Konkurrencer

Efterlysning: Få sat gang i Kogekunst og vind koncertbilletter

Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Daniel Niebuhr

Er der nogen, der har set eller hørt fra Kogekunst?
Hvad angår deres tredje plade, holder duoen alle kort tæt ind til kroppen, og nu tager deres manager desperate midler i brug.

Det hele startede med en mail med overskriften “Forstå det nu, Daniel”:

»Hej Daniel.

Jeg synes egentlig, jeg har gjort det meget tydeligt både i mit oprindelige opslag og de utallige beskeder, jeg har sendt til dig privat.
Jeg vil have et Soundcloud-link fra Kogekunst, og det skal være nu!«

Mailen var blot underskrevet “Monneger”, selvbestaltet manager for Kogekunst, som efter længere tids frustration over duoens hemmelighedskræmmerier med deres kommende, tredje udgivelse nu ikke så anden udvej end at søge hjælp hos Kogekunsts fanskare:

»Det kommer af en større irritation over at arbejde med den ene mere uduelige musiker efter den anden. Ja, du kan spille hurtigt på din guitar, ja du kan spille trommer, ja du kan lave en symfoni ud af Quality Street-dåser og tibetanske strygeinstrumenter. Men det har jo ingen værdi, hvis det ikke får et publikum? Simon og Oskar har to koncerter i juni måned på henholdsvis Radar og Loppen, og hvad har de gjort for det? Ikke en skid! De har materiale til at fylde to næsten færdiggjorte album – som jeg sikkert får smidt i hovedet til september – hvorefter de senest vil udgive til november. DET KAN IKKE LADE SIG GØRE!

Jeg råbte sågar ad en buschauffør i morges for at tage sig tid til at snakke med en gammel dame. Det resulterede nemlig næsten i, at jeg missede mit tog videre til arbejde. Du ved et rigtigt arbejde med et kontor, hvor man ikke bare skal køre bus eller skrive sange.
Men Oskar og Simon passer ikke deres job, som er at få os andre så effektivt og smertefrit igennem vores hverdag som muligt. Så jeg har brug for at folk i branchen står sammen nu, imod musikerne, og i fælles kor råber:

#freethesoundcloudlinkreleasethebonk

Kh. Monneger«


Derfor udlodder vi her på Undertoner 2 x 2 billetter til Kogekunsts koncert sammen med Assegai på Loppen onsdag den 1. juni i håb om, at jeres kollektive røst kan være med til at fremskynde hele sagaen om Kogekunsts tredje album.

Alt, du skal gøre, er at sprede Monnegers budskab og skrive – #freethesoundcloudlinkreleasethebonk – enten som en kommentar til vores Facebook-opslag eller i en mail til daniel@undertoner.dk.

Vinderne bliver kontaktet direkte fredag den 27. maj.

Skriv et svar