Plader

Wet Leg: st.

Britiske Wet Legs debutalbum er nok lidt af et déjà-vu-album for alle dem, der kan huske 00’ernes indierock. Iørefaldende og humoristisk, men også for homogent og forglemmeligt.

Er knap 20 år længe nok til at nå punktet, hvor man savner 00’er-indierock? Skriger og trygler dine Vans og din flannelskjorte efter at komme ud fra de mørkeste dybder af skabet på dit barndomsværelse? Synes du, at det eneste, Le Tigre manglede for at være verdens fedeste band, var en mere poleret og kommerciel produktion?

Så er Isle of Wight-duoen Wet Legs selvbetitlede debutalbum muligvis mere for dig, end det er for mig. Duoen – bestående af Rhian Teasdale og Hester Chambers – gjorde sig første gang bemærket i juni 2021, da de udgav førstesinglen “Chaise Longue”, der endte som et mindre viralt hit. Det kække og energiske postpunkrevival-inspirerede nummer formåede at ramme en nerve på musikindustriens nye pengemaskine TikTok med popkultursreferencer til Mean Girls og gentagne memeable citater som »I went to school and I got the big D«.

Stående for sig selv er de fleste numre på Wet Leg da også sjove baskere fyldt til randen med selvironi og rappe replikker. Selv udtaler Chambers og Teasdale, at projektet heller ikke nogensinde har haft nogen intention om at være mere end sjov musik, der skulle være sjovt at spille, og samtidig et frirum fra forventninger, hvor pres og modgang mødes med humor. Hæderligt.

Problemet med hyggenumrene, der udgør hovedparten af Wet Leg, er, at de hurtigt bliver trættende og ensformige, når man fylder dem på en plade. Selvom Wet Leg kun er 36 minutter lang, kunne jeg have svoret, at den varede halvanden time på min første gennemlytning.

En boblende ottendedels baslinje med Chambers og Teasdales Lolita-agtige vokaler i verset. Høj guitar og noget »doo-doo«-kor i omkvædet. Måske en lidt finurlig synthlinje. Igen og igen efter hinanden på pladens 12 numre. Det tog mig pinligt mange gennemlytninger, før jeg kunne skille numrene ad. Der er absolut intet på Wet Leg, du ikke har hørt før, hvis du engang i en fjern fortid har haft Pulp eller Franz Ferdinand på din mp3-afspiller – eller discman.

En sang som “Wet Dream” kæmper eksempelvis en brav kamp for at starte indiefesten, men det psych-inspirerede guitarriff og håndklappene lander simpelthen så langt inde i klichéernes land, at det lyder som soundtracket til en bilreklame. Samme fabrikerede fornemmelse sniger sig også ind på numre som “Ur Mom”, “Oh No” og åbningsnummeret, “Being in Love”.

Lidt dynamik kommer der dog på numre som “Loving You”, der lyder som en moderne popversion af en 50’er-sjæler i et spøjst grænseland mellem muntert og melankolsk. Det passer godt til den lakoniske levering af Wet Legs distancerede, men bitre historie om at se sin eks med en ny: »I don’t want to meet your girlfriend / I hope you choke on your girlfriend.« Numre som “I Don’t Wanna Go Out” giver også et tiltrængt pusterum fra radioindie-infernoet, men har desværre også måske den mest irriterende frasering af ordet »down«, jeg nogensinde har hørt. Selvom Wet Legs charme ligger i den lillepigede og uskyldige levering af deres kyniske lyrik, kan de sukkersøde vokaler altså godt gå én på nerverne trods sarkasmen.

Humoren er nemlig det, der får Wet Leg til at flyde. På trods af sin forglemmelige instrumentation har “Wet Dream” nok en af pladens bedste narrativer om at samle en fyr op, selvom han sidder og rører ved sig selv og inviterer én hjem for at se Vincent Gallo-filmen Buffalo 66 – hvordan kan man sige nej? Ligeledes kommer break-up-sangen “Piece of Shit” ind på emner som slutshaming og har gode one-liners som »If you were better to me / I’d might consider fucking you goodbye.«

Generelt har Wet Leg en befriende ligefrem og humoristisk tilgang til kvindelig seksualitet, der nok også er en af grundene til, at de er på bølgelængde med Generation TikTok. Det kan dog også blive for barnagtigt og flabet som på “Oh No”, der indeholder frygtelige rim som »You’re so woke /Diet Coke.«

“Angelica” skal nok nævnes som det nummer, hvor jeg rent faktisk synes, at Wet Leg lykkes med at lave trist musik til festen og festlig musik til de triste. Sangen, der handler om at være til en dårlig fest, har et irriterende catchy suppe-steg-og-is-guitarriff og masser af variation af intensitet og melodi – i hvert fald relativt til resten af pladen. Man kan ikke andet end fnise genkendende til kontrasten mellem den pumpende bas og den dissociative levering af »I don’t know what I’m doing here / I was told there would be free beer / I don’t wanna follow you on the ’gram/ I don’t wanna listen to your band.« Relatable som TikTok’erne ville sige.

Desværre ender resten af albummet dog som en lidt for homogen masse af lidt for genkendelig indierock med tekster, der lidt for ofte træder på den forkerte side af flabet og naiv til at være charmerende på den ungdommelige måde. Måske er jeg bare gammel, men Wet Leg ryger nok i glemmebogen for mig, om end jeg er sikker på, at internettet nok skal minde mig om dem.

★★½☆☆☆

Skriv et svar