Koncerter

Metallica, 15.06.22, Copenhell, København

Foto: Anders Gross Mikkelsen / Metaladay.dk
Skrevet af Daniel Niebuhr

Metallica var på, men aldrig rigtig “på”, da de for først gang gæstede Copenhell, hvor et svingende lydbillede såvel som individuelle præstationer i sidste ende kun blev holdt oppe af gensynets glæde med thrashlegendernes største hits.

Jeg gad virkelig godt elske Metallicas “hjemkomst” onsdag aften på Refshaleøen foran flere end 30.000 ellevilde tilskuere og -hørere, det gad jeg virkelig. Men faktum var, at de selvskrevne legender aldrig rigtig brød igennem forventningens hadrianermur, men i stedet mageligt hvilede på deres nænsomt opstillede hovednavnspiedestal – til trods for en sætliste, som bestemt var fyldt med en god blanding af crowdpleasere og uforudsigeligheder.

For det var en ganske velrystet pose – indeholdende en bred palet af sange fra thrashpionerernes bagkatalog – som Lars, James, Kirk og Robert diskede op med, mens solen så småt gik ned over den propfyldte festivalplads. Her lagde “Whiplash”, “Creeping Death” og megahittet “Enter Sandman” – fra henholdsvist Kill ‘Em AllRide the Lightning og den selvbetitlede, sorte skive – for; for på den måde at signalere, at vi vitterligt ikke kunne være forberedt på noget som helst denne aften.

Men meget lidt fungerede i det brogede lydbillede, hvor bandet startede helt ude på den udvidede scenekant, der omgrænsede det VIP-fyldte pitområde. Især lydtapeterne af frenetiske thrashmetalguitarer forekom med så store udsving, at selv genkendelige riffs fra båd “Welcome Home (Sanitarium)” og “Sad But True” svang hjælpeløst i aftenvinden. Dertil måtte man i øvrigt lægge, at James Hetfield havde meget store vanskeligheder med at vedligeholde sine vokalmæssige kvaliteter fra især de ældre numre. Især på “Trapped Under Ice” – ligeledes fra Ride the Lightning – føltes han langt fra at gengive sin klagesang, men emulerede i stedet en mere tandløs version underneden nogle af gruppens ellers bedste guitarriffs.

Som altid hiver Metallica dog mange point hjem på deres evne til at være : De er der fra det øjeblik, deres unødvendigt lange intro – inkluderende både AC/DC’s “It’s a Long Way to the Top (If You Wanna Rock n’ Roll)” samt Ennio Morricones udødelige “Ecstasy of Gold” – skydes i gang, til de sidste toner af lukkeren, “Master of Puppets”, ringer ud. Og uanset hvor svingende leverancerne måtte være, og hvor dybt i diskografien vi måtte grave (som med eksempelvis “Dirty Window” fra St. Anger eller “Bleeding Me” fra Load), så var det stadig go’e gamle Metallica; med Lars bag tønderne, Kirk med sin wah-pedal, Robert i sin krabbegang og James’ utallige “yeah”-supplementer til sin gennemsnitlige vokalpræstation denne aften.

Og det kan simpelthen ikke være rigtigt, at endnu en Metallica-koncert for gud ved hvilken gang skal reddes af “Seek and Destroy”, “One” og “Master of Puppets”. Men det var nu engang tilfældet på Metallicas første visit på landets største metalfestival, hvor fadølsegmentet fik deres forløsning og unisont kunne skråle »Come crawling faster / Obey your master« ud over nattehimlen i kamp med svidende pyroteknik og undervældende fyrværkeri. Størstedelen af rosen skal dog (som tidligere indikeret) gives for at komme så bredt rundt i ens eget bagland, hvor kun Reload, Death Magnetic og den bedårende Lulu-plade ikke blev besøgt undervejs. I stedet leverede de en masse indhold til både inkarnerede nørder såvel som marginalfans for på den måde at signalere, at Metallica stadigvæk lever.

Forudsigelsen herfra må være, at der undervejs i løbet af weekenden alligevel kommer både langt større og mindre kvalitet fra Copenhells hovednavne. Derfor lander Metallica også et sted midt imellem, hvor de uden tvivl har præsteret på langt højere niveau på dansk grund, mens man utvivlsomt savnede, at leveringerne af de mange klassikere såvel som overraskelser kom med bare lidt mere tyngde og nerve, end det ultimativt var tilfældet.

★★★½☆☆

Skriv et svar