Koncerter

Gustaf, 02.06.22, Primavera Sound, Barcelona

Foto: Dani Canto

Newyorker-artpunkbandet Gustaf kom, så og sejrede i Barcelona. Med en smittende energi, en utrolig spilleglæde og et sammenspil, der overgår mange bands i samme genre, overbeviste de den spanske havnepromenade om, at humor og rock kan være den mest oprigtige kombination.

Solen er gået ned, da Brooklyn-kvintetten Gustaf springer ind på den lille scene, men de fem musikeres brede smil lyser hele havnepromenaden op. Fra første stramme trommebeat og minimalistiske baslinje har gruppen en smittende energi, der ligeledes får trætte festivalben til at rykke til rytmen.

Da jeg ved årsskiftet anbefalede Gustafs debutplade, Audio Drag for Ego Slobs, skrev jeg, at de »spiller post-punk på den måde, man kun kan i Brooklyn, New York. Helt stram motorisk bas og trommer, der kører i hypnotiserende ring og passer perfekt til at ile ned ad storbygaderne. Skøre, forvrængede guitarindfald, som man aldrig ved, hvornår kommer.« Dertil lægger man simple, ofte humoristiske tekster leveret med den dejligste flabede vokal fra forsanger Lydia Gammel. Det er herlig musik, man kan danse til og grine sammen med.

I aftenlysets skær har Gammel intens øjenkontakt med skiftevis forskellige i publikum og sine egne bandkammerater. Alle skal føle sig set. Vi er sammen om den her koncert. Gammel råber sine tekster, men det er råberi, der har en melodisk bund, som gør sangene så catchy, at folk, der ikke har hørt debutpladen, alligevel kan synge med rigtig hurtigt. Og det gør de.

»I’m good / I’m very very good / I’m good,« kører på repeat under “Best Behvaiour”, og at folk synger det i kor, mens de danser, er noget af det mest wholesome, jeg har oplevet på en festival længe. Mellem hvert nummer smiler publikum til hinanden og udtrykker, at det her, det er virkelig, virkelig fedt.

Det er dog ikke kun Gammel, der nægter at stå stille på scenen. Mens hun løber fra den ene side af scenen til den anden og klasker sig selv i hovedet af bar ekstase, hopper percussionist og korsanger Tarra Thiessen op og ned, mens hun banker på alskens slagtøj. Hun har et helt bord foran sig med tamburiner, plastikgrise og jeg-ved-ikke-hvad, men det er ikke altid tilstrækkeligt at spille på én af tingene. Nogle gange banker Thiessen bare sine trommestikker nede i hele bordet, så det rasler og støjer i det helt opspændte lydbillede. Det er ude af kontrol, som kun verdens bedst spillende børnehave kan gøre det; tilpas primitivt, legesygt og euforisk. Gustaf er som født til at spille koncerter.

I modsætning til mange af festivalens koncerter, er der på den mindre Quigo-scene ingen problemer med lyden. Guitar, bas, trommer, percussion og lead- såvel som korvokal ligger perfekt i mixet, og der spilles dejligt højt. De skarpe detaljer, såsom Thiessens dybt forvrængede stemme eller guitarist Vram Kherlopians en-strengs-nedgange på sin seksstrangede, gør Gustaf til dem, de er. Dertil kommer så de sjove tekster. Humor skal ikke nødvendigvis doseres med løs hånd i rockmusik, hvis det ikke skal kamme over. Heldigvis formår Gammel at levere teksterne med en sådan oprigtighed, at man under smilet står og tænker: »Du siger faktisk noget meget rammende lige dér.« De går på fineste vis balancegangen mellem at være enormt underholdende uden at forfladige deres musik, som få bands kan gøre det.

Tag en sang som ”Dog”: En sang om at savne sin eks-kæreste, men som Gammel åbenlyst forsøger at bortforklare med, at det altså bare er, fordi vedkommende har en sød hund. Det er både sjovt og lidt smertefuldt, når hun synger: »I forgot that I had ever loved you / and then I saw your dog.« Thiessen pifter i en fløjte og gør præcis som en hund, mens trommer, bas og guitar lægger det svedigste groove til at slingre i storbyen med solbriller på og beglo ekskærester. Så cool. Så tilpas grinagtigt. Gustaf har fået en tilpas stor menneskemængde til at stå og synge »woof woof woof,« og ikke én person har det kikset med det.

Førstesinglen, ”Mine”, får vitterligt de forreste mange rækker til at koge over, og ekstasen er til at tage og føle på. Gustaf har holdt et energiniveau og en publikumskontakt i tre kvarter, der er efterstræbeligt for de fleste bands, og de har tydeligvis lyst til at spille i dobbelt så lang tid, hvilket publikum også gerne vil have. Vi får et uudgivet nummer som det sidste, hvor hele bandet endnu engang fester løs og skråler med.

Gustafs musik er ikke den nye dybe tallerken; det lægger sig i slipstrømmen af bands som B-Boys og Bodega. Men de gør deres arbejde så fandens stærkt, at man i hvert fald umiddelbart efter aftenens koncert står med følelsen af, at Gustaf måske er de bedste i kategorien melodisk newyorker-art/postpunk. Næste gang jeg får muligheden står jeg i hvert fald også helt forrest.
Kom gerne ind i kampen, Roskilde!

★★★★★½

Skriv et svar