Plader

Liss: I Guess Nothing Will Be The Same

Skrevet af Mads Lind

Det danske popband Liss med den lysende fremtid mistede Søren Holm til selvmord. Men de nåede at indspille et debutalbum, der byder på alt det intense og naive, som gjorde dem så vidunderlige.

Det er svimlende, hvad Liss har måttet gennemgå, for at vi nu kan lytte til det her album. For et år siden gik forsangeren Søren Holm bort, da han “mistede livet til selvmord”, som bandet selv formulerer det, fordi den slags ikke bare er et valg. Men inden da var et album blevet færdiggjort, som de efterladte nu udgiver, så musikken i det mindste kan leve videre.

Da bandet i 2015 gav deres første interview til dansk presse, var de allerede så sammentømrede, at de konstant færdiggjorde hinandens sætninger. Interviewets rubrik lød ‘Vi er én person’. Men Liss er ikke længere en hel person, og nu markerer I Guess Nothing Will Be The Same så begyndelsen på den proces, der skal føre til en eller anden form for accept, ikke overkommelse, af dén skæbne. Også derfor er tabet af Holm så knusende.

Og med det, er Liss’ ellers så blændende fremtid for evigt aflyst. Debutalbummet blev til en nekrolog. Bandet opløser sig selv idet det udkommer.

I 2015 var uskylden tilsyneladende stadig så intakt, at de overvældende nye muligheder ikke var blevet til et umuligt forventningspres. Pharrell Williams spillede notorisk deres første single i sin podcast. XL Recordings signede dem, de spillede på festivaler i Europa og blev omtalt internationalt. 

Men det stod også hurtigt klart, at intet af alt dette var nemt for Holm. I hemmelighed håbede han på at undgå spotlys og takketaler, hvor han skulle udtrykke, hvor glad han var for at lykkes. For glad var han ikke, har han senere sagt. En i forvejen forkrøblende angst, hyperintensiveret af tourliv, branchestress og kreative ambitioner, blev til sidst så invaliderende, at organismen kortsluttede. Efter et panikanfald fulgte en indlæggelse på psykiatrisk hospital. “Jeg troede aldrig, at jeg skulle være dén person,” sagde Holm selv om sin sygdom. 

Indhyllet i de uhyggeligste omstændigheder udkommer så det her album, der er lige dele følelsesmættet forstadsjam og smittende ungdomsrenhed. Albumcoveret indkapsler så perfekt bittersødmen ved det hele: Bandets fire medlemmer fremviser hengivent deres overarme, alle med nye, rødmende LISS-tatoveringer. 

»A selection of memories with our beloved friend, Søren«. Sådan lyder deklarationen i starten af musikvideoen til den første single, ”Country Fuckboy”, der udkom som halvdelen af en dobbeltsingle i maj. Og i princippet kunne det lige så godt have været beskrivelsen af albummet som helhed, der umuligt lader sig adskille fra historien om Holm. I et udpluk af de glimt, vi stadig har af ham.

Liss blev kendt for en særligt lys, let og boblende indielyd, der både har en hed soulenergi og en Durutti Columnsk guitardybde. På I Guess Nothing Will Be The Same, er disse elementer stadig til stede, og det er kærligheden til uformindskede omkvæd om forelskelse og længsel også. Det hele har en vis 90’er-agtig smoothness over sig, som aldrig tildækker den blå tristesse. 

Albummet tæller 11 numre, der alle befinder sig på samme spektrum af blide og groovy, melodifokuserede og intense popsange, der har god timing og flotte hooks i overmål. Meget afhænger derfor af melodisk præcision og af evnen til at ramme en spænding eller en følelse helt rent. Længste nummer er 4:01 langt. Desværre er der flere halvslappe omkvædsgentagelser og en god del ensformighed i både rytmik, instrumentering, form og miks. På flere numre opstår den fornødne magi simpelthen ikke, som på “Turn Your Back On Me” og “Boys In Movies”. Her kunne man godt få den ide, at der også indgår minder fra en proces, der aldrig helt blev afsluttet. 

Højdepunkterne er til gengæld ganske høje. På både åbnings- og afslutningsnumrene når vi et par spadestik dybere, både tematisk, dynamisk og melodisk. Der er også et par andre numre, der på forskellige punkter formår at løfte sig til noget andet og mere end ret gode popsange. Tilsammen en håndfuld numre, der gør, at albummet er det hele værd. For mig er resten desværre lidt forglemmeligt, omend iderigt.

“Exist”, som er den anden af de to singler, brænder hele vejen ud gennem højtalerne med sine ætsende flader og sit pulserende 808-beat. Det akustiske klavers brede klange er et flot supplement til de guitar- og synthbårne lydbilleder på albummets øvrige numre. »It’s never too late to start again/do more than just exist« synger Holm indtrængende i begyndelsen, inden nummeret flytter sig ind i en ny fase af repetitioner, tiltagende intensitet, total nedsmeltning. 

“Country Fuckboy” har fået sit navn fra Holms selvironiske selvudnævnelse som en måske lidt smart type, der flytter tilbage til Vestjylland. Det er en rockende og ophøjet banger om at være strandet. Nærmest som hyldest til Tame Impala er verset opbrudt af fills på pannede flangertrommer, mens melodien føles som var den sunget af en fortabt tilbageflytter mod den flade, vestjyske himmel. »Everyone is moving on/While I am stuck in no man’s land,« synger Holm. Drevet af et dobbeltanslag på en diskant nylonstreng, virker hver takt lidt som en pause. Det giver nummeret en suspenderet fornemmelse. 

Noget af det, der for mig udgør en af Liss-lydens mest bevægende sider, er netop mellemrummene i melodierne og  arrangementerne. På eksempelvis “Country Fuckboy” og “Sure” bliver den slidte læresætning om, at musikken findes i pauserne, bekræftet. De små ophold, breaks og fratrukkede elementer i akkompagnementet puster luft i sangene og giver mere plads til det væsentlige, såsom melodierne eller den perkussive fremdrift.

Slutummeret “Text Me Back” tager sig den tid, som ofte skal til for at en atmosfære kan vokse på en organisk og indlevende måde. Egentlig er det klassisk og ukompliceret, når arpeggioet i ét langt, kaskadisk crescendo danner en bevægelse, som stadigt flere instrumenter kan slutte sig til. Men det er den slags, Liss var så fantastisk gode til. Når endelig crescendoet ophører, og vi med ét pludselig står over for de helt blottede ord »I guess nothing will be the same«, giver det altsammen mening alligevel. Så behøver vi ikke andet end keyboardets anslag og Søren Holms vocodede inkantate til at ledsage os ud af albummet igen.

Liss dyrker ligesom noget af popgenrens blåøjethed, både lyrisk og musikalsk. Og det er forståeligt, hvis nogle lyttere ærgrer sig over teksternes naivitet og savner, at Holm lidt oftere havde sendt på flere frekvenser, mere figurativt eller tvetydigt. Sproget er mange steder decideret klichéfyldt. Det kredser om en lille håndfuld tematikker, som allerede er mere end fortærskede. Noget lignende gælder for de bløde melodier, der ofte flirter med det alt for oplagte og kedsommelige, eksempelvis i omkvædene til “Nobody Really Cares” eller “We Made It”.

Det kommer man ikke uden om at tage stilling til, når man lytter til I Guess Nothing Will Be The Same. Men hvis man tillader det, er det faktisk også det, der kan gøre det befriende at lytte til Liss. Hvad der risikerer at falde helt til jorden på skrift, kan ofte flyve overraskende højt, når det sættes på musik. På dansegulvet, på et road trip eller til en koncert er det sommetider de fjollet simple strofer, der bliver til den skinbarlige, fortryllede sandhed. Man får chancen for at fejre, råbe, sørge eller grine, når man føler sig lidt plat. Man kan ligesom se det blåøjede i øjnene.

En afgørende grund til at Liss på en eller anden måde alligevel brillerer, må være al charmen og smerten (der på en måde virker som det samme) i Holms stemme. En lidt vrængende og nasal klang, der både kan være meget luftig, blid og kraftfuld. En stakkeret måde at synge på, som hele tiden efterlade smuthuller. Karismatisk og direkte. 

I DR’s podcast Sangskriver, skrev Holm og Strange sangen “I’m Fine” på live radio(!), og i bidder kan man høre Holm finde og synge melodierne helt uredigeret og i al sin usikkerhed. Der er noget vaklende ved det hele, som glimtvis er virkelig rørende. Selvom de melodier, der kom til ham, ikke altid talte et helt nyt og banebrydende tonesprog, så gemmer der sig en enestående sirlighed i finesserne og timingen, som når helt ind alligevel.

Liss har valgt albummets titel fra de linjer, der udgør Holms sangtekster. I Guess Nothing Will Be The Same. Det er en flot titel, der rammer dødsfaldets og sorgens permanente virkning. For mig er der også en anden linje blandt teksterne, som indkapsler det hele: »Is there ever a right moment to talk about this?« En linje, som Holm så drømmende gentager i de sidste minutter af singlen “Exist”

Det er både spørgsmålet om, om det nogensinde lader sig gøre at dele den smerte, han levede med. Måske gjorde det aldrig helt det. Det er samtidig spørgsmålet om, om det nogensinde bliver mere rigtigt for de efterladte at tale om, hvad der er sket. Måske kan albummet være det moment? I hvert fald slutter “Exist” med ekkosløjfen efter Holms stemme, hvor linjen er blevet til “a right moment, a right moment, a right moment”. Som om øjeblikket er nu.

Men det er også et spørgsmål, som har fået mig til at tænke over, hvordan man efterbehandler et album med sådan en tilblivelseshistorie. Kan og bør vi stadig vurdere det? Er det ikke pludselig frygtelig ligegyldigt, om numrene charter eller streamer? Og er det ikke ubetydeligt, om anmeldere kan lide dem? Er der noget godt tidspunkt til at evaluere et værk, som er omgivet af den slags alvor? 

Hvordan behandler vi normalt de vidnesbyrd, som musikken udtrykker, for eksempel på sangen “Nobody Really Cares”? Kunne mange ikke lidt kynisk have afskrevet følgende linjer som uoriginale og sentimentale?

»there’s a pressure in my chest again
i’m going downhill yeah, i’m on my way
so many things i wanna say
but i don’t know how to, or when«

På bagkant ved vi bare, at det netop var denne tilstand, der var absolut livstruende. Har følsom popmusik vænnet os til den slags erfaringer i en sådan grad, at vi ikke kan tage dem alvorligt før det er for sent? Var det ikke også musikbranchen, der skubbede til Søren Holm? Måske skulle vi blive bedre til at lytte. I den forstand kan man sige om albummet, at intet bliver det samme, når først man ved, hvad der skete. Det er ikke muligt at glemme det, når man har hørt det. 

I den anledning kan det godt give mening at minde sig selv om, at musikken altid overskrider de meninger og reaktioner, den bliver mødt med. Det her album er så uendelig meget mere end det. 

★★★★☆☆

Skriv et svar