Kl. er lidt i 14, og solen står højt på himlen over campingområdet på denne højhellige søndag på Roskilde Festival; Rising er godt pakket med forventningsfulde festivalgæster i mere eller mindre afklædt tilstand. Og til tonerne af spoken word-åbningen af nummeret “Further Away” fra EP’en Your’re My Favourite Person – I Love You fra i år går danske Emily Holm Nyhuus aka Reveal Party på scenen. Desværre kan man godt komme lidt i tvivl om, om hun overhovedet har lyst til at være der. Mere om det.
Reveal Party udgav debut-EP’en You Stole a Year of My Life i 2020, og det var især nummeret “I’m a Girl”, der gjorde sig bemærket. ‘Reveal’ betyder jo som bekendt at afsløre, afdække eller blotte noget, og det er præcis, hvad Nyhuus gør: hun lukker os ind i sit inderste rum og synger uden omsvøb om kærlighed, sex og det er være transkønnet. Intet er for intimt eller for sårbart, og selvom det er hørt før, så virker det stadig ret forfriskende. Derfor skal det også blive spændende, om intimiteten kan holde til at blive blæst op på en scene.
Det kan den. Begge de to EP’er har fortrinsvis haft Nyhuus’ vibrerende, skrøbelige stemme og milde guitarspil i fokus, men med sig her på scenen har hun et firepersoners stort band, og det giver virkelig de ellers glimrende singer/songwriter-numre en ny og interessant dimension. Der er godt gang i numre som “Anna Out to Sea” og “Favourite Person”, og det fungerer rigtigt godt, når Nyhuus synger “You Skip my Turn” sammen med keyboardspilleren Claudia. Dog mister Nyhuus aldrig sin egen intime intensitet, og man har på fornemmelsen, at hun sagtens ville kunne fange folks opmærksomhed med blot en akustisk guitar. Men “I’m a Girl” og den nye single “Seldom Made” stråler virkelig, når de får lov at få et skud distortion-guitar.
Nyhuus er stærk på en scene – ikke kun fordi hendes sange er stærke, men også fordi hendes persona er stærk. »Welcome to Reveal Party or whatever« informerer hun publikum, før bandet bryder ud i den ultrakorte, ultrarå “Wish I Could Hold You”, og den der lidt “whatever”-attitude er en sjov kontrast til det ultraintime; her er mit blødende hjerte, tag det eller lad være, men bestemt dig gerne hurtigt.
Men det kammer desværre lidt over. Det er tydeligt, at bandet hygger sig sammen, og det er velspillende og i god harmoni. Dog kan det til tider være lidt svært at afkode, hvordan Nyhuus selv egentlig har det med at stå på den scene. Hun har paraderne oppe, og det kommer til udtryk i små stikpiller, hvor hun ved hjælp af humor forsøger at afvæbne folk. Når hun før sidste nummer erklærer »This is the final song. Thank God« er det kun halvt i sjov. Og selvom det måske er meget menneskeligt og forståeligt at være usikker på en scene på Roskilde Festival, så virker det også underligt afvisende, og man efterlades med en lidt bittersød fornemmelse, som desværre stjæler fokus fra en ellers vellykket koncert.
