Koncerter

The Caretaker, 04.06.22, Primavera Sound, Barcelona

Foto: Eric Pàmies
Skrevet af Daniel Niebuhr

Hvor lang tid går der, før vi glemmer de ting, vi troede, vi kunne huske? Og hvad sker der med forestillingen om os selv, når vi ikke længere er sikker på, at det, vi husker, stemmer overens med virkeligheden?

Måske var jeg til koncert med Leyland Kirbys The Caretaker-alias. Det er jeg i hvert fald relativt sikker på, at jeg var. Nogen har vist tagget mig i et Instagram-opslag fra et næsten mørkelagt auditorium. Var det noget med, at der var en bokser med bådekåbe og et stort guldbælte? Lipsync’ede bokseren undervejs til et Frank Sinatra’sk big band-cover af “Eye of the Tiger”? Hvorfor så vi angiveligt en scene fra The Shining med Jack Nicholsons ansigt forvrænget til ukendelighed?

Allerklarest synes jeg dog at kunne huske endeløse rækker af rum i en polsk lejlighed, som – bortset fra glemt håndværkergrej –  står gabende tomme og ufærdige. “52011” står der skrevet på de nøgne vægge, mens den uklare og uendelige rundvisning går i selvsving til lyden af en dyb buldren og rumlen, der ekkoer dybt nede i ens underbevidsthed. Eller den ubekvemme ambiens af knitren fra nåle, der rammer vinylplader fyldt med sørgelige hornarrangementer og pianomelodier i grandiose omend for længst tømte og nedrevne balsaler. Dem besøgte vi da også; med dybblå konturer smurt ud over vægge, vindeltrapper og lysekroner, mens de prestigefyldte kronhjortehoveder – afskåret fra deres nedskudte kronhjortekorpus – stirrer ligeså livløst frem for sig som bokseren på scenen. Nu har han endda taget en vulgær grisemaske på, som glitrer gyldent i det okkergule lys fra oven, akkurat som kaskader af dansende par piruetterer hvirvlende frem og tilbage over hakkende, utydelige valser fra et ustemt piano.

Bokseren hælder op fra sin halvvejs færdige Jameson-flaske og sætter den bestemt ned på bordet foran sig.

Men vi var der vist; mig og alle de andre. Alle dem blandt publikum, for hvem det også virkede vigtigt at forevige øjeblikket på deres telefoner, som sikkert stadig eksisterer – rektangulære, opbrugte og med “Made in China”-indgraveringen intakt – selv når deres ejermænd ikke længere gør, men i stedet er lagt i jorden, sendt til Glostrup Krematorium, eller hvor de nu vil placere deres jordiske rester, når livet en dag slutter. For det er dem, hvis minder forringes og blot bliver til udviskede anelser om, hvad der måske/måske ikke fandt sted den junieftermiddag i det underjordiske auditorium, i takt med at hjernen giver plads til nye minder, som materialiseres, lever og til sidst dør hen med resten af legemet.

Min hjerne dør også en dag. Til den tid står minderne om bokseren, balsalene, kronhjortehovederne og den tomme polske lejlighed kun endnu mere uklare – “Eye of the Tiger”-coveret måske i noget mindre grad. Og var det så virkelig det? Var det de minder, man valgte at selektere? For nuværende er svaret ja; måske dukker der en dag et eller andet op, der kan hjælpe med at genkalde noget af det, som vi alle sammen allerede har glemt.

Hvor stærkt det står til den tid, aner jeg heldigvis heller ikke.

★★★★★☆

Skriv et svar