Anbefalet

Undertoners guide til Roskilde Festival 2022, Torsdag

Foto: Simon Frøsig Christensen

Vi tæller ned og gør klar til dette års Roskilde Festival. Denne gang tager vi fat på den musikalsk nysgerrige torsdag, hvor du både kan opleve Cate Le Bon, Irreversible Entanglements og Duma.

Torsdagens program på Roskilde kæler i høj grad for det mere nysgerrige publikum, og der er rig mulighed for at få lidt foder til de sidste overlevende hjerneceller oven på, hvad der måske allerede har været fire dages hårde festival-lig-heder.

Er man til den blide start oven på første rigtige festivaldag, kan man passende bevæge sig mod Gloria klokken 12:30 for at høre den pakistanske sangerinde/komponist Arooj Aftab. Hendes lydlandskab kombinerer traditionelle pakistanske genrer som sufi med jazz, klassiske kompositioner og elementer af vestlig pop i sårbare, ofte melankolske kompositioner. Specielt på det dobbelt grammy-nominerede Vulture Prince, som er en rørende rejse ind i Aftabs sind ovenpå tabet af hendes lillebror. Det bliver med garanti musikalsk katarsis til din tidlige eftermiddag.

Fortsætter man sin dag i jazz’ens tegn på Gloria klokken 15:45, er der dømt, rå frihedssøgende free-jazz med Irreversible Entanglements – et af verdens (anno 2022) måske mest interessante konstellationer inden for jazz- og eksperimentalmusik. Bandet blev dannet til en demonstration imod politibrutalitet, og med Moor Mothers aktivistiske spoken word poesi i front af nysgerrige og nyskabende fanden-i-voldske kompositioner leverer Irreversible Entanglements noget af det mest grænsesøgende og potente materiale inden for det, man lidt frækt kunne kalde ”protestmusik”. Undertoner var i hvert fald kede af, at vi missede muligheden for at anmelde den meget roste 2021-udgivelse Open the Gates – men vi går i hvert fald ikke glip af at se dem live på Roskilde. Moor Mother spiller desuden også solo på Gloria klokken 21:30.

Vil man stadig gerne holde sig i det musikalsk nysgerrige hjørne, men er man mere til det indie-pop/rockede, bør man fange den walisiske excentriker Cate Le BonPavilion klokken 18:00. Fra sin avantgardistiske folk på debut-pladen Me Oh My til den psykedeliske cocktail af synth-musik og Bowie-esque art-pop på Le Bons seneste udgivelse, synes hun altid at kunne trække noget eklektisk op af posen – om end det svinger, hvor originalt det har lydt i vores anmelderes øre. På trods af en lidt lunken optræden på samme scene i 2016, anbefaler vi i hvert fald at give waliseren en chance for revanche.

Bliver vi i det roligere, mere indie-folkede humør, kan man bevidne en af tidens mest roste kvindelige singer-songwriters Phoebe Bridgers, der indtager Avalon klokken 23:30. Med sine imponerende fortælle-evner og subtile humor listede Bridgers i hvert fald Punisher ind på en 4.-plads på Undertoners Årets Plader liste 2020.

Skal det være mere til den tunge ende, spiller australske støjrockere Divide and DissolvePlatform klokken 23:30, og her er der altså dømt ond saxofon, dommedagsriffs og morderisk dronerock til alle dine uforløste frustrationer over dårlige toiletforhold og alt for dyre fadøl. Vi er her igen kede af at have missit duo’ens tredje plade sidste år – men derfor skal der stadig skriges i protest mod patriarkatet til ”Did You Have Something to Do With It”.

Som afslutning på aftenen er det næsten obligatorisk at opleve Duma live på Gloria klokken 00:45. Den eksperimenterende kenyanske duo mixer thrashmetal fra Nairobis undergrund med indflydelser fra byens levende klubscener i grotesk, elektronisk støj i en voldeligt dansabel højere enhed. Der forventes så høj energi, at du faktisk måske bliver nødt til at smutte tilbage til dit telt og sove derefter.

Leave a Reply