Plader

First Hate: Cotton Candy

Skrevet af Simon Ørberg

Fem år efter debutalbummet er First Hate stadig bedst, når de helst vil feste. Det vil de heldigvis også på størstedelen af de 11 sange på Cotton Candy.

De kom fra mørket. To unge mænd fra det københavnske punkmiljø, der lavede blåtonet kælderpop med hårdtslående synths og dyb croon. Sammen med kollegaerne i Lust for Youth fik First Hate i løbet af 2010’erne erobret et lille hjørne af den danske undergrund ved at blande inspirationer fra new wave med post-ironisk autenticitet og en umiskendelig punket DYI-attitude. Men hvor punken dyrkede det meningsløse, fyldte deres popmusik alt med mening, hver en kliché, hver en frase, hvert et hjerteslag skulle føles maksimalt.

På duoens første (rigtige) album siden debuten i 2017 har de sat popmusikkens søde ekstase allerforrest, ja faktisk helt op i titlen. Klæbrig, lyserød og luftig; candyflossen er et udmærket symbol på popmusikkens forgængelige glæder, og First Hate laver da også sange, som smelter i øregangen og sveder af sukker. Men bag den skinnende overflade gemmer sig det mørke, de kom fra, og som altid er med dem. Og med os.

Ligesom meget af den resterende populærkultur har First Hate på overfladen rettet blikket fra 1980’erne mod det efterfølgende (såkaldte) bekymringsløse årti, særligt perioden omkring årtusindeskiftet, hvor bukserne var lavtaljede, solbrillerne var hurtige, og euro-dance nåede sine kommercielle højder. Det er den type dansable eufori, de tapper effektivt ind i på singlerne “What’s the Matter Boy”, “Commercial”, “In My Head” og “Vampire Boi”. Her beviser de deres tætte greb om popformularerne med stærke hooks, iørefaldende melodier og fraser, hvor det vigtige ikke er ordenes betydning, men snarere hvor godt de lyder efter hinanden.

»Eat your spaghetti to forgetti your regretti« er én af den slags volapyk-linjer, en reference til et fjollet millennial-meme, som regelmæssigt dukker op på Instagram, men som i virkeligheden bare er sjovt at sige. Senere i samme sang – “What’s the Matter Boy” – synger frontmand Anton Gansted om at danse til radioen og følger op med ordene »ladadi-ladida« – betydningen er ikke vigtig, så længe du bevæger dig. Og når First Hate er bedst, er det svært at lade være.

Men bare fordi teksterne ofte er sjove, skal du ikke tro, at de ikke har noget på hjerte. Gennem flere af sangene løber en satirisk hyldest til kapitalismens overfladekultur, en overfladekultur som den polerede popmusik i sig selv afspejler. “Commercial” udtrykker det klarest med catwalk-synths og et omkvæd, der lyder som Patrick Batemans morgenmantra. Og i et andet mere kontemplativt hjørne er der “Hearts”, en smuk elektronisk ode til barndommen og et lovende glimt af hvem First Hate også kunne være, hvis ikke de så gerne ville feste.

For på trods af nedtonede afstikkere som “Cowboys in the Tub”, “Fortune Teller” og afslutningsnummeret “Solitary Sundays”, er det mest af alt festen, som First Hate har på hjerte. De bedste sange på Cotton Candy er derfor ren og skær four-to-the-floor med pulserende synths og smittende house-klaver. »Life begins at night« synger Gansted på “Vampire Boi”, og vi tror på ham. For ham er festen ikke eskapisme, men eksistentiel.

Der er dog ikke mange popplader, som midt i festen også ville give plads til titelnummerets avantgardistiske genreeksperimenter eller krystalklare Arca-synths i den akustiske lejrbålsstemning på “Fortune Teller”. Duoens legesyge er uden tvivl forfriskende, men udover “Hearts” er der ingen af forsøgene, der rammer med samme træfsikkerhed, som når de befinder sig i det mere velkendte og synth-poppede landskab. Det gør de heldigvis på størstedelen af pladen. Går man med på deres overfladeforherligende popmusik, kan man derfor shoppe rundt i tracklisten og sammensætte en solid håndfuld helt igennem uimodståelige popsange. Som sukker på toppen af mørket.

★★★★☆☆

Skriv et svar