Plader

Dehd: Blue Skies

Posen bliver ikke rystet på Dehds fjerde fuldlængde udgivelse. Det er både godt og skidt nyt, for selvom bandet aldrig falder igennem, så bliver det heller aldrig for alvor fængende.

Den amerikanske trio bestående af Emily Kemp, Jason Balla og Eric McGrady, har på deres seneste udgivelse Blue Skies ikke forsøgt at opfinde den dybe tallerken, men forbliver i stedet tro mod den rene indie-rock lyd, som har defineret bandet på deres tidligere udgivelser. Dehd har med andre ord lavet et velproduceret album bygget op af simple trommerytmer, en blød men catchy guitar og en lyrik man hurtigt kan lære at synge med på. Til gengæld er der ikke meget nyt under solen, hvis du som fan forventer en ny side af bandet på Blue Skies.

Men fungerer det så? Både ja og nej. På de første gennemlytninger af albummet, var jeg ikke sikker på det var noget for mig. Deres simple tilgang til musikken gør, at der ikke er stor variation på albummet og sangene har en meget ens lyd. De meget korte sange på albummet får hurtigt numrene til at flyde sammen, og personligt savner jeg et opbrud på pladen. Et sted hvor de tager mig med bukserne nede og hvor de gør noget jeg ikke forventer. Det sker dog aldrig og derfor mister jeg hurtigt fokus på musikken, når jeg gennemlytter hele skiven fra ende til anden. Det betyder, at albummet ved de første par gennemlytninger hurtigt bliver en kende kedeligt.

Der sker dog noget når man sætter pladen på for tredje, fjerde og femte gang. Her har du fået et kendskab til sangene og du begynder at kunne synge med på stort set alle numrene, og heri synes jeg pladens styrke ligger. De simple sange bliver man hurtigt intime med, og i bilen, badet eller hjemme i stuen ender man hurtigt med at skråle med på de enkelte numre. Det gælder både de mere up-beat numre, som ”Bad Love”, Bop” og ”Empty in My Mind”, såvel som de mere rolige numre, som ”Memories” og ”Hold”.

De nemme tekster og den simple lyd får mig til at tro, at bandet kunne være en fed oplevelse live. Har du blot hørt numrene et par gange, har du i hvert fald god mulighed for at leve dig ind i en liveoplevelse, hvor der hurtigt vil kunne opstå fællessang med alle de andre tilstedeværende til koncerten.

Personligt er det dog ikke nok til at gøre albummet til en fast tilstedeværelse på mine playlister. Det hele bliver hurtigt for ensformigt, selvom bandet forsøger at spice pladen op ved at skifte forsanger på tværs af numrene, hvilket giver pladen en smule nyt liv. Trods dette formår Dehd aldrig at fange mig hundrede procent og numrene sidder ikke i kroppen på mig efter jeg har hørt albummet.

Dehd har med andre ord lavet et album til deres fans og elsker man den lyd, man kender dem for, så er jeg sikker på du også vil elske ”Blue Skies”. Bandet ved hvem de er, hvem de laver musik til og er ikke interesseret i at ændre på den opskrift de kender. Det betyder til gengæld at potentielle nye fans som mig, kan gå hen og finde albummet en smule trivielt. Selvom jeg helt sikkert vil synge med mine lungers fulde kraft, næste gang jeg hører ”Bad Love” blæse ud af højtalerne.

★★★☆☆☆

Skriv et svar