Koncerter

Roskilde Festival 2022: Debbie Sings, Countdown

Foto: Mathias Kristensen
Skrevet af Simon Freiesleben

Efter regn kommer solen. Undtagen på Roskilde Festival, hvor Debbie Sings i stedet kom, så og smadrede Countdown med et fuldkommen uregerligt techno-sæt.

Mandagens ubærlige hede blev i den grad skyllet bort af et kort, intenst og apokalyptisk regnskyl, som på en lille times tid forvandlede den idylliske og solbeskinnede festivalplads til et inferno af mudder, skrald og våde festivalgængere i gummirøjsere og farvestrålende regnslag. På sin vis en meget passende optakt til det smaddershow, som Debbie Sings leverede mandag aften på Countdown, mens aftenmørket så småt faldt på.

Foran storskræmen prydet med glitch-fyldte og farvestrålende visuals samt slogans såsom »FUCK THE RAIN« og variationer på navnet Debbie Sings såsom »Debbie Showers«, »Debbie Screams« og »Debbie Super Hero« trådte showets hovedperson nemlig frem i ensom majestæt og satte gang i et hæsblæsende technoshow, der er svært helt at sætte ord på. Men der var i hvert fald fart på.

Da Sophia Hage kun havde udgivet to sange under navnet Debbie Sings forud for festivalen, så bestod det meste af aftenens materiale selvsagt af musik, som publikum ikke havde haft nogen chance for at høre på forhånd. Heldigvis gjorde Hage hvad hun kunne for at sælge sin musik og rive publikum med ved at levere en fandenivoldsk og anarkistisk performance. 

Iført knæhøje læderstøvler, netstrømper og et lille sort outfit vred, skreg og trampede hun sig igennem sine hyperpop-bangers helt ude på kanten af scenen – når hun da ikke lige var nødt til at løbe om bag pulten igen og sætte den næste sang i gang. Med sin heliumagtige modulerede baby-vokal fik de mørke vokal-bidder fra de genkendelige sange som “Godspeed” og “Satanizer” et humoristisk skær, når Hage fra scenen skreg linjer som »I’m feeling dead inside« eller »Satanize me«.

Sjovest var det dog, når hun indimellem de forskellige sange forsøgte at connecte med publikum med linjer som den ikoniske »Hvasså Roskilde« uden at slå voice-modulatoren fra og derfor leverede dem med musestemme. Det føltes helt i tråd med det absurde show, som blev leveret foran de mere og mere psykedeliske visuals og den pumpende bas, der fik jorden foran Countdown til at ryste.

Det var tydeligt, at Debbie Sings kaotiske og anarkistiske musik – hvor alt fra dubstep, techno, hvinende syreguitar og rendyrket pop smides i blenderen – delte vandene. Undervejs flød en lind strøm af publikummer væk fra området foran scenen, men samtidig gik en folkevandring den anden vej for at komme tættere på epicentret af denne futuristiske udskejelse, der udspillede sig. Baseret på min egen helt uvidenskabelige vurdering virkede det dog til, at flere følte sig tiltrukket end frastødt og publikumsskaren virkede således til at vokse betragteligt undervejs.

På et tidspunkt dukkede Adam Kjær Nielsen (fra Værket og Slægt) op på scenen og greb en guitar, hvilket gav koncerten en tiltrængt variation med en guitarsolo kørt gennem så mange effektpedaler, at den lød som om, at den blev spillet gennem en gameboy. Meget passende for en koncert, der virkede mindre optaget af hvad der kan betegnes som god smag og mere fokuseret på at skabe så meget gak og løjer, som det er muligt på 45 minutter. 

Man kan ikke sætte en finger på Sophia Hages indsats for at skabe en sjov og alternativ feststemning, for hun virkede virkelig til at give den alt i den tid, hun havde fået på scenen. Min eneste anke med koncerten var i virkeligheden, at den måske skulle have været en anelse kortere, da det ikke virkede til, at der helt var nok materiale til at fylde tidsrummet ud, uden at dampen faldt en anelse undervejs. Og så måtte det faktisk gerne have været lidt mørkere og lidt mere tætpakket, måske på Gloria? Så havde musikken fået en helt anden fysisk dimension, der kunne mærkes i brystkassen og som virkelig havde sat prikken over i’et.

★★★★☆☆

Fotos af Mathias Kristensen

Skriv et svar