Interview

Roskilde Rising – Barbro: »Mine nye sange er et besøg i mit gamle teenageværelse«

Foto: Gloria Berenice Moreno
Skrevet af Jens Trapp

Forud for deres debutkoncert på Roskilde Festival har Undertoner talt med Barbro, som i 2021 udgav EP’en Barbro. Den eftertænksomme singer-songwritertilgang er på deres nye materiale drejet i en mere rocket retning.

Jeg fanger Barbro på telefon torsdag aften midt i al travlheden med at forberede sig til deres optræden på Rising scenen om ganske kort tid. Der er meget der skal gå op i en højere enhed. Jeg spørger Barbro, hvad der inspirer dem for tiden?

»Fordi jeg øver op til Roskilde, har jeg været meget inspireret af mit eget band, de bands musikerne også spiller i, og deres individuelle lyde og personligheder,« svarer Barbro.

Det drejer sig om Ida Duelund, der spiller kontrabas i duoen Lueenas (og har spillet i mange forskellige konstellationer), Patrick Rathbun spiller bratsch mm. i Pardans, Villads Tyrrestrup bas i Liss, Tanja Vesterbye spiller guitar i et projekt under eget navn og Sarah Ziebe har spillet trommer med flere forskellige bands.

»På min EP (Barbros selvbetitlede EP fra i fjor), var jeg mere inspireret af singer/songwriter-genren, hvor teksten er meget i fokus, mens jeg på de nye numre er søgt tilbage til mit teenageværelse, dengang jeg hørte rock og shoegaze.«

Kan du beskrive din lyd med tre ord?

»For mig er det en utroligt eftertænksom lyd. Den er meget gennemkomponeret. Jeg oplever også at den er både rørende og voldsom. Der har været folk der græder under koncerterne. Samtidig er det også vigtigt, at vi har det sjovt, som band, når vi spiller. Måske kan man også sætte ordet nostalgisk på.«

Hvad kan vi forvente af jeres koncert på Rising?

»Jeg tror det bliver et virkelig sjovt show. Vi kommer til at spille lidt “gammelt” materiale, men også rigtig meget nyt. Det er lidt sjovt med korte festivalsæt, fordi man virkelig skal skære ind til benet og levere varen på så forholdsvis kort tid.«

Med hensyn til det nye materiale løfter Barbro sløret for, at et debutalbum er på vej og planlagt til foråret 2023.

Hvad glæder du dig mest til i forhold til at skulle spille på Roskilde?

»Jeg glæder mig rigtig meget til at lade folk høre de ting, jeg har arbejdet på det seneste år. Og så glæder jeg mig egentlig også bare til at være på festivalen. Jeg har ikke været der i 6 år, da jeg slet ikke kunne finde ro i det, sidst jeg var der. Jeg glæder mig rigtig meget til at være i kontakt med dem der har lyttet og støttet musikken det sidste halvandet år. Derudover glæder jeg mig mest bare til at spille musik. til at spille med mit helt vildt fantastiske hold: Ida, Patrick, Villads, Sarah og Tanja.«

Vil du her til sidst komme med tre anbefalinger fra musikprogrammet til vores læsere?

»Jeg er helt stoked over programmet i år. Jeg ville gerne anbefale alle opvarmningsdagene, fordi alle dér ligger vildt meget energi i deres shows. Men jeg har kun kunnet formå at koge det ned til 4 anbefalinger. Debbie Sings og Senso. De spiller godt nok samtidigt, så man er nødt til at vælge (hhv 22:30 på Countdown og 23:00 på Rising red.). Så vil jeg anbefale at komme ned og tjekke Turning Tables projektet ud. Det kommer på Flokkr scenen tirsdag kl 19:00 og er en organisation, der laver musik med og børn og unge fra udsatte boligområder. Desuden vil jeg anbefale at komme til en talk omkring ligestilling, diversitet og mangfoldighed i musikbranchen med Another Life, også på Flokkr, søndag kl 16:15, hvor jeg selv skal deltage sammen med Emily fra Reveal Party (også anbefaling) og  Prince Henry (debatør og aktivist), i samtale med Rosa Lois fra foreningen Another Life.«

Du kan opleve Barbro tirsdag eftermiddag klokken 14:00 på Rising Scenen

Leave a Reply