

»I’m not panicking / I am right here / I am right here / I am managing«

En af styrkerne ved Tempests måde at skrive på, ligger i selve omfanget, i mængden af nuancer og gentagelser. Tempest digter i kæder af ord, hvor betydninger er noget, der forandrer sig. Det er eksempelvis tydeligt på “More Pressure”, hvis messende og konstant forandrende ordstrøm danner et tranceagtigt forløb, som bare vokser og vokser.

»Calmer / Clearer / Closer / Nearer / More grounded / More routed / Less convoluted / More stillness / More movement / More existence / Less improvement / More decisions / Less solutions / Less inhibition / Less confusion / More intuition / More connection / More nature / More protection / More abundance / More reflection / Less instruction / More comprehension«

Det er en lektie, som Tempest har måttet lære i sit eget liv, der her bliver sat på rim. Albummet igennem undersøges de modsætninger, som Tempest som menneske forsøger at rumme. På den ene side at skærpe evnen til at afvise nonsens og støj i den moderne verden, på den anden side evnen til at holde sindet åbent for større tolerance og accept. Styrken ligger i paradokserne. Som med en linje, der er en kurve. 

Albummets titel vækker mindelser om den skønne titel på Antony and the Johnsons’ I Am a Bird Now. Det er et trodsigt krav om at blive set for det, man selv har besluttet sig for at være. Eller for det, man bliver nødt til at være. At blive hørt for det, man siger, uden at blive reduceret til noget andet, der kan fikseres og låses fast. Det er en fin afspejling af den digteriske indstilling, der ligger bag Tempests arbejde. Fortsat at lægge nye ord til, så de gamle ikke sætter sig. Og at fortsætte med det. Som digteren selv har indkapslet det: »Who is Kae Tempest? The words.« 

★★★★★☆

Skriv et svar