Plader

Röyksopp: Profound Mysteries

Skrevet af Joakim Dalmar

Röyksopp er tilbage med nyt materiale, som minder om en rejse ud i rummet. Men det viser sig, at det er ikke så spændende derude i det uendelige univers.

Den norske duo, bestående af Torbjørn Brundtland og Svein Berge, har længe bevæget sig rundt i den elektroniske popmusiks verden sammen, men først siden 1998 har de gjort det som Röyksopp. Med årerne har de efterhånden fået en ordentlig ekspertise og en stabil diskografi, hvor man finder en række anmelderroste udgivelser. Blandt andet debutalbummet Melody A.M., som hurtigt sikrede Röyksopp en plads i det internationale musiklandskab. Det har efterfølgende ført til, at duoen har haft samarbejde med andre nordiske og etablerede kunstnere som Karin Dreijer (fra Fever Ray), Robyn, Lykke Li og mange flere.

Så da det først blev offentliggjort, at den norske duo Röyksopp ville vende tilbage efter godt otte år, var jeg selvfølgelig dybt begejstret og spændt på, hvad elektropop-duoen ville have at byde på. Specielt fordi det var meningen, at deres forrige album fra 2014, The Inevitable End, skulle have været deres sidste.

Profound Mysteries er imidlertid hverken den mest bevægende eller udtryksfulde udgivelse, som Röyksopp har udgivet. Der er ikke meget på albummet, der står ud fra massen. Mit førstehåndsindtryk var, at lyden mindede mig lidt om M83’s album Hurry Up We’re Dreaming med dets teatralske udtryk, der inviterer lytteren med på eventyr – det er i hvert fald, hvad intronummeret “(Nothing But) Ashes…” giver udtryk for med dets arpeggiator-synthesizere og mystik i form af strygere og klaver, som rent faktisk fungerer ganske udmærket.

Det her rummelige, synthesizer-univers går meget igen i løbet af pladen, men det løber ofte af sporet og resulterer i meget lange numre. “There, Beyond The Trees” er et godt eksempel på dette. Hele nummeret igennem kører en dyb synthlinje, der bevæger sig i et sløvt tempo, som dog varierer godt i melodien. Lydsporet er i sig selv bare ikke noget at råbe hurra for. Trods variation i melodien, formår udvalget af lyde at føles en anelse uinspirerede. Tilmed fremstår det forgående nummer “If You Want Me”, hvor Susanne Sundfør synger med, som et akavet MGP-hit, der prøver på at være mere episk og storslået, end det er.

Albummet har dog stadig sine momenter, hvor man tænker, at Röyksopp har formået at skabe et udtryk. Både “Impossible” og efterfølgeren “This Time, This Place…”, som leveres i starten af pladen, har fængende, dansable baslinjer, som understøttes af fyldige, stramme trommer og luftige synthesizere. Det føltes som en god blanding af Daft Punk, M83 og Kavinsky – og endnu pænere sagt, så er det en naturlig videreudvikling af Röyksopps egen lyd.

Hele oplevelsen falder dog hurtigt til jorden igen, netop som man når til enden af de to sange. Pladen udvikler sig henimod langtrukne popsange, som hverken ingen bevægelse eller hook-værdi har. Den førnævnte videreudviklede lyd af Röyksopp føles, som om at den er gået fortabt. Der er ingen hårde linjer i strukturen af numrene, og det hele flyder sammen og bliver ret kedeligt.

Susanne Sundfør får heldigvis sunget med på “The Mourning Sun” til sidst, som er en atmosfærisk afslutning på albummet, der gør det, de forrige numre ikke kunne. Netop at lade lytteren svæve rundt i Röyksopps lille univers af et album uden at blive generet af konstant, uinspireret fyld fra trommer og melodier. Alle elementerne er rummelige og føles mere koordinerede, hvilket giver Sundførs vokal plads og gør den episk og blid.

Det er ikke fordi, at hele albummet skal sejle rundt i et Vangelis-inspireret lydbillede i rummet for, at det bliver et godt koncept, men det er i virkeligheden det, der gør, at albummet bider sig selv i halen i sidste ende. Profound Mysteries byder på momenter, der føles nyskabende og imødekommende, men formår desværre at miste grebet på mange af disse momenter ved at lade uinspireret og forudsigelige fraser i musikken dominere lydbilledet. Der er for mange øjeblikke i løbet af pladen, hvor man tænker, det ikke ville have taget skade af at blive kortet ned – og på samme tid, hvor det føltes, som om at idé-udviklingen på diverse numre godt kunne være have længere. Selvom der ofte er god variation i trommerne og generelt det instrumentale, så føles musikken mere påtaget end interessant.

★★½☆☆☆

Skriv et svar