Koncerter

Goat Girl, 10.06.22, Syd for Solen, København

Goat Girl @ Syd For Solen 2022
Foto: Daniel Nielsen

Goat Girl nåede kun momentvis igennem med deres underspillede punk-vibes og leverede derfor en forglemmelig første optræden på københavnsk jord.

Et sted syd for solen løb en ny festival af samme navn af stablen denne juniweekend i Søndermarken, København. Festivalen, arrangeret af smash!bang!pow!, følger konceptet “én dag ad gangen” med tre dages musikprogram, der sådan cirka dækker tre forskellige genreområder. Dog med paraplyen “hav det lidt alternativt, men spis lige Meyers til” à la den hedengangne Haven Festival på Refshaleøen. Fredagen stod således i rockens tegn, dog med en tydelig undtagelse i form af den britiske og tilsyneladende temmeligt skæve grime-rapper Slowthai.

Eftermiddagen bød, heldigvis for mig, på en mere cool britisk optræden med et anderledes musikalsk islæt, nemlig den indie-punkede South London gruppe Goat Girl, som her gæstede København for første gang. Bandet består af vokalist og guitarist Clottie Cream (Lottie Pendlebury), guitarist og medvokalist L.E.D. (Ellie Rose Davies), bassist Holly Hole og trommeslager Rosy Bones (Rosy Jones). De er, mig bekendt, gået lidt under radaren herhjemme, trods at de har to gedigne udgivelser bag sig, der skriver dem ind i en række af tidens nye lovende og politisk engagerede postpunkgrupper, ofte med kvindeligt fortegn (fx. Porridge Radio, Dream Wife, Dry Cleaning).

I dagens anledning var den grunge-udseende kvartet udvidet til en kvintet med tilføjelsen af en synth-spiller. De fem trissede ind på festivalens lille scene “Højen” under Søndermarkens trækroner foran et lidt sol-dvask publikum. De fleste af de sparsomt fremmødte stod med godt en meters afstand, så der var god plads i tilfældet af at der skulle opstå vild men respektabel indiedans. Det skulle der dog ikke blive noget af i gedepigernes selskab. Det skyldes dels, at bandet fremstod ret uengageret og aldrig nåede særligt godt ud til publikum, og dels nok også den lille eftermiddagshede i solen, mange gæster følte sig tilskyndede til at nyde.

Koncerten blev indledt på lidt lavt blus og med, skulle det vise sig, en »messed up amp«, som måtte skiftes efter første nummer. Dog fik vi en god forsmag på især Holly Holes virkeligt groovy basspil, som hele koncerten igennem lå langt fremme i lydbilledet og cementerede det punkede i et ellers lidt for tilbagelænet indiearrangement. Et par numre inde havde bandet spillet et par af sangene fra deres 2021-album On All Fours, deriblandt en fin og mere shoegazet version af den uptempo “Badibaba”, men jeg havde endnu ikke mærket noget til den samfundskritiske energi, der ellers kendetegner bandets lyd og tekstunivers. På dette nummer samt det følgende, “Jazz (in a Supermarket)”, præsenterede gruppen en mere eksperimenterende flade med lange outroer, men grundet deres distancerede attitude kom disse ellers vellydende brud til at fremstå for indadvendte.

Koncerten var indhyllet i en monotoni, som faktisk blev fremhævet, da forsangeren spurgte, om der var nogen, der glædede sig til at se Slowdive (som spillede næste dag på festivalen). Hvortil svaret i mine tanker var: Jo, jeg kunne godt ønske mig væk herfra til en Slowdive koncert. At dømme efter, hvor mange i publikum der nu havde sat sig ned i græsset, var der grangiveligt flere, der kunne ønske sig bort. Og endnu tydeligere blev distancen, da de oppe fra scenen begyndte at pointere, at der nu var 15 minutters spilletid tilbage. Lidt af en party pooper.

Med viden om at de nu snart kunne gå fra scenen var det som om, de fem venner dog fik lidt fornyet motivation for at give den gas. På “Viper Fish” fra debutpladen Goat Girl kom der ekstra tryk på trommerne, og Holly Holes hypnotiserende bas fik banket lidt liv i de dvaske tilskuerben igen. Rigtigt energisk blev det dog først ved koncertens sidste nummer, førstesinglen “Sad Cowboy” fra den seneste plade, hvor synthfladen samlede de andre instrumenter op og bandt lydbilledet sammen – endelig. Det var et tiltrængt element til koncerten, som ellers var præget af en ret anonym fremførsel af både guitar, trommer og et stykke ad vejen også leadvokalen, som flere gange fremstod mudret.

For et band der blev scoutet på baggrund af en liveoptræden på det legendariske spillested the Windmill i London, var Goat Girl et lidt skuffende liveindslag denne fredag. Det ville sikkert klæde dem bedre at stå på en mindre indendørsscene end på en festival for Københavns smarte folk. Konklusionen er dog, at de desværre ikke lagde nok energi i fremførslen til, at vi blev rigtigt draget ind i deres musikalske univers.

★★★☆☆☆

Fotos af Daniel Nielsen

Skriv et svar