Plader

King Garbage: Heavy Metal Greasy Love

Skrevet af Simon Freiesleben

Den amerikanske duo King Garbage har med Heavy Metal Greasy Love fremmanet en herlig eklektisk samling af kompositioner, der trækker tråde til både soul, jazz, whiskyblues og hiphop.

Jeg skal ikke kunne sige, hvordan bandnavnet King Garbage i sin tid opstod, selvom jeg har gjort et forsøg på at opstøve oprindelseshistorien på op til flere obskure musikblogs. Men hvis man antager, at Zach Cooper og Vic DiMotsis – duoen bag King Garbage – valgte navnet ud fra en musikalsk målsætning om at smide begrebet genrer i den store affaldskværn og komponere med efterladenskaberne, så kan jeg kun sige, at deres mission lykkes til fulde.

Heavy Metal Greasy Love er nemlig et herligt eklektisk bekendtskab af en plade. Man fristes nærmest til at kalde det en rodebunke af løse ideer, men det ville være en skam, for hver enkelt sang forløses på fornem vis. På pladens ni skæringer finder man således både effektive soulpop-melodier og ørehængende vokalhooks, jazzet improvisation, skramlende 90’er-hiphopbeats og texansk whiskyrock. Man er næsten helt rundforvirret på den gode måde, når pladen efter blot små 37 minutter rinder ud.

Det hele starter med “Checkmate” som en lille hors d’oeuvre til det, der venter. Her bevæger vi os i det Motown-soulede univers, som også kendetegnede flere af sangene på duoens debut, Make It Sweat, fra 2017. Det groover på lækker vis, mens Vic DiMotsis giver smagsprøver på sine crooner-evner. Men så skifter vi pludselig radikalt spor på “Let Em Talk”, hvor de aggressivt brølende saxofoner ledsages af letperlende trommespil, som sender tankerne i retning af 90’ernes hiphopproduktioner.

Sangene svinger i længde fra små lydbidder på under to minutter (“Checkmate” og “I Miss Mistakes”) til mere svulstige indslag på otte minutter som “Never Die”. Melodier synes at opstå ud af den blå luft for så at forsvinde igen uden varsel. Vokalen er flere steder svøbt i så tungt et lag af distortion, at man skal kæmpe for at dechifrere, hvad duoen egentlig synger. Det giver hele pladen et lag af uforudsigelighed, hvor man konstant holdes på dupperne for at følge med, når Cooper og DiMotsis pludselig synes, at det må være på tide til et retningsskift.

Duoens absolut stærkeste kort er dog deres evne til at fremmane stemninger gennem deres musik. Uanset om det er på den sære blanding af sofistikeret jazz og lummer trailerpark-humor på “Busy on a Saturday Night”, (som angiveligt er inspireret af en køleskabsmagnet med et billede af en svedig mandestripper, som DiMotsis’ oldemor havde hængende derhjemme), eller den kække sydstatsrock på “Piper”, så emmer flere sange så meget af stemning, at man nemt kommer til at drømme sig væk.

»I’m on the back porch flyin’ a Texas banner / Starin’ starlight, speakin’ that country grammar / While the front page argue nothin’ but the chatter / Nobody ask me what you think about the matters,« lyder åbningslinjerne fra “Piper” eksempelvis. Her er crooner-stemmen gemt væk, og i stedet synger DiMotsis på nærmest vrængende facon, mens jeg nærmest kan dufte barbequegrillen og smage bourbonen gennem højtalerne.

Pladens højdepunkt er dog nummeret “Monster Truck”; en sært sexet hyldest til landevejenes åbne vidder, mudder, diesel, kvinder i store biler og til den »heavy metal greasy love«, som albummet også er opkaldt efter. Hele vejen igennem giver elpianoet sangen et bankende hjerte af en rytme, som efter lyst suppleres med sjælfulde hornstykker og noiserock-freakout. Det giver ingen mening for en halvstuderet akademiker fra Amager, men pludselig sidder man derhjemme og skråler med på omkvædet om »truck nuts«.

Det er en stor cadeau til King Garbage, at den næsten totale genreopløsning og eksperimenteren ikke ender med at fremstå rodet eller forceret. Selvfølgelig er det ikke alle idéer, der eksekveres lige succesfuldt, og førnævnte “Never Die” kører med sine otte minutters spillelængde en anelse for meget i tomgang. Men King Garbage kender deres besøgelsestid, og man når aldrig at kede sig i selskab med Heavy Metal Greasy Love. Tværtimod er det en af de plader, der snildt kan klare et genhør, sekundet efter at den er færdig.

★★★★★☆

Skriv et svar