Plader

Deep Tan: Diamond Horsetail

Deep Tans anden EP giver et minimalistisk, mystisk og anti-misogynt bud på britisk post-punk anno 2022. Det er både forførende, foruroligende og godt.

I kølvandet på Brexit har post-punken flydt i en lind strøm fra London, hvor bands som Squid, Legss og Dry Cleaning har fundet et mere kantet, jazz’et og spoken-word-agtigt spin på 80’ernes post-punk, der med sin bitre, sarkastiske distance til politik og livet har formået at tale til unge briter såvel som unge på fastlandet. På trods af at denne endnu unavngivne subgenre bevæger sig ind i den del af sin livscyklus, hvor stadig flere og flere kopier dukker op og fortynder den distinkte lyd, dukker der stadig bands op med nye vinklinger på den karakteristiske London-lyd. Det gælder for trioen Deep Tan.

Gruppens anden EP Diamond Horsetail har nemlig samme kantede og asymmetriske udtryk som de tidligere label-mates Squid, men Deep Tan rammer samtidig også en minimalisme og mysticisme, der giver dem deres helt eget udtryk.

Udstyret med intet andet end vokal, guitar, trommer, bas og variationer af en hijaz-klingende guitar-skala, trækker Deep Tan dig på fem numre gennem en 14-minutters tåge af noget, der lyder som new age-versionen af The Slits eller Au Pairs. EP’en næsten smelter sammen til én sang – hvilket absolut ikke er en kritik, snarere en anerkendelse af, at Diamond Horsetail nok har en af de kraftigste røde tråde, jeg længe har hørt på en EP, uden at det blev helt ensformigt.

For selv om alle numre på Diamond Horsetail følger præcis samme opskrift, er der tilpas variation til, at det ikke når at blive kedeligt – i hvert fald ikke på en så ultrakort EP. Frenetiske rytmeskift fra trommerne, der på én gang føles komplekse, men samtidig så simple, at de kan spilles med en brækket arm, danner sammen med Celeste Guinness’ dybe og ulmende bas en intrikat og varierende baggrund for forsanger og guitarist Wahaf Dufours skarpe og gennemskærende mellemøstligt inspirerede riffs og hypnotiserende vokal. Instrumentalt føles Deep Tan som et stadie mellem trance og paranoia.

EP’ens første to numre “Beginners’ Krav Maga” og “Device Devotion” har også nogle støn inkorporeret i melodien, der forstærker den foruroligende, men også meget sexede stemning. Det er dog desværre også især på de første to numre, at jeg indser, at tekstsiden ikke nødvendigvis er på samme niveau som musikken.

Som titlen “Beginners’ Krav Maga” antyder med dens reference til israelsk militær-kampsport, trækker Deep Tans tekster på en rrriot girlsk feminisme, der aldrig rigtig bliver uddybet eller personlig, men tværtimod kan føles lidt letkøbt grundet Wahafs fragmenterede måde at sammensætte lyrik på:

»Night time checklist / Keys in a fist / In the dark I can’t relax, hah hah« føles bare som en lidt flad og distanceret måde at beskrive den reelle frygt, kvinder oplever i nattelivet. Dufours tekster træder generelt meget i baggrunden på EP’en, da de løst sammensatte linjer om lettere banale emner –  så som at kigge for meget på sin smartphone – ikke rigtig bidrager med noget til det ellers fængende og syrede lydbillede.

Det næstsidste nummer “Rudy Ya Ya Ya” fanger dog det fandenivoldske og flabede noget bedre – et diss-track til Donald Trumps advokat Rudy Giuliani er bare en sjov idé, specielt når den komplementeres af en fatalistisk og ildevarslende instrumentation, der i hooket brat går over i et Talking Heads-agtigt basstykke, mens Wahaf lakonisk messer »Rudy ya ya ya«.

Bedst fungerer det to-minutter lange instrumentalnummer “Gender Expansion Pack” dog, hvor tempoet skrues en smule ned og en dronende og gyngende rytmesektion overtager lydbilledet og skaber en mørk uden-for-tid-og-sted-fornemmelse, der af og til gennemskæres af guitarer eller lyden af Dufours vejrtrækning. Det føles lidt uhyggeligt på den der forførende måde. Derudover er det måske også pigernes mest vellykkede forsøg på at troll‘e deres meget hvide, mandlige og modne publikum (en selvudnævnt mission). Kontrasten mellem titlen og den svært dansable trommerytme – som kan tage kontrol over selv de ældste og mest konservative fødder – skal i hvert fald nok føre til et par ironiske situationer på et koncertgulv.

For i sidste ende kommunikerer Deep Tan jo ikke med deres tekster; de kommunikerer med deres attitude. Diamond Horsetail er forførende, spændende og har DIY-ånd nok til, at man godt ved, hvilke holdninger, der udtrykkes i den mystiske tåge – som så samtidig også er afsindigt velspillet. For en 14-minutters EP leverer Deep Tan i hvert fald deres helt egen hypnotiserende afart af britisk post-punk, og jeg glæder mig til at se, hvordan det skalerer på et fremtidigt album.

★★★★☆☆

Skriv et svar