Plader

VAKT: Frisind

Skrevet af Mads Lind

VAKT er vågnet. Københavnergruppen har med sin nye EP lagt hjørnestenen til et sært og intimt projekt af stor skønhed. Men de er altså kun lige begyndt.

Som VAKT selv har sagt, er det et par knuste hjerter, en pandemi og flere ængstelighedsperioder siden gruppen sidst har udgivet musik. I det lys, kan det måske se lidt beskedent ud med en EP på seks sange. Men Frisind er et godt eksempel på den kunstform, der hedder begrænsning. Der er intet uambitiøst over denne lille udgivelse på 22 gode minutters fortættet drømmepop.

Det hænger udmærket sammen med, at VAKT faktisk har eksisteret siden 2016 og dermed i et godt stykke tid har været en del af den københavnske musikbranche, som de måtte finde deres egen vej i. Gruppen har ønsket at skærpe sit kunstneriske fokus og at koncentrere sig om social bæredygtighed, både indad og i mødet med verden. Sangskrivning har været et fælles anliggende. Det giver egentlig god mening, at resultatet er en håndspillet, gennemarbejdet og forpligtende EP.

Man kan vel sige, at gruppen er blevet mere bevidst om sit virke, eller at den er blevet vakt. For tiden hører man ellers oftest det engelske ord for ‘vakt’, som røster af konservativt tilsnit efterhånden har gjort et skældsord ud af. Men for VAKT er det heldigvis stadig et hædersmærke. Woke er én reaktion på hårdhed og forråelse i kulturen: At finde modet til at sænke paraderne. 

Og Frisind er i dén grad sænkede parader. Solvig Tora Ringhofs lyrik er eventyrlig, nærgående og sanselig. Teksterne, der spiller en væsentlig rolle, rummer på én gang iPhone-notens intimitet, følelsernes naivitet og kroppens intensitet. Det er kærlighedssange i forskellige afskygninger. Temperatur, fugtighed og væske spiller en kæmpe rolle i tekstuniverset, fordi der er noget mystisk og ustyrligt over elementerne, men også noget ophidsende og livgivende. I det hele taget er Frisind en sanselig affære.

Det er Ringhofs måde at synge på, såvel som den øvrige instrumentering, der lader os synke ned i dette sansehav. På “Kys Mig” hjælper åndedrag, hæshed og blødhed i stemmen os helt tæt på. Sammen med en længselsfuld glide-synth, et dumpt beat i halvtempo og en rastløs bas, vrider vokalen sig igennem sangen. Melodierne er enkle og stærke, og mange af de bedste momenter er værd at vende tilbage til igen og igen. Til fælles har de en flot, melankolsk intensitet.

Frisind huser en slags popsange, men på sin egen sære måde. Arrangementerne består af pulserende synth, støjende strenginstrumenter og brudte beats i en varm dis af lydflader og effekter. Det hele er egentlig struktureret i ret stramme former og nøje udtænkte strukturer, men det blødgøres alt sammen af en stor omskiftelighed og kærlighed til kontraster. Og så er klangbevidstheden en konstant kilde til komplementaritet – og velklang – mellem arrangementernes forskellige elementer, særligt blandt synthlydene. Som eksempelvis på “Frosten Er Fake”, hvor iskolde keyboardklange langsomt fortæres af varmen fra en cello, så selve nummerets klangfarve nedbrydes parallelt med tekstens figurative bevægelse mod hedebølgen. Når det til sidst står i lys lue, er det en brændende bas og en flammende guitar, der er klangbærere.

Titelsangen “Frisind” åbner EP’en med en perlende arpeggio, der indrammer en enkel melodi over ordene »Frisind, frisind / Fri mig fra mit sind.« Først er det fint og præcist og en anelse sørgmodigt. Så sætter tunge klaverakkorder tyngde under det svævende arrangement, mens hylende guitarer langsomt bryder igennem. Man fornemmer ligesom noget, som rumsterer under overfladen: et mørke, der vokser. De kontrastfulde skift markerer forskellen på at se tingene klart og at være splittet. Versets eftertænksomhed må vige for frygten for, at overskride hinandens grænser. Tankerne kredser om det, ligesom det tunge beat kredser, når det driver sangens sidste dele fremad. Der er noget fortvivlet over den måde, som stemmerne er i konflikt med hinanden hinanden på, imens nummeret eskalerer. Det minder om det væld af forskellige indskydelser, der kendetegner tvivl og handlingslammelse. Det er svært at være i. Kan man aldrig slippe for det? Kunne et frisind ikke også være et sind, man er fri i? 

Åbningsnummeret er på flere punkter karakteristisk for hele EP’en. Det slår en både blottet og alvorlig tone an, der klinger klart og tydeligt igennem resten af sangene. Det er et intimt univers af sitrende nerver og indsigtsfulde iagttagelser. Desuden viser VAKT allerede fra første nummer et glimrende øre for forbindelserne mellem arrangement og lyrik, form og dynamik. Det bliver hverken klichéfyldt eller unødvendigt kompliceret. Det er nok også en af grundene til, at albummet egentlig ikke føles tungsindigt: Det er båret af en musikalsk lethed. Derfor har det også en umiddelbar appel allerede ved første møde. 

Med sin rolige og vuggende selvsikkerhed, har “Søstre” en særlig vigtighed som EP’ens sidste sang. Den skildrer på drømmende facon en foreningsstund, hvor søstre mødes under månen for at »skille vandene.« Det er en vision om at slutte ring. Et varsel. De stigende og aftagende bølger af synthpads lader os fornemme havets brusen, mens ekkoklangene i sangstemmens kølvand aftegner det åbne, mørke rum. Nummeret ånder. Mod slutningen sætter en bragende basdrone igennem, mens stadig flere stemmer indfinder sig under et fælles kald: »Vi skal mødes nu / Vi skal mødes nu / Mød os ved havet / Mød os på land.« Fællesskabet fødes i samme øjeblik, som bølgen tager os.

Frisind er en debut-EP, der slår bro mellem modsætninger. Den består af elektroniske signaler, hvis lyd bedst kan beskrives med ord som organiske. Den er spillet af en gruppe, men føles som en helhed. Den behandler indadvendte spørgsmål som noget kollektivistisk. Den bygger en enorm varme og energi ud af kolde og hule klange. Den er pop fra periferien, som er stærk i sin ømhed.

Med Frisind er det lykkedes VAKT at præsentere et lille værk, der rammer en Under Byen-agtig intimitet, uden at give afkald på sin egen alkymistiske storhed. På et par af sangene løfter taget sig fuldstændigt, men der er på alle sangene smukke iskrystaller eller små monstre at forelske sig i. Enkelte steder er der også større visioner at spore, som det ville give mening at håbe på endnu mere indblik i fremover. For Frisind er først og fremmest en kærlighedspop-EP, og som sådan ser vi kun aftegninger af det større billede. I glimt virker det hele endda en anelse indespærret, fordi kompositionerne trods alt er så stramme. Musikken lover noget mere. Det er i lysten til at eksperimentere og åbne nye døre, at en stor del af særheden ved sangene opstår. Frisind er i det hele taget bedst, der hvor den er mest sær, og jeg føler mig overbevist om, at denne særhed kan vokse til noget væsentligt og vigtigt. Nu er den i hvert fald vakt.

★★★★★☆

Skriv et svar