Hvis man var i tvivl om, hvilken type orkester der headlinede fredag aften på Syd for Solen, smash!bang!pow!s nyeste festivalskud på stammen i københavnske Søndermarken, så kunne man bare tage et kig på gennemsnitsalderen hos det tilbageværende publikum, som nok lå omkring de 45. Programmet, som tenderer imod indie, henvender sig ellers til et lidt yngre publikum. Havde jeg ikke skulle anmelde, var jeg nok også taget hjem før aftenens sidste koncert. For nogen Oasis-fan har jeg, indrømmet, aldrig været.
Heldigvis behøver man jo ikke være fan for at underkaste sig stadionrock-psykologien. Når månen skinner over en lille lund i skoven, hvor tusinder af forventningsfulde mennesker er samlet, når de farvede lyskegler fra projektørerne rammer trætoppene, og det første tunge guitarriff runger ud over pladsen, og der går et brøl igennem publikum, så er det nærmest ligegyldigt hvilken rockstjerne der står deroppe – så skulle man da være et skarn, hvis ikke man rammes af en vis orange feeling.
Men kort før koncertstart efterlod publikums krævende tilråb ingen tvivl om, hvem der om lidt skulle gå på: “Liam! Liam! Liam!” lød det, før en (undskyld mig) lidt “prollet” intro-video, projekterende ord som legend og icon op til diverse billeder af Liam Gallagher, gik i gang og indhyllede pladsen i et sepiafarvet lys. Så gik et ni mand/kvinde-høje orkester på scenen, foruden legenden himself, som kom vadende ind til festivalens hidtil største bifald.
Vanen tro var Liam Gallagher, en af britpoppens største figurer, iført et uransageligt no-fucks-given ansigtsudtryk, pilotsolbriller og hans karakteristiske frisure, som man kunne driste sig til at kalde en britisk mullet. Under stort set hele koncerten hang armene bare ned langs siden på ham i hans store grønne anorak, når han da ikke raslede skødesløst med en tamburin eller et sæt maracas her og dér. Altså en ægte kontrolleret og arrogant rockstjerne, der intentionelt ikke lader sig imponere af de mange fremmødtes åbenlyse tilbedelse.
Liam Gallagher er heldigvis ikke bleg for at give folket det, de vil have, og derfor er hans arrogance også tilforladelig. Modsat hans bror (og ærkefjende) Noel Gallagher, afholder han sig ikke fra at spille fra Oasis-kataloget, på trods af at han har flere års solokarriere bag sig. Således lagde han hårdt for med to Oasis numre, “Hello” og “Rock ‘n’ Roll Star”, sidstnævnte med slet skjult hentydning til hans egen rockstjernefremfærd.
Herefter fulgte en håndfuld numre fra Gallaghers egne plader, der, trods et særdeles velspillende orkester, ikke rigtigt formåede at få de hit-hungrende masser til at udvise særlig stor interesse. Mange af mine nærmeste medpublikummer havde i hvert fald travlt med at vælte rundt og kaste med ølglas eller råbe på noget mere Oasis. På den respons reagerede Kong Liam, ikke overraskende, med et påtaget surmulende »louder!«, når han ikke syntes klapsalverne var høje nok. Alligevel svarede han igen med endnu en Oasis-kavalkade, blandt andet “Stand by Me”, der fik en skov af lysende telefoner i vejret i skumringstimen.
Således opløftet, men så var det også blevet tid til en reklame for det seneste album C’Mon You Know (2022): »If you don’t have it, get it fucking bought!«, vrissede anorakmanden. Herefter fulgte et par numre fra selvsamme plade, hvoraf det markant mest interessante var den semi-akustiske “More Power”. Her fik kortrioen faktisk lov til at overstråle Gallagher med deres enstemmige og forfriskende barnligt lydende refræn »I wish I had more power«, mens en blueset uptempo outro virkelig løftede stemningen et nøk opad og cementerede, at Gallagher stadig er en stor sangskriver, der nemt kan samle et verdensklasseband bag sig.
Med hans skulende ansigtsudtryk og drevne engelske accent, var det næsten svært at tyde, om Gallagher sagde »fuck you« eller »thank you« mellem numrene. Men efter “Wonderwall”, aftenens næstsidste nummer, var han nødt til at takke os, for han afholdt sig, på vanlig tilbagelænet vis, næsten helt fra selv at synge de legendariske ord i omkvædet og overlod det stort set helt til det frådende publikum. Hvis den ikke allerede var hjemme med “Wonderwall”, så var den euforiske modtagelse af afslutningsnummeret “Champagne Supernova” nok til at selv en lettere indifferent Oasis-lytter som undertegnede følte sig dristet til at hive telefonen frem og forevige øjeblikket med en hjemmevideo (hvad hun måske, måske ikke gjorde).
Trods rockstjerneattituden var Liam Gallagher altså både rundhåndet og tilstedeværende denne aften, og med et toptunet band var det en ganske værdig oplevelse i den klassiske britpops tegn.
Fotos af Daniel Nielsen.
