Koncerter

Pavement, 02.06.22, Primavera Sound, Barcelona

Foto: Clara Orozco
Skrevet af Daniel Niebuhr

Slackerrockerne i Pavement var endelig tilbage på europæisk grund med en optræden, der var både lang, hyggelig og nostalgisk, men som alligevel kæmpede med at favne nødvendigt bredt.

Det er jo egentlig et lille 90’er-mirakel i sig selv, at Pavement nogensinde kom tilstrækkeligt ud over rampen til at blive den kultsucces, som her 30 år efter fuldlængdedebuten, Slanted and Enchanted, kan betragtes som noget af en særattraktion. På overfladen er deres tilbagelænede slackerrock nemlig langt fra nogen stor musikalsk kunst, der i stedet må tilskrive sin egen langtidsholdbarhed Steve Malkmus’ øre for fængende melodier og joie de vivre-fyldte tekster.

Og suppleret af bandets kejtede personaer faldt californierne perfekt ned i dét tomrum i rockmiljøet, som ikke kunne fyldes op af hverken grungens ængstelighed og nihilisme eller den grandiose hårrock, som heldigvis var på retræte i de tidlige 90’ere. Alt sammen kultiveringsgrundlag for bands, der larmer. Det gør Pavement til gengæld ikke. I stedet nærer de inderligheden såvel som underfundigheden over for tilværelsen samt individets egen akavethed, der tilsammen om noget ræsonnerer på mangt et teenageværelse.

Det var derfor først og fremmest et nostalgisk gensyn med Pavements gold soundz, som blev slynget ud over Barcelonas nattehimmel i kamp med middelhavsblæsten, da bandet indtog. Selve “Gold Soundz” tjekkede også ind som et tidligt højdepunkt i den mere end halvanden time lange koncert, som bød på næsten 30 numre fra deres omfattende bagkatalog. Det gav derfor masser af momenter, hvor man tydeligt kunne mærke distinktionen mellem dem, som virkelig kunne deres Pavement-materiale på rygraden, og så dem, der blot var der for at opleve netop denne særattraktion.

For i modsætning til et band som Tame Impala, der kort forinden sluttede deres egen optræden på den ene af de nu to retvendte hovedscener, og som havde langt større held med at favne brede blandt det enorme fremmøde af mennesker, måtte Pavement kæmpe hårdere for det. Derfor var min afsluttende tanke, (som også hænger fast her dagen efter), at Pavement måske havde været bedre tjent med at spille på den noget mindre, men mere intime Cupra-scene med sine hævede siddepladser i bedste amfiteaterstil – kult- og hovednavnstatus eller ej.

Når det så er sagt, så samspillede Malkmus og vennernes massive sætliste alligevel fremragende med de ønsker, man nu engang måtte have haft til bandets første visit på europæisk grund i næsten 12 år. “Silence Kit”, “Kennel District” og Embassy Row” nåede vi eksempelvis igennem, inden der overhovedet var gået en halv time, hvor den infamøse koncert-rust trods alt alligevel skulle rystes bare en smule af. Til bandets eget held inviterer slackerrocken jo netop til i højere grad at dyrke ufuldkommenheden, som derved lettere kunne maskeres i det større lydbillede. Vokalstykkerne behøver nemlig ikke at ramme alle tonerne rent – hverken hos Malkmus eller bandets certificerede percussionist/hypeman/legeonkel Bob Nastanovich – og guitarsoloerne må gerne føles på kanten til det rodede. Hele Pavements modus operandi blev derfor også bedst opsummeret ved den syv minutter lange udgave af “Type Slowly”, hvis døsige stemning fungerede som et fin opdeling mellem første og anden koncerthalvdel.

Herefter løftede Pavement sig gevaldigt med en langt stærkere kavalkade af mere genkendelige numre som de fællessangskabende “Cut Your Hair”, “Stereo”, “Shady Lane” og “Range Life” foruden “Two States” og “Unfair”, hvor Nastanovich igen gav sit råbende besyv med, mens han sprang frem og tilbage på den enorme scene. Det kom dog alt sammen (forventeligt) relativt sent i forløbet, i stedet for spredt ud undervejs for på den måde at holde på energiniveauet fra de mindre Pavement-kyndige publikummer, der stille og roligt slentrede væk fra hovedsceneområdet, jo længere vi kom ud på de tiltagende nattetimer.

Mest af alt leverede Pavement dog på et mere hyggeligt plan. Det blev aldrig en overeksalteret folkefest, men mindre kan også gøre det. Sådan er det jo ofte med store festivalkoncerter – og har man til gengæld billetter til bandets koncert i Vega til oktober, kan man til gengæld allerede nu godt forberede sig på et omfattende og særdeles opløftende nostalgitrip.

★★★★½☆

1 kommentar

Skriv et svar