Singlr

Fredagssinglr: Dans & Lær ft. Mellemblond – Sandløber

Skrevet af Simon Freiesleben

Hele Danmarks fugleorkester nummer ét er tilbage med den nye single “Sandløber”, hvor Dans & Lær slår pjalterne sammen med Mellemblond på et funky forårsnummer.

De har længe flirtet med hinanden gennem en række fælleskoncerter, men på singlen “Sandløber” kombinerer Dans & Lær for første gang på indspilning deres musikalske fugleleksikon med Mellemblonds kolonihavevuggende forvaltning af den danske sangskat. Resultatet er et charmerende nummer, som fremhæver begge kunstneres fortrinligheder.

Den naivistiske dyrkelse af dansk natur, som Dans & Lær siden debuten Havens fugle fra 2010 har været garant for, passer nemlig som fode i hose med Kristoffer Munck fra Mellemblonds inderlige stemmeføring og drømmende sangskrivning. Som altid er inspirationen til sangen fundet i en bestemt fugl og dennes særtræk – og nu er turen kommet til den lille vadehavsfugl, sandløberen. 

»En sandløber løber rundt i sand / En sandløber mellem mand og vand / en sandløber der passer til sit navn / En sandløber tæt ved Hirtshals Havn,« starter Bjarke Søballe Andersen-Tran i Dans & Lærs velkendte facon, der som altid balancerer på kanten mellem børnehavelyrik og indforstået humor. Herefter kommer Kristoffer Munck ind fra højre og løfter sangen med vanlig sans for højtragende poesi:

»Løber ud i sandet, som så meget andet/ Hjertet bliver scannet og fundet for let / Længere nede ad stranden, er der fyldt til randen / Men her er der ingen anden end mig og sand.«

Kristoffer Munck fortæller om samarbejdet, at han fik tilsendt en tidlig demo og blev bedt om at skrive et omkvæd til sangen:

»Det var sjovt at prøve at bringe lidt mellemblondsk hjerte/smerte-vibe ind i Dans & Lær’s funky fuglemusik. Jeg har selv af og til namedroppet fugle i mine sange, oftest en solsort, men der er også blevet plads til due, skade og en enkelt skarv. Og så kender jeg udmærket sandløberen fra de danske strande, selvom jeg vist engang har forvekslet den med en ryle i vinterdragt.«

Dans & Lær kan opleves live på Naturmødet i Hirtshals (20. maj), på Nakke Festival i Odsherred (27. juli), på Skarøfestivalen (5. august) og på Hotel Cecil i København (8. oktober).

Skriv et svar