Anbefalet

Undertoners guide til Roskilde Festival 2022, Onsdag

Foto: Flemming Bo Jensen
Skrevet af Jens Trapp

Vi tæller ned og gør klar til dette års Roskilde Festival. I dag gælder det onsdagsprogrammet, hvor portene åbnes til bands som Fontaines D.C., Grandson og Anna B. Savage.

Onsdag starter festivalens hovedprogram endelig op. Det har været en lang lang ventetid, som nu langt om længe er ovre, og onsdag i Roskilde har flere forskellige godbidder at lange ud til det sultne publikum.

Allerede en halv time før Drew Sycamore åbner Orange Scene slipper Fontaines D.C. deres rastløse gestalt af irsk indestængt rock løs. Har man én gang oplevet den karismatiske frontmand Grian Chatten på en stor scene, det være sig Primavera tidligere i år, Roskilde Festival sidst den blev gennemført eller på et fyldt Store Vega i foråret, ja så vil man vide, at der er noget særligt i vente. Fontaines D.C. kommer med det overlegne album Skinty Fia i bagagen, og de er at finde på Avalon kl. 17:30.

Har man lyst til et mægtigt party med hede caribiske rytmer, så bliv endelig hængende på Avalon, for 19:30 kommer cubanske Erick Iglesias Rodríguez på scenen som Cimafunk. Det er cubanske rytmer tilsat et solidt skud funk, og der kan næsten gives dansegaranti til dén koncert.

Desværre skal man måske afbryde dansen, for canadisk-amerikanske Grandson er et must-see, og han står på Apollo allerede kl 20:00. Hans EP-triologi A Modern Tragedy fra 2018-2019 er et imponerende værk med heftigt meget knald på. Grandson spiller en hårdtslående rock med trap-inspirerede beats afbrudt af helt stille passager, før det hele eksploderer igen. Ofte er der en politisk eller social indignation til stede hos Grandson. Han forholder sig til tidens problematikker som skoleskyderier og klimakrise. Se f.eks. video til “Dirty” her.

Skulle man herefter gå hen og have lyst til noget mere roligt, hvor man kan lægge armen om sin partner, måske vugge lækkert i hofterne og sænke alle parader, så er det amerikanske Black PumasAvalon kl. 21, du skal sigte efter. Selvom Black Pumas er fra Texas, leverer de en retro funket Rhytm & Blues med let psykedeliske undertoner og et touch af soul, der lyder som noget, der kommer direkte ud af Harlem.

Også her løber man ind i et dilemma, for inden koncerten med Black Pumas er forbi, må man tage med i sine overvejelser at der i konstellationen, Robert Plant & Alison Krauss, er noget, der lyder umanerligt tiltrækkende. I hvert fald har Plant en af rockens stærkeste stemmer, hvilket han også beviste for tre år siden på selvsamme scene, dengang med hans eget band The Sensational Space Shifters. Mixet af Plant og Alison Krauss med hendes baggrund i Bluegrass er en fin konstellation, der godt kan gå hen og blive en intens oplevelse. De spiller på Arenas store scene kl 21:30. 

Anna B Savage kl 23:45 på Pavilion som er et rimeligt sikkert kort at gå hjem på med sin fantastiske vokal og følsomme sange sat op i en singer-songwriter kontekst. Anna B Savage udgav sidste år sit suveræne debutalbum A Common Turn

Leave a Reply