Plader

Spiritualized: Everything Was Beautiful

Alletiders favorit-gospelrockerne i Spiritualized er med Everything Was Beautiful tilbage med et ikke så favorabelt album, hvor det evige space, drugs and gospel ‘n’-roll koncept synes hårdt prøvet.

Det er ikke nogen nem opgave at anmelde sin ungdoms musikalske hjertenskær. Bevares, det er aldrig nemt at være smagsdommer, (selvom det måske udefra set kan forekomme komfortabelt at sidde her bag skærmen; men ak, hvilke følelsesmæssige trængsler!) Det er dog med en særlig frygt og bæven, at jeg skal fælde dom over en mastodont som Spiritualized, der udover nærmest at stå bag hele spacerock-genrebetegnelsen også er ophavsmænd til et af mine – og med sikkerhed mange andre rockelskeres – absolutte yndlingsalbums Ladies and Gentlemen We’re Floating in Space fra 1997 (fremover benævnt ved det mere mundrette L&GWFiS).

Heldigvis gør J. Spaceman – den evige frontmand – og hans evigt udskiftelige ensemble det relativt nemt for mig med udgivelsen af Spiritualizeds niende studiealbum, Everything Was Beautiful. For det er efterhånden mange år siden, gruppen har udgivet noget synderligt interessant. Ja, helt nøjagtigt 10 år siden med den småpoppede men forfriskende Sweet Heart Sweet Light, og før dét album var det med lidt god vilje yderligere 10 år siden, de for alvor præsterede en fed, sammenhængende plade på Let It Come Down

Meget vand er altså gået under broen siden deres kronede 1990’er-dage, og det er jo såmænd meget naturligt for et sejlivet orkester. Men problemet for Spiritualized – hvis man må være så fri – er, at de i høj grad bygger deres fundament på koncepter, som man i deres tilfælde kunne kalde space, drugs and gospel ‘n’ roll. Derfor forventer man som lytter også, at konceptet enten leverer eller nuanceres. Dette er kun momentvis lykkedes i deres diskografi siden Let It Come Down, eller måske endda med et lidt mere konservativt skøn siden L&GWFiS. Det lykkes desværre heller ikke rigtigt på Everything Was Beautiful hverken at leve op til renomméet eller at skabe en ny eller nævneværdig lyd.

Det første slet skjulte tegn på, at konceptet genoplives, er vel pladens cover: en udfoldet pilleæske på receptpligtig medicin, (hvortil LP’en ifølge bandets hjemmeside desuden udkommer akkompagneret af en form for fysisk pilleæske). Hvad er det nu, det minder mig om? Nå ja, det er da coveret på L&GWFiS – også en pakke piller, som man ifølge omslaget kun må indtage »as directed by a physician.« Så er der unægteligt og alene ud fra det visuelle indtryk lagt i kakkelovnen til en velkendt gang spiritualiseret symfonisk gospelrock, tænker man og klapper i de små hænder.

Pladens første nummer, “Always Together With You”, prikker da også til dén forventning: En kvindestemme annoncerer over, hvad der lyder som en form for intergalaktisk samtaleanlæg (og umiskendeligt à la introen til L&GWFiS), at »Everything Was Beautiful,« hvorefter dronerne sætter ind. På vanlig melankolsk vis besynger Spaceman, hvad der efterhånden – her godt 30 år efter breakuptemaerne på både Lazer Guided Melodies og L&GWFiS – virker som en evigt, hjemløs kærlighed: »If you want a rocket ship, I would be a rocket ship for you / If you want a lonely boy, I’ll be a lonely boy for you / Always together with you.«

Vi kører videre i koncept-rillen med “Best Thing You Never Had”, som måske er pladens stærkeste nummer. Her er vi for alvor tilbage på den galaktiske rockmotorvej med en kæmpe messingblæsersektion i ryggen og selvfølgelig et pompøst kvindeligt gospelkor til at besynge denne »long ride down«, vi har begivet os ud på med 200 kilometer i timen.
På “Let It Bleed” foretager vi dog en brat opbremsning. Nummeret starter som en klassisk popballade komplet med strygere og vuggende guitarsalver, og i omkvædet sætter hele ensemblet ind med høj trompetføring og bragende trommer. Det er jo på sin vis også en klassisk Spiritualized-vending at foretage; sådan at smide en sjæler ind undervejs, men desværre er det bare ikke en særlig fængende én af slagsen. Hen imod c-stykket og outroen begynder jeg dog så småt at få associationer til Iggy Pops stærke ballade-kompositioner på blandt andet Lust for Life. Men det er ikke helt nok til at gøre nummeret til mere end et småkedeligt mellemstykke, der kunne have befundet sig på enhver klassisk pop/rockplade. Desværre følger et endnu kedeligere nummer – det countryskårede “Crazy” – der er strøet med slideguitar og romantisk mand/kvinde-duet, men som heller ikke gør noget videre indtryk.

På “Mainline” er vi heldigvis på farten igen. Ja, det er endda bogstaveligt talt, for nummeret lægger ud med lyden af et damplokomotiv, hvis fut-fut (ja, det er sådan, det lyder!) gradvist glider over i sangens grundrytme, som er flankeret af en spøjs klarinetgang og – hvis jeg ikke tager fejl – lyden af rindende vand i baggrunden. Selvom lydeffekterne forekommer lidt nemme, så er der god fremdrift i nummeret på bedste Spiritualized-vis. Spaceman ser sig heller ikke her fri for at appellere til bandets førnævnte koncept, når han synger: »Sweet heart, sweet light / Oh babe it’s a beautiful night,« og dermed genkalder titlen på gruppens syvende studiealbum. “The A Song” har noget af den samme fut-fut-fremdrift som “Mainline”, men også en mere beskidt rocklyd med en bas, der ligger højt i mixet, masser af hård tråd samt en serie af (lidt for) infernalske støjsekvenser.

Ifølge Spaceman selv er Everything Was Beautiful opstået omkring det sidste nummer, “I’m Coming Home Again”, som er et knap 10 minutter langt blues-epos i stil med det monumentale afslutningsnummer “Cop Shoot Cop” fra L&GWFiS. Det er en tankevækkende betragtning, da jeg ikke synes, den lidt nihilistiske og langsomme “I’m Coming Home Again” går særligt stærkt igennem sammenlignet med nogle af pladens mere tempofyldte numre. Men det understreger nok meget godt Spaceman og Co’s lidt krampagtige forsøg på at holde fast i fortidens succeser og dermed koncepter. »Har det virket før, må det virke igen,« lader devisen til at være. 

Desværre er det ikke så simpelt, og Everything Was Beautiful fungerer samlet set ikke særligt godt. Der er for mange ligegyldige sange og for lidt af den fede rock. Og selvom der gøres brug af klassiske Spiritualized-greb såsom vekslen mellem pragtfuldt orkestrerede ballader og dronebelagte bluesbidder, så bliver man aldrig rigtigt ramt af den ægte rum(rock)pistol. Men måske er det netop, fordi albummet teaser så meget for, at netop dét skal ske, at forventningen ikke rigtigt indfries og albummet dermed skuffer. 

Som Spaceman selv siger om sangskrivningsprocessen i forbindelse med denne udgivelse: »At køre rundt i cirkler er vigtigt for mig. Der er sådan man opnår ting. Eller … man når derhen.« Det er vel dét, Everything Was Beautiful gør: Den når i mål. Men heller ikke så meget længere.

★★★☆☆☆

Skriv et svar