Plader

Porridge Radio: Waterslide, Diving Board, Ladder To The Sky

Waterslide, Diving Board, Ladder To The Sky møder ikke forventningerne om et nyt noise-slacker brag ovenpå Porridge Radios succesfulde toer. Til gengæld indeholder pladen nogle gedigne hilsner til en broget række rock-ikoner fra den nære musikalske fortid.

Engelske Porridge Radio har i løbet af de senere år gjort sig bemærket som et af de mest omtalte, nyere bands på indie/slacker-scenen, hvor deres forrige plade, Every Bad, sågar var at finde på blandt andet Undertoners årsliste over de bedste udenlandske plader i 2020. Bandets succes tilskrives generelt kombinationen af frontperson Dana Margolins stemmeføring vekslende mellem kontrolleret og desperat, de insisterende tekster, der småpsykotisk kredser i cirkler om de samme sætninger igen og igen, samt en fængende og ret ukompliceret alternativ rocklyd à la de gode gamle 90’ere.

Alt dette får vi stadig serveret i nogen grad på bandets tredje pladeudgivelse, Waterslide, Diving Board, Ladder To The Sky. Følelsesregisteret lader dog til at være transformeret fra slacker-nihilisme til en mere indadvendt eftertænksomhed, hvad der på sin vis også afspejles i den stemningsfulde titel. Hvor Every Bad var en mørk og hverdagssatirisk perle – udgivet i marts 2020 som det perfekte lydtapet til corona-isolationens fortvivlende kedsomhed – så er Porridge Radios nye udgivelse nærmere lyden af den ro, der sænker sig efter desperationens tankemylder. I hvert fald er der skruet ned for den ellers karakteristiske vekslen mellem støj/stilhed, eufori/vrede og opgivelse/lettelse, og i stedet har bandet skabt en mere afbalanceret, jævn plade, hvor følelseskontrasterne er udlignet både på lyd- og tekstsiden. 

Pladen ligger fint fra land med “Back to the Radio”, som er en ret sød, emo-fusioneret sang om, at man jo ikke kan få det bedre, hvis man ikke taler om det, vel? Hvis ikke det var for Margolins rå, dirrende stemme og den vrængende guitar helt bagerst, kunne det næsten høres som et af de mere alternative indslag på Boogie Listen. Altså tenderende poppet på Green Day-måden – men det holder! Det næste nummer, “Trying”, leder os tilbage på indie-sporet; dog med en overraskende dæmpet, nærmest folkrocket instrumentering i form af akustisk guitar, bløde tom-toms, tamburin, samt et lækkert lille korakkompagnement fra medvokalist Georgie Stott.

Flere af pladens følgende numre cementerer i kontrast hertil, at synthesizeren er blevet et fast, nyt indslag i bandets lyd. På “Birthday Party” får vi et indblik i fødselsdagen fra helvede, hvor Margolin henover en vibrerende, Moog’et lyd og et insisterende, lavtliggende guitarriff proklamerer »I don’t wanna be loved« om og om igen. Repetitionen når dog ikke helt de eksalterede højder, der ofte kunne høres på Every Bad. “End of Last Year” har en lidt Broadcast-agtig stemning med sløv synth og knald på bækkenerne, men passerer forholdsvis ubemærket forbi rent melodisk.

Først på “Jealousy” spidser jeg ører igen. Vi er tilbage i det blåtonede univers, som Porridge Radio – som det moderne emo-tenderende band, de lader til at være – mestrer rigtig godt. En Smashing Pumpkins-klingende klaverrundgang dvæler under Margolins skæve klagesang, og vi får et glædeligt genhør med det stream of consciousness-agtige sprog, der også var kendetegnende for den forrige plade. Sætninger og ord, der ikke nødvendigvis giver nogen mening i sammenhæng, gentages på en så hypnotisk måde, at vi (eller måske forfatteren selv) til sidst får repeteret en mening ud af galskaben:

»I’m easy, I’m sad / It’s not easy, it’s sad / Jealousy makes me bad / There’s nothing you can do to bring me down / I’m easy to get to know / It’s easy to understand / I’m freezing, can we go?«

Den muntre “I Hope She’s OK 2” fortsætter tekstmæssigt med repetitionens galskab, men til tonerne af, hvad der lyder, som The Clash møder et retro, japansk gameshow. Det svinger virkeligt. Desværre følger et par numre, som ikke gør noget særligt væsen af sig. Waterslide, Diving Board, Ladder to the Sky er da også med sine 13 numre og godt 45 minutters spilletid et album, som ligger lidt til den lange side. Det mærker man for eksempel på numre som “Rotten”, “Flowers”, “Splintered” og “The Rip”, der alle har det til fælles, at de ligger på et lidt anonymt lige-ud-af-landevejen-poprock-spektrum. Med et lånt udtryk lever grødrockerne her måske en tand for meget op til bandets navn; det er lidt som at tænde for radioen på en vilkårlig station henover morgengrøden.

Samlet set tager pladen sig altså bedst ud med de numre, som genremæssigt stikker lidt af. Her viser bandet, at de har brogede rødder i både post- og poppunk, folkrock og balladernes verden. På den måde er outroen i form af det melankolske og akustiske titelnummer en ret fin repræsentation af bandet på den anden side af deres succesfulde start og måske også en åbning imod, hvad end der venter Porridge Radio i fremtiden. »I don’t want the end, but I don’t want the beginning,« synger Stott og minder os således om, at vi altså ikke får en Every Bad nummer to. I hvert fald ikke med denne plade.

★★★★☆☆

Skriv et svar