Plader

Meshuggah: Immutable

Skrevet af Daniel Niebuhr

Intet nyt under solen for svenske Meshuggah, der på Immutable leverer deres signaturhåndværk uden på nogen måde at præstere over evne.

Når man har bedrevet musik lige så længe, som det er tilfældet for Meshuggah, er der ganske givet heller ikke længere en trang til at skulle bevise noget. »Vi vidste, vi kunne lave en ny plade, men havde vi overhovedet lyst? Og hvordan gør vi det til en udfordring, som vi alle er med på at kaste os ud i?« lød de umiddelbare overvejelser fra guitarist Mårten Hagström forud for udgivelsen af Umeå-bandets niende studiealbum, Immutable. For de fleste er i hvert fald enige om, at Meshuggah jo har peaket – omend det eksakte tidspunkt varierer fra person til person. For mit eget vedkommende var det unægteligt i 2008 på ObZen, mens der også sagtens kan argumenteres for klassikeren Destroy Erase Improve fra 1995. Ja, selv den 10 år gamle Koloss opererer i flere øjeblikke på et niveau, der kun matches af bandets allerbedste materiale.

Helt så godt bliver det dog aldrig rigtig på Immutable, som i stedet synes at emulere en lang række af de virkemidler, der gennem årene har været med til at definere netop Meshuggah som pionererne inden for den (indrømmet) dårligt, men ikke desto mindre korrekt betitlede djent-genre. Det er ikke ligefrem en greatest hits-opsamling, men nærmere en kompilation af de mere effektfulde Meshuggah-dyder. Derfor ved man inderst inde også godt, hvad man har i vente på albummet, men bliver til gengæld alligevel aldrig skuffet qua den vanligt høje standard, som Meshuggah tillægger deres udgivelser. Sammenlignet med eksempelvis forgængeren, The Violent Sleep of Reason, føles Immutable mere velafrundet i sine idéer og udførsel, der skaber et balanceret skel mellem de tonstunge og så et par instrumentale kompositioner i varierende længde, hvor fokus i højere grad ligger på den stemningsskabende ambiens.

For faktum er, at Meshuggah efterhånden desværre kun lader til at have tre forskellige gear at operere i; ét hvor man headbanger med en hastighed på tilforladelige 75 BPM, ét hvor man ligger på cirka 85-90 BPM og så de ovennævnte instrumentalnumre, der tit har det med blot at flyde sammen i enten dronende eller minimalistiske lydflader. På Immutable dækker disse over den korte, guitarpotente “Black Cathedral”, den afsluttende og mere melodiske “Past Tense” og så den mastodontiske midtersøjle “They Move Below”, som klokker ud efter mere end ni et halvt minut. Især på sidstnævnte mærkes fraværet af forsanger og notorisk underbidsentusiast Jens Kidman, hvor man ellers sagtens kunne have forestillet sig hans gutturale brøl spille en signifikant rolle i lydbilledet.

For når han ellers melder sin tilstedeværelse, er det med akkurat lige så stor og vellykket pondus som så mange gange tidligere. På den ellers udmærkede førstesingle, “The Abysmal Eye” – der lægger sig umiddelbart op ad den tålmodige åbner, “Broken Cog” – skulle man i hvert fald ikke nødvendigvis tro, at Kidman og resten af grupperingen har langt over 30 år på bagen, når han skråler over Hägström og medguitarist Fredrik Thordendals synkoperede riffs og soli. Ligeledes virker trommeslager Thomas Haake fortsat som den utrættelige og knivskarpe metronome, der holder bandets relativt lange numre sammen, mens bunden i lydbilledet som sædvanlig udjævnes af Dick Lövgrens Quake-bas, der atter stemmes gevaldigt ned for på den måde at give Immutable den karakteristiske, lavfrekvente rumlen, som har været med til at definere bandets lyd i løbet af de senere udgivelser.

Men – og der er selvfølgelig et “men” – der er simpelthen også for langt mellem de enkeltstående højdepunkter på Immutable, som desuden heller ikke gør sig selv den helt store tjeneste ved at tegne sig for en spillelængde på lidt over en time. “Ligature Marks”, “God He Sees in Mirrors” og “I Am that Thirst” lader eksempelvis alle til at være skåret ud af samme grundform, og vi skal faktisk helt hen til pladens næstsidste indslag, “Armies of the Preposterous”, før man for alvor føler denne her kompromisløse brutalitet, som Meshuggah åbenbart stadig besidder, men som omvendt også synes at være blevet mere og mere aftagende med årene.

Med det i mente behøver Meshuggah anno 2022 altså som sådan ikke nødvendigvis længere at skulle hverken imponere eller glæde deres lyttere med nyt materiale. Således heller ikke med Immutable, der dog på sin vis sagtens kan fungere som gruppens respektable afskedssalut på albumfronten, hvis det nu skulle ende med at blive tilfældet. Risikoen, svenskerne imidlertid løber ved at fortsætte med at komponere mere materiale fremadrettet, vil nemlig være bare at blive gennemsnitlige, sådan som de næsten blev det på The Violent Sleep of Reason – for i den kontekst er Immutable altså ikke et værk, der på nogen måde indvarsler en ny storhedstid for Meshuggah.

★★★★☆☆

Skriv et svar