Koncerter

Run The Jewels 10.06.22, Primavera Sound, Barcelona

Foto: Sergio Albert
Skrevet af Daniel Niebuhr

Run The Jewels var langt fra topform på Primavera Sound, hvor den ene halvdel kæmpede med efterveerne fra tre dages sygdom, mens de begge kæmpede med at bevare kontrollen over flygtige lydforhold.

»I pulled the laryngitis outta my chest and put it up my ass!«

Det var ellers ikke mere end tre dage siden, at El-P – den ene halvdel af Run The Jewels – var så medtaget af sin strubebetændelse, at duoen så sig nødsaget til at aflyse deres koncert i Birmingham. Stadig klart mærket af at have været sengeliggende formåede han dog alligevel at blive klar til denne fredag i Barcelona, hvor han sammen med sin sædvanlige medsammensvorne Killer Mike skulle formå at sætte punktum for programmet på Primavera Sounds hovedscener.

Desværre var det et yderst sparsomt publikum, der mødte vores to antihelte, som under en gigantisk udgave af deres letidentifiérbare logo – pistolen og knytnæven – energisk spurtede ud på scenen til tonerne af omkvædet fra “We Are the World”, som herefter gled direkte over i “Close Your Eyes (And Count to Fuck)” fra deres anden af i alt fire selvbetitlede udgivelser. Det stod samtidig hurtigt klart, at der lå et stort arbejde foran både aktører og folkene bag lydpulten, hvis vi skulle ende ud i en forløsende folkefest, hvor især de nådesløst pulserende basrytmer overdøvede stort set resten af lydbilledet.

Dermed blev det svært for alvor at høre og nyde El-P og Killer Mikes formidable flows såvel som de finere detaljer i duoens produktioner, der primært denne aften stammede fra fjerde og seneste skive, RTJ4. Det gjaldt blandt andet pianotemaet på “Ooh La La” samt nærmest hele “Oh My Darling Don’t Cry”, der druknede i kampen mod de overbebyrdede subwoofere, mens både Killer Mike og El-P konsekvent lod til at ligge for lavt i mixet, hver gang de gik i gang med deres respektive vers og derfor skulle justeres op i volumen for at komme klarere igennem.

Til Run The Jewels’ store ros reddede de dog rigtig mange point hjem på bare at være dem, de nu engang er: Killer Mike er en oratorisk begavet og karismatisk entertainer med stort E, når han eksempelvis dedikerer “Stay Gold” til alle kvinderne i publikum, sender skud ud til alle dem, der har været med siden starten for snart 10 år siden, eller adresserer de systematiske problemer i de amerikanske politistyrker inden en af deres bedste skæringer “Walking in the Snow”. El-P er til gengæld en fornøjeligt stor drengerøv, der helt tydeligt elsker at performe og samtidig ikke er bleg for at kaste sig ud i humoristisk gestikuleren frem og tilbage med publikum både under og mellem duoens numre.

Men sidstnævnte var ikke dér, hvor han normalt kan og bør være. Dette blev bedst opsummeret ved behovet for at holde flere pauser undervejs for øjensynligt at genvinde pusten foruden hans tendens til rent vokalmæssigt at flade ud og forsvinde mod slutningen af sine rappassager – især jo længere vi kom hen i forestillingen. På den tydeligt Pharrell Williams-producerede “JU$T” hænger han efter i tempo, hvor han til gengæld lader til at føle sig mere tilpas på de mindre intense og krævende numre som “Pulling the Pin” og DJ Shadow-samarbejdet “Nobody Speak”.

På trods af at være i besiddelse af nogle af branchens bedste flows og smittende energier blev det derfor aldrig til en særligt opløftende eller samlende optræden fra veteranerne. Men som Killer Mike selv formulerer det på duoens egen hymne, “Run The Jewels”, der også fik lov til at lukke og slukke: »Acting brave and courageous / Ain’t advantageous for health and safety.«

★★★☆☆☆

Skriv et svar