Koncerter

Primavera Sound 2022: Det så vi også! Del 1

Foto: Gaelle Beri

Primavera Sound har nu sat punktum for deres første af to weekender (samt nogle få dage af deres a la Ciutat-program).

Vi har i løbet af de seneste dage nået at gå frygteligt mange skridt på den catalanske beton og i den forbindelse set et hav af forskellige koncertoplevelser i både stor og lille skala.
(Læs i den forbindelse også vores anmeldelser af Wet Leg, Pavement, Gustaf, Fontaines D.C., Black Country, New Road og The Caretaker)

Derfor tager vi her et kort tilbageblik på noget af det, som vi blandt andet også nåede at komme forbi i løbet af den første weekend, inden vores dækning fortsætter helt frem til næste søndag.

Kim Gordon, 02.06.22

Kim Gordon – legendarisk sanger og bassist fra Sonic Youth – spillede torsdag eftermiddag under eget navn i Auditori Rockdelux. Der var propfyldt for at se, hvad støjrockeren havde i vente til os: Skulle det blive en flabet omgang punkrock eller avantgardistiske støjflader? Vi fik heldigvis en eminent blanding af begge dele, som var hverken for lige-ud-af-landevejen eller for højpandet. Auditoriets buldrende højtalere og massive bagtæppe med projekteringer af en køretur satte de optimale forhold for en indendørs rockkoncert. Gordons stemme skar igennem rock-1-trommer og hvinende guitarfeedback, og hun er stadig lige så snerrende, som hun var på den 30 år gamle Dirty.

Og i modsætning til hvad man kunne frygte fra en siddende rockkoncert i en stor sal, var der ingen slinger i valsen med hensyn til publikumskontakten. Gordon var under flere numre nede og vrisse ad de forreste rækker, og det kulminerede, da hun overgav sin guitar til de frådende masser, der fik lov at hive og trække i strengene, til de ikke kunne mere. Bare fordi man er 69, kan man vel stadig godt være fan af anarki.
(HMD)

Foto: Christian Bertrand

Yo La Tengo, 02.06.22

Den første torsdag på Primavera Sound var rent faktisk bare rendyrket, amerikansk 90’er-indie/støjrock-amok. Hvis man ikke havde fået nok til Kim Gordon eller sågar Dinosaur Jr. og samtidig ikke kunne vente med mere til Pavements nattekoncert, så kunne man da lige nå at smutte forbi Primavera Sounds amfiscene og se et af genrens mest fornemme bands.

Yo La Tengo er måske det sødeste, sundeste indierockband i branchen. Ægteparret Ira Kaplan og Georgia Hubley samt bassist James McNew har været en fasttømret trio i efterhånden så mange år, at de har svært ved at spolere en god koncert. Dybt professionelle og dybt taknemlige for at spille musik for glade mennesker. Det er altid dejligt at bevidne.

Sætlisten spændte vidt over det meste af diskografien, og vi fik således en håndplukket kuratering af geniale numre som ”Autumn Sweater”, ”Double Dare” og ”Tom Courtenay”. Dog ingen Yo La Tengo-koncert uden et langt støjnummer til virkelig at adskille sig fra de søde sager. Det blev ”Pass the Hatchet, I Think I’m Goodkind” fra lige så genialt betitlede I Am not Afraid of You and I Will Beat Your Ass, der med repetitiv larm i mere end 10 mutter fik folk i hypnose-tilstand. ”Our Way to Fall” lukkede ballet, og så tror jeg i ellers, de fleste i publikum var godt forelskede.
(HMD)

Foto: Sharon Lopez

Otoboke Beaver, 02.06.22

Jeg kunne på forhånd godt have frygtet, at Otoboke Beaver – trods bandets åbenlyse talent til at indkapsle alle punkens mest appellerende aspekter på uforfalsket og højenergisk vis – alligevel ”bare” blev set som endnu et sjovt indslag for den del af de fremmødte festivalgæster, som fortsat var i live, da klokken slog 03.00.

Det var dog nok bare mig, der undervurderede mine medpublikummer, for da de fire japanske kvinder først indtog scenen lagde for med det catchy råbekor på ”Don’t Light My Fire”, samstemmede langt de fleste af de forreste rækker i én stor udladning af smittende energi og fællesskabsfølelse. Det er rent ud sagt helt umuligt at holde legemet i ro, når først Otoboke Beaver tyrer af sted på to-til-tre-klip-i-kørekortet-siden af fartgrænsen; om det så er på den sukkersøde “Yakitori”, eller når vi nærmer os Melt Banana-territorium på ”I Am Not Maternal”.

Helt ideelt havde man også valgt at placere Otoboke Beaver på festivalens mindste scene, så vi – omend det ikke blev helt i øjenhøjde med de fire kvinder – stadig kom tæt nok på til at kunne mærke både band og hinanden, mens sveden dryppede ned ad os, og en af Undertoners udsendte måske/måske ikke tog sig en crowdsurf-tur.
(DN)

Foto: Clara Orozco

Tropical Fuck Storm, 03.06.22

Fredag aften stod den på gakkelak-støj-smadder med australske Tropical Fuck Storm. De er sådan et band, der har ild i øjnene og fråde om munden, når de står på en scene. For med Gareth Liddiard og Fiona Kitschin fra undergrundslegenderne The Drones i front var der ingen tvivl om, at de her mennesker kan sprede den korrekte mængde galskab i en menneskemængde.

Og med høj sol i nakken helt nede ved Middelhavskysten var der en højspændt og lykkelig stemning blandt de fremmødte, mens der blev pustet energifyldt til ilden af bandet, der ikke så ud til at holde igen med noget. Der blev sprællet, sparket og råbt, men at Tropical Fuck Storm i al den mærkelige art-larm kan fremmane ørehængere og knivskarpe melodilinjer er den virkelige bedrift. Det var festen, som ingen ønskede skulle ende.
(HMD)

Foto: Gaelle Beri

Mainline Magic Orchestra, 03.06.22

Det tog fem år, men endelig lykkedes det Primavera Sound at give mig en koncertoplevelse, som fra start til slut havde lige præcis nul forudsigeligheder. På intet tidspunkt under Girona-ensemblet Mainline Magic Orchestras forrygende bizarre optræden, havde jeg nemlig nogen idé om, hvordan næste sang kom til at lyde, eller – måske vigtigst af alt – hvilket tøj aktørerne på scenen kom til have på.

Det hele startede imidlertid med et gregoriansk kor og en oplyst topersoners sofa. For mens koret – som vi herefter aldrig så mere til – messede løs, ankom tre ud af de fire medlemmer i Mainline Magic Orchestra i sofaen, som blev båret ind fra ude blandt publikum. Iklædt aparte, sort/hvide dragter og opstillet i en halvcirkel á la Kraftwerk gik det herefter løs med en heftig synth/electro-dansefest. Først fik vi den Yello-lignende ”Xumba Xumba”, førend sidste medlem blev slæbt kravlende ind på scenen iført mundkurv samt en stor kæde om halsen. Da han endelig kom fri af sine lænker, skrålede han pivfalsk løs på ”Baile”, mens vi alle nedenfor scenen i grunden var fuldstændigt ligeglade med hans vokalevner.

Efter et par yderligere numre stak de alle om bagved, mens en mand i et Tim Burton-agtigt kostume og et aggregat, hvor han via nogle pinde var forbundet til to livløse dukker, kom ud og fremførte et dansenummer til lyden af musik, som man ellers kun hører, når man sidder i telefonkø til Borgerservice.

Så vendte MMO ellers tilbage – denne gang iført falske bodybuilderoverkroppe – og kastede sig ud i den tribale og aldeles medrivende ”Okilele”, mens de lavede mave- og armbøjninger til et akkompagnement af et mindre pyroshow. Og bedst som vi nærmede os afslutningen, skulle vi selvfølgelig også have en synthversion af ”Last Christmas”, hvor en sangerinde hoppede ud af en stor gaveæske og leverede sin vokal til George Michaels udødelige tekst.
Alt i alt en dybt åndssvag og fuldstændig fænomenal totaloplevelse at bruge sin fredag på.
(DN)

Foto: Dani Canto

Nick Cave & The Bad Seeds, 04.06.22

At en mand, der for under to måneder siden mistede sin anden søn på under syv år, skulle tage på turné og spille stadion-post-punk, virkede inden lørdag aften ikke realistisk. Det var intet mindre, hvad Nick Cave og hans tro følgesvende i The Bad Seeds gjorde. Og at de kunne åbne aftenhimlen op med ”Get Ready for Love” og ”There She Goes My Beautiful World” fra den sjældent spillede 2004-plade Abbatoir Blues/The Lyre of Orpheus var intet mindre end en magtdemonstration. Med gospelkor og Warren Ellis’ noise-violin fik bandet sparket koncerten i gang i en sådan grad, at der ikke var nogen tvivl om, at Nick Cave må være en af de stærkeste – omend også mest hårdt prøvede – kunstnere i verden.

Koncerten fortsatte med en eminent version af ”From Her to Eternity”, ”Oh Children” og senere to af Caves bedste ”Tupelo” og ”City of Refuge”.

Der var også plads til de mere ambiente sange fra de senere plader, og da ”I Need You” blev dedikeret til de to afdøde sønner, var der tårer i øjnene hos dem, jeg i hvert fald kunne se. Det var rørende. Og så er der ”Jubilee Street”; når Nick Cave and the Bad Seeds spiller det nummer live, er det måske den bedste koncertoplevelse, man kan byde sig selv. Så er det sagt.
(HMD)

Foto: Sergio Albert

DIIV, 04.06.22

Brooklynske DIIV burde egentlig være et langt større band, end det er tilfældet den dag i dag. Kvartetten har nemlig lige siden 2012-debuten, Oshin – i hvert fald på plade – bevist, at de formår at ramme perfekt ned i samtidens dreampop/shoegaze-grænseland. Men DIIV har også gjort det svært for dem selv med både tidligere bassist Devin Ruben Perez’ exit fra bandet samt alle stofferne og helbredsproblemerne, der har udgjort unødvendige vejbump for en ellers potentielt lovende karriere.

I de sene nattetimer tog de dog revanche for en stund med en gennemført koncert, som dog langt hen ad vejen blev skæmmet af en alt for lav vokalvolume, hvilket fjernede et af de vigtigste elementer i bandets lydunivers. For DIIV fungerer i sidste ende bedst, når de svævende guitartoner over de ligefremme og mekaniske trommerytmer flettes sammen med Zachary Cole Smith og Colin Caulfields døsige og uklare røster.

Vi nåede godt rundt i DIIV’s tre studieudgivelser, hvor seneste skive, Deceiver, fyldte mest, men hvor også åbneren, “Under the Sun”, fra Is the Is Are og den stærke “Doused” fra Oshin stod for nogle af højdepunkterne. Slutteligt var det dog “Blankenship” fra Deceiver, der tegnede sig for en ganske solid afslutning på en lige så solid koncertoplevelse.
(DN)

Foto: Kimberley Ross

Skriv et svar