Plader

Quiet Sonia: Wild and Bitter Fruits EP

Danske Quiet Sonia’s debut-EP er en vanvittig velkomponeret musikalsk rejse gennem både melankoli og eufori. 25 minutters eksperimenterende indie-folk-forløsning for dit sørgelige lille hjerte.

Nogle gange er ting bare bedst, hvis man gør dem helt selv. Det synes i hvert fald at være tilfældet for det københavnske syvmandsorkester Quiet Sonia, der på deres debut-EP Wild and Bitter Fruits får sat en fed streg under, at de er Danmarks med længder mest interessante “indie-folk”-band. Quiet Sonia er et åndsprodukt af primær sangskriver Nikolaj Bruus, som har valgt at udgive på sit eget pladeselskab Pink Cotton Candy – og gud ske tak og lov for det, for ellers kunne man frygte, at et mere kommercielt selskab havde udvandet den fantastiske gourmet-indie-suppe, man får serveret på Wild and Bitter Fruits.

Bruus står dog ikke alene, men har allieret sig med en række dygtige danske musikere: Medlemmer fra blandt andet Ydegirl og Schultz & Forever, samt gæsteoptrædener fra musik-shaman Jens Aagaard (Tettix Hexer) og Mikkel Trøjborg Fink (Collider). Med navne som dem i baghånden er det vel næsten svært at ende med et produkt, der er andet end godt.

Indie-folk eller -rock er dog fattige ord for, hvad der sker på Wild and Bitter Fruits. Den 25 minutter lange seance tager alt, hvad der er velkendt fra genrerne og mikser det med ambient, klassisk og jazz til en lyd, der er så genkendelig, at man fænges med det samme, men samtidig tilpas detaljeret og udfordrende til, at man mærker, at man lige har fået serveret en stor musikalsk oplevelse. EP’en tæller kun to meget lange numre, men herpå får du til gengæld den højeste densitet af musikalsk kvalitet pr. nummer, du kommer til at finde på en dansk udgivelse i år – hovedet på blokken.

EP’ens første nummer er den knapt 10 minutter lange “This Tender Violence” (allerede her scorer Quiet Sonia bonuspoint for et oxymoron i titlen). Selve sangen starter med en optimistisk akustisk guitar, der leder tankerne hen på folklegender som Nick Drake og Bert Jansch, men herefter bliver man hurtigt sendt ud på en musikalsk rejse af en mere fyldig og melankolsk melodi, hvor forvrængede guitarer og bløde synths kombineret med klassisk klaver giver nummeret en helt speciel stemning. Det er lidt, som om nogen er begyndt at spille folk over noget eksperimenterende guitarmusik à la Roy Montgomery eller Dif Juz.

Nummeret bliver kun vildere og vildere, som det udvikler sig i bølger af stilhed, afdæmpet guitar og euforisk tunge post-rockpassager med større-end-livet violin og kor. Der sker hele tiden noget i form af glitch i lyden, uventede elektroniske komponenter eller en pludselig bongotromme. Alt er dog ledt så elegant ind i hinanden, at det tager én flere gennemlytninger, før man rent faktisk fuldt forstår at sætte pris på de subtile komponenter, der er vævet ind i albummet – man opdager noget nyt hver gang.

Det bliver egentlig kun bedre på pladens næste nummer “No Weeping Melts the Armor”, der igennem sin denne gang knap 16 minutter lange spilletid følger samme form som “This Tender Violence” med sin opbygning fra Elliott Smith’sk indie-folk til ekstatisk post-rock. Man lægger dog mere mærke til Bruus’ beroligende dybe stemme denne gang, der lyder lidt som Stephin Merritt – den lettere udvaskede produktion på vokalen er i hvert fald ikke til at gå fejl af. Teksterne kommer dog lidt i baggrunden på denne måde, men jeg synes ikke rigtig, at det gør noget – der er rigeligt stimuli i kompositionerne selv til også at skulle koncentrere sig om lyrik.

Det er næsten umuligt at opsummere alt det, der når at foregå på ét nummer – jeg ved ikke rigtig, hvordan man kan sidde med en to-numres plade og kun synes, at man har plads til at italesætte en my af, hvad der sker musikalsk. Man er helt mættet efter pladens sidste nummers storladne crescendo, der kan få øjeblikke på Black Country, New Roads seneste udgivelse til at lyde som lejlighedssange. Alle toner, alle passager flyder bare så let og elegant ind i hinanden – den her EP er så vanvittig velkomponeret, at det er lige til at få tårer i øjnene af.

Jeg håber, at min absolutte begejstring skinner igennem i ovenstående. Wild and Bitter Fruits er en både melankolsk og euforisk rejse, der mest af alt er enormt forløsende. Det er sådan en EP, der bare tager dit deforme, sørgelige lille hjerte og masserer det ud i en ny vansiret form, så du ikke rigtig kan mærke, om det pumper langsommere eller hurtigere end før. Der er vist dømt fuld plade.

★★★★★★

Skriv et svar