Koncerter

Senyawa, 10.06.22, Primavera Sound, Barcelona

Foto: Jo Bernie / @supafakes
Skrevet af Daniel Niebuhr

Galskaben nåede nye højder med indonesiske Senyawa, der i løbet af 60 hæsblæsende minutter gav en overrumplende og ærefrygtindgydende forestilling ud på Pimavera Sounds allerseneste nattetimer.

En af sidste års mest kriminelt oversete plader står indonesiske Senyawa for. Alkisah er en brutal, men usandsynligt belønnende lytteoplevelse, der tager sine tilhørere med på et vanvittigt trip med rødder i ældgamle indonesiske musiktraditioner på et fundament af tribal urkraft. Og klokken 03.00 på en menneskefattig havnefront i Barcelona – med kun månen til at illuminere det ellers kulsorte nattehimmel-kanvas over pladsen – var både Senyawa og Alkisah en magtdemonstrerende post-midnatsmesse.

Det skyldes i høj grad, at man med Senyawa får præcis det, man søger: Her er ingen filtre, ingen musikalske forklædninger og ingen distance. I stedet rammer duoens hypnotiserende musikalske udladninger direkte ind i de allerdybeste afkroge af krybdyrhjernen, mens resten af legemet synes at slå sig selv fra og bare agere uvilligt til lyden af Wukir Suryadis mangefacetterede kombination af percussion og forvrængede toner fra sit hjemmebyggede bambusinstrument og Rully Shabaras udechifrerbare primalskrig. Især Shabara aftvinger konstant ens opmærksomhed, når han intenst nedstirrer sit publikum eller rabiat kaster sig omkring på scenen under de allervildeste passager i duoens forestilling.

Disse var der – heldigvis for os få, der var så heldige at overvære hele denne imponerende seance – mange af. Allerede fra start fik vi den nådesløse “Alkisah I”, som ellers starter med Shabaras blide “uuh”-toner, men hurtigt bevæger sig over i noget langt mere ekstatisk prædikende fra den klejne frontmand. På den efterfølgende “Istana” velsignes vi også af nogle non-sekulære undertoner, mens Suryadi hamrer løs på sine strenge, der buldrer og brager løs som akkompagnement til Shabaras rablende chants. Vi får også den galoperende “Gaib” og den langsomt slæbende “Hadirlah Suci” fra den noget ældre Menjadi-skive til at supplere det ellers Alkisah-tunge sæt, hvorfra også “Fasih” med sit nærmest scratchede tema byder på et af nattens mest jordnære momenter.

Det er dog, når det går allervildest for sig – som på Alkisah-lukkeren, “Kiamat”, eller “Hukum Manusia” – at Senyawa stråler klarest. Det er når denne dæmoniske besættelse for alvor synes at tage kontrollen over Shabara, og han vræler sine sulawesiske og javanesiske fraser ud i natten, at vi henkaster os mest hæmningsløst til musikken. Og det er, når bambusinstrumentet presses til sit yderst i jagten på at fremmane sine trancefremkaldende rytmer, at man føler det kraftigste slægtskab med disse ellers helt fremmede kompositioner; afskåret fra én selv med flere tusinde kilometer og flere hundrede år.

Vi fik det hele denne nat i en sublim fusion af ekstase og musikalsk overlegenhed. Og det er uden tvivl en af de mest forløsende og enestående koncertoplevelser, jeg har haft fornøjelsen af at opleve på Primavera Sound.

★★★★★★

Foto: Jo Bernie / @supafakes

Leave a Reply