Koncerter

Mdou Moctar, 19.04.2022, Valby Kulturhus

Mdou Moctar @ Valby Kulturhus
Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Daniel Niebuhr

Mdou Moctar og band leverede i Valby Kulturhus en noget kort affære, som til tider føltes langt fra deres tidligere magtdemonstrationer på dansk jord.

»Man får i hvert fald ikke tilnavnet “Nigers Hendrix” uden en eller anden årsag,« pointerede Søren Jakobsen i sin anmeldelse af en af 2021’s bedste guitarfokuserede udgivelser i form af Mdou Moctars Afrique Victime.

Men rygtet om Mahamadou Souleymanes kunnen var dog allerede løbet ham i forvejen herhjemme længe inden Afrique Victime. Det havde han nemlig helt selv sørget for, efter han i kølvandet på udgivelsen af 2019-forgængeren, Ilana: The Creator, gav ikke bare én men to komplet udsolgte koncerter på Loppen inden for blot fem måneder. Det var nemlig optrædener som disse, der – hvis man da ikke i forvejen havde helliget sig Mdou Moctar-myten – var med til at cementere hans plads som den vel nok mest lysende stjerne på den afrikanske guitarhimmel, mens vi andre storsvedte på den anden side af scenekanten.

Der er dog imidlertid en klar distinktion mellem studiemusikeren Mdou Moctar og så livemusikeren Mdou Moctar. Den første (og mest åbenlyse) er det musikkulturelle skel, hvor Moctars ekvilibristiske version af assouf – det, vi herhjemme mere relaterbart har omdøbt til ørkenrock/blues – ikke nødvendigvis samspiller med vores egen grundforståelse af rockmusikken og derfor i sine studieversioner oftere ender med at fremstå mere udfordrende end nødvendigt eller (endnu værre) eksotisk. Nej, så føles det hele lige pludselig langt mere nærværende, når man oplever musikken på tætteste hold fra den ranglede guitarist. Man ænser langt tydeligere hvilke forskellige følelser, der tillægges de respektive kompositioner, samt den potente spilleglæde blandt musikerne – begge aspekter, som måske drukner lidt i de lettere repetitive studieudgaver.

Den anden faktor er hvor talentfuld Moctar er med sit instrument. Han får det indiskutabelt til at lyde befriende let på plade, men får det kun til at se endnu lettere ud live, når han bryder ud i nærmest uendelige solopassager eller får sin trofaste Stratocaster til at hyle og hvine over de taktfaste assouf-rytmer. Det vue er i sig selv nærmest en hel optræden værd, når Moctar ellers bare får carte blanche til at diktere koncertens afvikling som den orkesterleder, han jo ret beset er.

I Valby Kulturhus, som siden efteråret er begyndt at nyde rigtig godt af deres ekspanderende samarbejde med Alice, fik vi derfor lidt af det hele fra Moctar og hans eminente band, der dog undervejs viste tegn på metaltræthed her til deres 19 koncert på blot 20 dage. Det blev i hvert fald kun til en times optræden, hvoraf de første 10 minutter bød på to numres let opvarmning fra backingtrioen, inden aftenens hovedperson indtog scenen og kunne tårne over sine to grønklædte flankeringer. Han skulle ikke overraskende også spilles varm under den indledende fase, som både bød på Ilana-versionen af “Asshet Akal” og en noget mere slagkraftig udgave af “Ibitlan” fra 2008-debuten, Anar.

Bandets største styrke denne aften var, når de lod de enkelte numre tage til i både hastighed og intensitet, hvilket kun forstærkede fundamentet, som Moctar selv fremmanede sine soloer over. Der skulle med andre ord ikke rigtig kæles for guitaranslagene, men i stedet rungede de i ét væk ud gennem den ellers udmærkede akustik i kulturhuset. Den beherskede tilgang kunne de med fordel nok have holdt sig til på deres cover af tuareg-legenderne Tinariwens “Mano Dayak”, men den klassiske Moctar-stil transformerede omvendt nummeret til en langt mere medrivende affære i samspil med call-and-response-versene.

Og med en mere dynamisk indgangsvinkel til hele showet, gjorde de det samtidig lettere at sætte gang i dansefødderne for dem, der havde lyst til dette, men skjulte også de enkelte akilleshæle, som var til at få øje på, hvis man gjorde sig umage. For det føltes ikke altid helt koordineret, hvor vi helt præcis var henne i de enkelte numre, hvor længe de skulle vare, eller hvornår Moctars soloer startede og sluttede. Sidstnævnte tog han derfor ikke nok ejerskab over, men lod i stedet til at afhænge mere af samspillet i sit band, som hele vejen igennem blev holdt sammen af Souleymane Ibrahims fuldstændigt overlegne trommespil.

Afslutningsvist gik tingene dog op i en højere enhed med først kvartettens vel sagtens bedste nummer “Tarhatazed” fra Ilana: The Creator og sidenhen titelnummeret fra Afrique Victime, hvor Moctar for alvor viste prøver på sine forskellige guitarteknikker under nummerets overrumplende solo, inden de gled fejlfrit over i et kort uddrag af “Ilana”. Og det var så ellers det; lettere abrupt og til de flestes mellemstore forundring. Ej heller de obligatoriske råb på ekstranumre førte noget videre tilfredsstillende med sig andet end en nedbarberet og tandløs udgave af “Asdikte Akal” fra Afrique Victime, og selvom der måske ikke var mere i tanken for i dag hos bandet, så virkede det alligevel forholdsvist uforløsende.

Ville man bare nyde en overordentligt dygtig og velspillende flok musikere, fik man lige præcis dette med Mdou Moctar og hans tre medmusikanter. Havde man derimod forventet endnu en nærved mytisk aften med Afrikas bedste guitarist, var vi desværre langt fra tidligere tiders bedrifter.

★★★★½☆

Fotos af Daniel Nielsen

Skriv et svar