Koncerter

Roskilde Festival 2022: Atusji, Rising

Foto: PR

Atusji leverede tilbagelænet pop på en daset, doven tirsdag. Trods det sympatiske og smilende udtryk, kunne kun en fremragende guitar redde koncerten fra at blive decideret kedelig.

»Hej venner! Fuck, jeg har glædet mig,« lyder det fra Terkel Atsushi Røjle Christensen, bedre kendt som Atusji, da han går på scenen med lutter smil, glæde og varme. Det passer perfekt til en skoldhed tirsdag, hvor folk stadig ikke helt er kommet i sving. Vær velkommen, her er laid back melodier og lækker stemme.

Atusji leverer bestemt begge. Om sig har han samlet et stærkt band, og de både lyder godt sammen og sammen med Atusji. Dog er det rimelig tydeligt rimelig tidligt, at det er den fremragende, eksplosive, eksperimenterende og legesyge guitarist Rune Risager, der stjæler showet. Og heldigvis, for hvis ikke havde der været god grund til at frygte, at koncerten simpelthen ville blive for tilbagelænet, tangerende til det kedelige.

Der lægges ellers hårdt ud med et nuanceret nummer, der formår at vise en mangefacetteret kunstner, hvis stemme både kan bære roligt tempo og larmende støj. Et heftigt trommetempo giver nummeret ekstra kant, og man sidder tilbage med en fornemmelse af en kunstner, der kan en masse forskelligt. Men det bliver aldrig rigtig forløst.

Den efterfølgende håndfuld numre er svære at skelne fra hinanden. Det er på sin vis skøn musik. Dejlig, velspillet, afslappende, omfavnende, og som sådan passer det perfekt til tidpunktet, dagen og scenen. Men man begynder forholdsvist hurtigt at savne variation; Atusji har en dejlig stemme, og hans bløde popnumre smelter som chokolade under solen. Men nummer efter nummer forbliver i den gode stemnings tegn, og selvom det er yderst behageligt, så kunne man godt have udfordret publikum en smule mere.

Efter omkring et kvarter »skal der ske noget«, som hovedpersonen nok så korrekt konstaterer, og han inviterer derfor Helena Gao på scenen til en duet, der desværre heller ikke sådan rigtig kommer længere end til scenens kant. Og når der endelig er lidt mere go på, og det kommer der mod den sidste 2/3 af koncerten, så er det Rune Risager, den henter den hjem. Han løfter de fleste numre op på et niveau, hvor de står i lidt mere kontrast til hinanden, end de ellers ville have gjort. Det skal han have stor ros for, men det er ikke helt nok til at gøre koncerten sådan rigtig spændende for alvor. »Dygtigere/ kløgtigere/ flygtigere« synger Atusji på den R&B-tunge “White”, og igen er det guitaren, der redder (endnu) et fløjlsblødt nummer fra at smelte sammen med de andre. Så bliver der slået over i noget ret hård distortion-guitar, men nu vi er ved tredjesidste nummer, og det føles næsten for sent.

Ak ja. En varm og dejlig koncert, der aldrig rigtig blev mere end det.

★★★☆☆☆

Skriv et svar