Koncerter

Fontaines D.C., 03.06.22, Primavera Sound, Barcelona

Foto: Eric Pàmies
Skrevet af Daniel Niebuhr

Irske Fontaines D.C. er godt på vej til at blive 2020’ernes største postpunkband. På den ene af Primavera Sounds hovedscener var de dog stadig et stykke fra at kunne skabe den nærværende og intense koncertoplevelse, som deres musik ellers har kvaliteterne til.

Er der ét band, hvis karriere pandemien øjensynligt har gjort underværker for, må det næste være irske Fontaines D.C. I starten af 2019 havde de kun de nedbarberede og punkede Darklands Recordings at gøre godt med, før debuten, Dogrel, udkom senere samme år og viste en lidt mere poleret og melodisk tilgang til irernes egen postpunk. Den blevet midt under den første nedlukningssommer året efter fulgt op af A Hero’s Death, der i min optik ikke nødvendigvis bragte noget nyt med sig for Dublin-kvintettens vedkommende. Derfor var der måske også behov for en lidt “længere” udgivelsespause, førend Fontaines D.C. i april måned i år var klar med Skinty Fia, hvis klarere fokus på grooves, melodier og bandets irske rødder udmunder i deres til dato stærkeste og mest komplette værk.
Det giver altså tre studiealbum på tre år – ikke nødvendigvis hyperproduktivt sammenlignet med så mange andre bands, men hyppigt nok til at holde kreativiteten, drivet og den stadigt voksende interesse for bandet intakt.

Så hvor store er Fontaines D.C. egentlig blevet? Store nok til hovedscenen på en af Europas største festivaler? Fra Primavera Sounds bookinggruppes side var troen på, at irerne kunne løfte dén opgave, i hvert fald stærk nok til, at man turde lade det komme an på en prøve.

En hurtig spoiler herfra: Havde det ikke været for netop scenestørrelsen, var vi uden tvivl endt meget højere i den samlede vurdering, for Fontaines D.C. er stadig et band, der allerhelst skal opleves så tæt på som overhovedet. Der er nemlig fortsat et overvældende nærvær og sublim intensitet i forsanger Grian Chattens udstråling samt disse mørke, støjende undertoner i bandets musikalske udtryk, som mister alle deres kvaliteter i dagslys såvel som afskåret fra selve publikum.

Derfor virker det også påfaldende distanceret, da den pulserende bas og keltiske kor fra Skinty Fia-åbneren, “In ár gCroíthe go deo” sætter i gang, mens Chatten – iført sporty solbriller, joggingbukser og Scarface-trøje – vræler »Gone is the day / Gone is the night / Gone is the day.« Der er simpelthen for mange meter mellem os og dem, hvilket “A Lucid Dream” fra A Hero’s Death eller den garagepunkede “Sha Sha Sha” fra debuten heller ikke formår at rette op på.

Hvad, man til gengæld ikke kan tage fra Fontaines D.C., er deres eminente scenetilstedeværelse og underholdningsfaktor. De er et frygteligt godt rockband i ordets reneste forstand; showmen, entertainere og alt det dér. Carlos O’Connell og Conor Curley veksler flydende mellem lead- og rytmeguitarrollerne, mens de hver især stramt vedholder deres henholdsvis intro- og ekstroverte fremtoninger. Men det er selvfølgelig Chatten, der er det primære fokuspunkt, som den ægte rockfrontmand han efterhånden har udviklet sig til at være. »Fuck the queen,« lyder det med en bevidst mumlen fra ham efter “Roman Holiday” og beviser, at de irske rødder ikke kun forankrer sig i selve musikken. Andre gang tyrer han rundt med en tamburin, hvilket i kombination med solbrillerne og den apatiske attitude minder om en anden kongehusopponent; Ian Brown. Sammenligningsgrundlaget bliver i hvert fald ikke mindre, da Fontaines D.C. kaster sig ud i titelnummeret fra Skinty Fia, der med sine dansable trommerytmer og groovende bas virker som taget ud af Madchester-dagene. Sammen med albumlukkeren, “Nabokov”, tegner de sig i øvrigt for de bedste indslag fra den seneste skive, som uden tvivl bør komme til at præge bandets sætliste langt ud i fremtiden.

Det er dog “Too Real” og “Boys in the Better Land” – begge fra Dogrel, men sidstnævnte sågar også helt tilbage fra Darklands-indspilningerne – der fremkalder den største respons med deres uforfalskede punkophav, som for en stund leveres endnu hurtigere end i numrenes studieversioner og på den måde skaber dét nærvær, som bandet har kæmpet med at etablere hele vejen igennem. Vi lukker en anelse forventeligt med det oplagte singlevalg fra Skinty Fia, “Jackie Down the Line”, som til nummerets store ros har et af de bedste omkvæd i hele bandets bagkatalog, men som også helt klart fungerer bedre klemt inde midt i sætlisten end som egentligt afslutningsnummer.

Om en måned gæster irerne så Danmark, og til alles held bliver det på en meget mindre scene. Måske bliver det også den sidste chance for at se dem på dansk grund, inden bookerne herhjemme også må overgive sig og indse, at Fontaines D.C. er på vej til at blive 2020’ernes med længder største postpunkband.

★★★★½☆

Skriv et svar