Koncerter

A Colossal Weekend 2022, 19-21.05.22, København

Oranssi Pazuzu @ Vega (Colossal Weekend)
Oranssi Pazuzu på Vega.
Skrevet af Daniel Niebuhr

Årets udgave af festivalen A Colossal Weekend bød på intet mindre end 39 koncerter over tre dage og et højt, højt niveau af støj-, post-, og punkrock.

For Colossal – det København-baserede bookingbureau – har de seneste to år handlet om tålmodighed og vedholdenhed. Deres ubestridte flagskib, flerdageseventet A Colossal Weekend, vendte langt om længe tilbage i sin grundform (og lidt til), efter 2020-udgaven blev skubbet til 2021 og sidenhen forkortet til en enkelt dag. Men nu skulle det altså være: Lille Vega, Ideal Bar, Basement og Råhuset lagde alle scener til en nærmest komplet udsolgt festival, som efterhånden havde været to år undervejs, og som i alt talte koncerter med 39 navne fra ind- og udland.

Torsdag, 19.05.22

Bruit, Lille Vega

Postrock med input primært fra klassiske instrumenter er langt fra nogen nyskabelse, og efterhånden er der vel grundlag for at medregne det som en lige så naturlig del af genren fremfor en egentlig anomali. Det kræver derfor, at man som band med netop violiner, celloer og lignende som en del af sin instrumentation evner at løfte sin musik op over blot den vanlige intro-opbygning-klimaks-outro-skabelon, som mangt et postrockorkester gennem årene minutiøst har fulgt.

Franske Bruit beviste i de stadigt varme aftentimer torsdag, at de langt hen ad vejen kan undgå at falde i de mere oplagte fælder, som genren byder på. Det skyldes især, at Bruit har stor succes med at integrere trommerne tidligere i deres numre og derved springe ofte langsommelige opbygningsfaser over. Dette gør sig eksempelvis tydeligt gældende på “Industry”, der med sit percussiontunge fundament hopper mere direkte ud i kompositionen, inden henholdsvis violin og cello (og sidenhen guitar og bas) støder til og skaber de smukt støjende postrocklandskaber, som flyder ind og ud mellem hinanden og sidenhen videre til næste komposition.

Sådanledes vævede Bruit sig fornemt gennem koncerten med velforberedte intermezzoer, der både indeholdte ren ambiens fra det netop afsluttede nummer eller forskellige lydklip med socialistiske paroler, hvilket jo for sin vis spillede ganske glimrende sammen med rammerne i Folkets Hus. En enkelt notérbar anke var derfor, at man for Bruits side alligevel valgte ikke at dvæle ved stemningen hele vejen igennem, men i stedet desværre brugte opholdet mellem næstsidste og sidste nummer på at takke publikum og Colossal, rose festivalplakaten og opfordre til at komme forbi og sige hej i merch-området efter koncerten.

Og for et band, der har så meget fokus på den atmosfære, deres musik gerne vil skabe, virker det unødvendigt at bryde med ambiensen – uanset længde – hvilket man uden problemer kunne have gemt, til efter de sidste toner var ringet ud.

★★★★★☆

Bug Chaser, Basement

Det var faktisk anden gang på under en uge, at jeg fik muligheden for at opleve danske Bug Chaser, efter de weekenden forinden også havde leveret support til releasekoncerten for Natjagers At kende bølge fra hav. I korte træk dyrker Bug Chaser en mere rå og nedbarberet udgave af samtidens postpunk end så mange andre af deres ligesindede herhjemme, hvor især frontmand Asbjørn Auring Grimm – som tidligere også har anført Decorate. Decorate. – lykkes med at komplimentere det underliggende ubekvemme i bandets numre. Omgivet af Basements nøgne betonvægge var det i hvert fald svært ikke at blive en smule fascineret af den ellers velkendte kombination af deadpan råbesang over ligefremme postpunk-grundskabeloner, som spændte fra slæbende (“All My Friends Are Dead”) til krautpunkede (“Antibodies”). Der var i hvert fald rigeligt at komme efter, hvis man eksempelvis i forvejen er fan af lyden og stemningen på en plade som Protomartyrs No Passion All Technique.

Størstedelen af indslagene – som med undtagelse af den endnu uudgivne “Antibodies” alle kom fra gruppens netop udsendte debut, The Hesitation to Disappear – landede dog et sted midt imellem, hvor singleudspillet “Randy Fucked a Shark” viste sig som det bedste eksempel herpå, mens Grimm supplerede med en ofte manisk fremtoning både på og foran scenekanten. Som sådan fejlede Bug Chasers optræden ikke rigtig noget, men de kæmpede alligevel med for alvor at opbygge den fornødne forbindelse til et noget sparsomt publikum, hvilket blandt andet kunne skyldes, at gruppen i 11. time var hentet ind som erstatning for Late Night Venture.

I forbindelse med førnævnte Natjager-releasekoncert viste Bug Chaser dog, at de er i fuld gang med at udvide i repertoiret, hvor kommende sange fik tilført en ekstra dimension i form af et synthorgel, hvilket desværre ikke kunne lade sig gøre til A Colossal Weekend, så man kan sagtens gøre sig selv den tjeneste at holde øje med bandets gøren og laden fremadrettet.

★★★★☆☆

Fredag, 20.05.22

A Burial at Sea, Ideal Bar

På forhånd havde jeg ikke fået lyttet tilnærmelsesvist lige så meget til irske A Burial at Sea og deres selvbetitlede debutplade, som udkom i 2020, som jeg måske burde have gjort. For med en mere legesyg og løssluppen udforskning af genren, som både inkluderer trompetarrangementer og sporadiske vokalindslag i deres bud på postrocken, byder A Burial at Sea – på plade såvel som live – på et friskt indspark til en genre, som tit kan ende med at føles meget låst i sine egne, uskrevne dogmer.

Kvartetten lader nemlig til at inkorporere mere mathrock-klingende elementer i deres musik, hvis form derfor ikke nødvendigvis føles lige så letfordøjelig, men omvendt tvinger blot en smule mere koncentration ud af sine lyttere. Generelt farves bandets musik således af et mere skævt præg, hvilket denne fredag i Ideal Bars virkeligt gode lydkulisse giver bedst genlyd på et nummer som den stramt groovende og særdeles catchy “Nice From Afar, Far From Nice”. Og med “D’accord” blev irernes optræden blot endnu mere guitarfokuseret og formåede samtidig at give kraftige associationer til et band som nordirske And So I Watch You From Afar, der også tidligere har haft fornøjelsen af at gæste A Colossal Weekend.

Mod slutningen præsenterede A Burial at Sea os i stedet for først “Lest We Remember” og siden “Tropic of Cancer”, som begge dyrker postrocken i den mere traditionelle forstand, som jeg også indledningsvist får berørt i omtalen af Bruit længere oppe. Her var der i begge tilfælde dog et større fokus på at ligge de afdæmpede og minimalistiske passager inde midt i de enkelte numre for på den måde kraftigere at kunne at accentuere de efterfølgende crescendoer. Dermed beviste irerne også, at de favner bredt, når de endelig har behov for det, men at de også har en god forståelse for genrens egentlige ophav og idégrundlag.

★★★★½☆

Vi som älskade varandra så mycket, Basement

Stockholms seks mand store orkester Vi som älskade varandra så mycket var et af de ganske få navne på årets plakat, som rent faktisk også nåede at blive offentliggjort tilbage i februar 2020, og som forsanger, Arvid Ringborg, fik nævnt undervejs, så var koncerten på A Colossal Weekend samtidig deres første siden slutningen af 2019. Havde man på forhånd bare stiftet det mindste bekendtskab med bandets bagkatalog, havde man også en klar forventning om, hvad der var i vente, for Vi som älskade varandra så myckets metier synes – akkurat som titlen på gruppens sublime debutudgivelse antyder – at være Den sorgligsta musiken i världen. Basalt set lander bandet et sted mellem screamo og postrock, hvor Ringborgs sorgfyldte skrig og skrål agerer primært fokuspunkt, mens molakkorder slynges af sted i ét væk for at understøtte de melankolske lydkulisser.

Det medfører derfor som regel nogle grandiose og nærmest cinematiske passager, når de lange kompositioner løftes mod deres klimaks, men pudsigt nok fungerede koncerten som helhed bedst, jo mere nærværende og jordbundne bandet fremstod. Højdepunktet var – “selvfølgelig,” fristes man til at sige – “Kärleken är död”, som også står for at åbne gruppens anden fuldlængde, Det onda. Det goda. Det vackra. Det fula., men også på “Leva som snö” samt lukkeren, “Illusionen om oss”, havde Ringborg succes med at udpensle sine patosfyldte klageskrifter.

Når det så er sagt, så fungerede Basement til gengæld ikke altid ideelt i forhold til at fremhæve alle de små såvel som store nuancer i svenskernes musik, som ofte ræsonnerede unødvendigt vildfarende ud i lokalet i kamp mod den naturlige rumklang. Ringborgs vokal havde det derfor også med at drukne i lyden fra sine bandkolleger og i stedet blive transformeret til en utydelig vrælen. Havde man i stedet smidt Vi som älskade varandra så mycket op i Lille Vega, er det ikke helt utænkeligt, at koncerten i stedet var blevet tilført den ekstra lydmæssige kvalitet, som man af og til endte med at savne.

★★★★½☆

Lørdag, 21.05.22

Oranssi Pazuzu, Lille Vega

For finske Oranssi Pazuzu var det måske “bare” endnu en koncert på deres igangværende turné sammen med brasilianske Deaf Kids og norske Sturle Dagsland, der begge ligeledes var booket til A Colossal Weekend. For relativt mange af dem, jeg efterfølgende snakkede med, og som var til stede på Lille Vega, var det weekendens bedste koncert. Men for mig – rent personligt – var det selve koncertlivet, der endelig vendte tilbage i sin storslåede, uforfalskede pragt. Det var hengivenheden til bare i fem kvarter at være låst fast i oplevelsen, spektaklet og alt det, man som koncertgænger er fælles om at dyrke.

Det har derudover ikke ligefrem skadet Oranssi Pazuzu, at de i den mellemliggende periode udsendte 2020’s bedste metalskive, den fuldstændigt fænomenale Mestarin kynsi, og at Tampere-bandet samtidig lader til at have bruger resten af pandemien på at perfektionere deres sætliste; bestående af samtlige seks numre fra netop Mestarin kynsi med “Saturaatio” fra forgængeren, “Värähtelijä”, samt dennes titelnummer klemt ind undervejs.

Lørdag aften undlod de imidlertid “Oikeamielisten sali”, uden at det gjorde synderligt meget for helhedsoplevelsen, for finnerne var simpelthen så sublime i deres helt fejlfrie leverancer af de syv resterende indslag. Den pulserende 10/8-indledning og kakofoniske midterstykke på “Ilmestys” var den perfekte indgangsvinkel til Oranssi Pazuzus udsyrede space/psych-univers, men det var den motorisk repetitive “Uusi teknokratia” og bizart dansable “Kuulen äaniä maan alta”, som satte de tydeligste spor, inden det syv minutters støjende blastbeat-helvede på “Taivaan portti” rundede af.

Men det ville samtidig ikke være retfærdigt over for Oranssi Pazuzus koncert på den måde at inddele den i enkeltstående numre, når nu den – mere end nogen anden i løbet af A Colossal Weekend – føltes som ét sammenhængende værk. Og så kunne noget at dømme efter deres egen efterfølgende respons tilmed tyde på, at det alligevel ikke “bare” var endnu en koncert for finnerne.

Mageløst var det i hvert fald.

★★★★★★

CLT DRP, Ideal Bar

Som et eller andet helt genialt træk fra bookinggruppens side var det op til britiske CLT DRP (udtales Clit Drip) at lukke og slukke på Enghavevej. Trioen bød unægteligt på noget helt andet end resten af de optrædende, der udfyldte de forgangne aftener på Folkets Hus, hvor deres feministisk funderede electropunk fungerede som en velvalgt modvægt til al den postrock mv. man havde fået oplevet undervejs.

For CLT DRPs vedkommende lader der ikke til at være noget behov for at skabe stor kunst, mere end det bare skal være sjovt – og det var det heldigvis også, selvom det aldrig var særligt overvældende. Frontkvinde, Annie Dorrett, kæmpede efter bedste evne for at være allestedsnærværende i det lille lokale, selvom man også godt kunne fornemme, at besøget i København var sidste stop på deres igangværende turné. Det var nemlig ikke alle passager, som sad lige i skabet, men nærmere var der lidt for meget sløseri og lidt for meget late night-feststemning over koncerten, som dog havde sine mere iørefaldende øjeblikke såsom seneste single, “Torx”, “Speak to My” og ekstranummeret “I Always Liked Your Mother Better” – de to sidstnævnte begge fra pladen Without the Eyes.

Det er nemlig først og fremmest guitarist Scott Reynolds, der med sit absurd massive arsenal af effektpedaler skaber de unikke aspekter ved CLT DRP, hvis lydtapeter føles mere og mere fremmede og ligefrem futuristiske, jo længere man begiver sig ned i kaninhullet. På den måde udforsker Reynolds en helt anden form for virtuositet, når han sparker og trykker på alverdens forskellige knapper for at få sin guitar til at emulere denne natklubstemning, som trioen heldigvis dyrker bedre end så meget andet. Så var man dukket op for at kickstarte sin lørdagsbytur eller få den allersidste energi oven på tre dages koncerter ud af kroppen, fik man med al sandsynlighed præcis det, man var kommet efter.

★★★½☆☆

Fotoreportage af Daniel Nielsen. Billeder af Oranssi Pazuzu, Deaf Kids, Helms Alee, Russian Circle, CLT DRP.

Skriv et svar