Koncerter

Pardans, 15.04.2022, Mayhem, København

Pardans spillede nyt no-wave på Mayhem i går. Det var fedt.

Der er nogle koncerter, man næsten kan fortryde, at man har sagt ja til at anmelde. Hvor man simpelthen går derfra med al for meget energi, til at det føles rigtigt at sætte en liter kaffe over og give sig i kast med at lege tastaturkriger, efter man er taget alt for tidligt hjem. Især når anmeldelsen kan opsummeres i én sætning: Det var egentlig meget fedt.

Fedt var nok også den primære forventning til første Pardans koncert på denne jord siden 2019. ”Kun ny musik” lød budskabet fra de danske no-wave’ere, og med stilhed på albumfronten siden 2018’s Spit and Image var der altså lagt i ovnen til en aften, der kunne gå i alle retninger, efter mørket havde sænket sig over Mayhem.

Det startede nyt og no-wavet i diverse eksotiske taktarter med masser af lækker saxofon, mere eller mindre kontrolleret feedback og plekterbas, der gav marven i samtlige knogler en tiltrængt rystetur. Ud fra den medtagne set-liste, det lykkedes mig at hive med hjem for at have en jordisk chance for at navngive nogle af de nye numre, kan jeg se, at der er lagt ud med numrene ”Skybreak” og ”Warp Speed”. Det var dog som om, at de første numre havde lidt svært ved at få fat i Mayhems publikum af permanent uimponerede kæderygere i læderjakker, der stadig ikke var varmet ud af det stadie, hvor entusiasme udtrykkes med korslagte arme og måske en vippende fod.

Det var dog kun et spørgsmål om tid, før publikum vågnede op og blev mere rå og rowdy. Festen blev tændt op af en artsy version af en stadionrock-riff på nummeret, jeg gætter på er angivet som ”Cringe City” på setlisten, men som jeg for god ordens skyld blot vil omtale som ”AC/DC nummeret”. En totalt sindssyg feberdrøm af et farrocksmedley udspillede sig pludselig på scenen, især båret af guitarist Patrick Rathbuns fænomenale og særegne fingerstyle guitarspil – selvironisk og festligt, men også samtidig en åbenbaring af, at hvis man spiller 3 AC/DC-riffs forskudt, så lyder det altså som jazz.

Herfra begynder det at blive rodet. Man blev fanget i en moshpit-tåge, barrieren mod scenen blev brudt, og aftenen var blevet til et virvar af ond saxofon og klarinet, næsten metalagtige passager og rumlende trommer i et kontrolleret kaos. De nye numre kom vidt omkring; et havde et næsten solskinsagtigt guitar-riff á la The Stroppies, et andet havde en lækker spionfilmsagtig følelse over sig med masser af twang, og et tredje var næsten ovre i det Swans-postrockede territorie. På et tidspunkt blev tempoet også sat helt ned, og der blev givet plad til en saxofonmelodi, der næsten lød som noget fra Matador. Jeg gentager: Det var fedt.

Det hele toppede, da forsanger Gustav Berntsen sprang ud i pitten på aftenen sidste – og eneste tidligere hørte, med undtagelse af ”Over the Alps, Into Milan” – numre fra EP’en Heaven, Treason, Women ”Under the Sun, Under Your Dress” og ”Moonlit Bags of Meat”, hvor der blev råbt med på den første og mast rundt i publikum til den næste. Tilbage stod man smadret og badet i egen og alle andres sved – jeg fik i hvert fald præcis, hvad jeg kom for.

Tak til Pardans for en god aften. Kan I ikke lige tage at udgive den nye plade – eller rettere sagt, vil nogen ikke lige smide nogen penge efter Pardans, så de kan indspille den? Be’ om.

★★★★★½

Skriv et svar