Koncerter

Black Country, New Road, 04.06.22, Primavera Sound, Barcelona

Foto: Clara Orozco

Den hypede britiske eksperimentalrock-sekstet spillede udelukkende nyt materiale på Primavera Sound. Det er bandets mindst rockede, men måske smukkeste del af ouvret, som vi fik præsenteret med leadvokal fra halvdelen af medlemmerne.

»Look at what we did together / BCNR, friends forever.«

Sådan lyder refrænet i åbningsnummeret fra Black Country, New Road. Det nærmest minder om en tv-serieintro eller et superheltetema. Jeg gætter på, de færreste i publikum nogensinde har hørt tekstbidden, men ikke desto mindre står flere med knyttede næver i vejret og skråler med på de omfavnende ord. På musiksiden har vi at gøre med et enormt dynamisk nummer med korte stille violinpassager og mere højtempo smadderstykker. Dog smadderstykker, der gemmer på en god melodi og fede detaljer fra saxofon, violin og klaver. Det er en overbevisende start på en koncert, der skal vise at kunne fastholde alles koncentration imod de dårlige odds, som udelukkende ny musik og et festivalpublikum er.

Det er med en stor portion forventning og en del sommerfugle i maven, at jeg har set frem til den her koncert. Mindre end en uge inden udgivelsen af Black Country, New Roads anden plade, Ants from up there tilbage i februar, annoncerede gruppen, at forsanger Isaac Wood havde forladt bandet grundet dårligt mentalt helbred. En lang række koncerter blev aflyst, og bandets fremtid så pludseligt helt anderledes ud. Heldigvis var de resterende seks medlemmer hurtige til at udmelde, at de ville fortsætte. Dog kun med nyt materiale af respekt for Wood – og med en åben invitation til ham om at komme tilbage når som helst. Derfor er det så spændende at skulle være vidne til denne reinkarnation af gruppen. Et Black Country, New Road uden den sjæleudkrængende og konstant i-sine-følelsers-vold forsanger, som Wood var. Kan de mon finde den nye vej ud af det sorte landskab?

Flere af de nye sange har et meget stærkere fokus på stille og langsomt opbyggelige passager. Folkeinstrumenter som harmonika og violin fylder mere i lydbilledet. Tværfløjte ligeså. Det er et mere kontrolleret band, end både For the First Time og Ants from up there har ladt os tro. Det virker mindre skrøbeligt – på godt og ondt. Men det er mindst lige så smukt og fint. Væk er de tunge tæpper af støjguitar og vokalens pinsel. Det er luftigt, legende og meget rørende. Det er på sin vis meget imponerende, de uden deres karakteristiske Wood, kan bevæge publikum med fuldstændigt ukendte sange. Der er helt stille under de nøgne numre, og respekten og tålmodigheden, hungeren efter det nye musik er fælles for alle. Vi har ventet i to år på det her, og selvom vi får noget andet, end vi har bestilt, er der ingen antydning af beklagelse over det.

Forsangertjansen er tredelt mellem bassist Tyler Hyde, pianist og harmonikaspiller May Kershaw og blæserbetjener Lewis Evans. Hyde har lidt af samme angstfyldte diktion, som den tidligere frontmand, Kershaw har den mest yndige lyse vokal, som giver bandet et helt nyt og mere håbefuldt udtryk, mens generte Evans er mere forsigtig og snakkende – et udtryk, der går fint i spænd med bandets underdog-karakter. De tre forskellige vokaler er et fedt nyt særpræg i Black Country, New Road. Det giver numrene nogle distinkte sjæle og udvider bandets lyd. Der er mange ting, der ikke er, som de har været før, men samtidig virker det som en naturlig videreudvikling af udtrykket fra især sange som ”Concorde”, ”Bread Song”, ”The Place Where He Inserted the Blade” og ”Mark’s Theme”.

Fra start til slut er der en eminent publikumskontakt. De fleste i bandet har en mikrofon og snakker glædeligt til den ekstatiske menneskemængde. De er lidt nervøse især Evans, der næsten ikke kan være i sin nye rolle af bare generthed, men når han lige overgiver sig selv til spotlightet, overbevises jeg om, at han nok skal vænne sig til det, som han står der midt på scenen og drejer rundt og synger. Han og de andre løftes alle af publikums benovelse, hujen og klappen. Det er, som om de til trods for skyhøje roser i den internationale presse alligevel ikke forstår, hvor elsket et band de er. Deres ansigtsudtryk er ren taknemlighed og overraskelse. Fantastisk, at de kan være nede på jorden – mange bands i deres sted ville for længst være forsvundet op i deres egen røv. Ikke her nej. Tidligere på dagen havde trommeslager Charlie Wayne kørt i elevator med Earl Sweatshirt – en oplevelse, der havde fået ham i så godt humør, de valgte at skrive en sang om det. Så hvis man skal tage ordene for gode varer, fik vi et energisk og møg-catchy nummer, der var skrevet blot et par timer tidligere. Hvis det ikke siger alt om, at det her band er tilbagelænede og ikke mindst vanvittigt dygtige musikere, så ved jeg ikke, hvad gør.

Koncerten er i det hele taget fyldt med så mange forskelligartede indtryk og udtryk, at det kan være svært at kapere. Specielt når man ikke har noget genkendeligt at kaste anker efter. Af den grund er det blot endnu mere imponerende, at Black Country, New Road fastholder folks koncentration igennem en koncert, der byder på outreret folkemusik, storladen post-rock og en næsten Sinatrask croonende kærlighedsduet mellem Evans og Hyde. Til trods for nogle meget dynamiske numre, er der ikke ét specifikt tidspunkt, hvor alt kulminerer som i bandets opusser ”Sunglasses” og ”Basketball Shoes”. Måske er bandets nye æra bare ikke lige så eksplosiv og larmende, men i stedet præget af smukke detaljer og fine fornemmelser. Hvis det er tilfældet, vil jeg ikke beklage mig, for Black Country, New Road er uden Isac Wood eller ej et unikum i moderne rockmusik, og jeg kommer til at følge spændt med i deres fremtid.

★★★★★☆

Leave a Reply